Heksejagt: Forskelle mellem versioner
Kefr4000 (diskussion | bidrag) m Kategori |
Mange rettelser og tilføjelser Tag: Flertydige links |
||
Linje 1: | Linje 1: | ||
[[Fil:Wickiana5.jpg|thumb|Tre kvinder brændes i [[Baden]], Schweiz. Johann Jakob Wick, 1585.]] |
|||
[[Fil:Schiltach Flugblatt.JPG|thumb|300px|[[Flyveblad]] om [[henrettelse]]n af en [[heks]] beskyldt for nedbrænde byen Schiltach i [[1531]].]] |
|||
'''Heksejagt''' er navnkundigt brugt om den forfølgelse af [[heks]]e der fandt sted i [[Europa]] i [[tidlig moderne tid]] - hovedsageligt indtil omkring år 1700 og i det vestlige og centrale Europa samt [[Skandinavien]]. Især var det [[kvinde]]r der blev anklaget for at være hekse, men [[mand|mænd]] blev også anklaget for {{illsup|en|heksekunst|Witchcraft}}. Ifølge forskellige opgørelser kan antallet af henrettelser opgøres til mellem 40.000 og 50.000, i alt menes 100.000 personer, hvis ikke flere, at være blevet forfulgt. Kirken stod som kilde til middelalderens hekseforfølgelser, men det er ligeså velkendt at datidens lærde, landsbyboere, borgere og øvrighedspersoner, i nogle tilfælde - som i [[Danmark]] - også kongen, karakteriserede hekseprocesserne. |
|||
[[Fil:T._Colley,_The_remarkable_confession..._Wellcome_M0013388.jpg|thumb|Vandprøve blev afvist som legal procesform af kirken i [[Rom]] i [[1215]], men blev alligevel benyttet. Hvis den anklagede sank, og blev modtaget af vandet, var hun uskyldig og blev halet op igen.<ref name="autogeneret1">https://uit.no/Content/462628/Ottar%201_2001.pdf s. 5</ref>]] |
|||
'''Heksejagt''' er jagten på formodede [[heks]]e, hovedsageligt, men ikke udelukkende brugt om forfølgelsen i [[Vesteuropa|Vest]]- og [[Centraleuropa]] i den [[italien]]ske og nordeuropæiske [[renæssance]] fra omkring [[1450]] til omkring [[1700]]. Især var det [[kvinde]]r, der blev anklaget for at være hekse, men mænd blev også anklaget. Ifølge forskellige opgørelser kan antallet af henrettede hekse opgøres til mellem 40.000 og 50.000, i alt menes 100.000 personer at være forfulgt for hekseri. Heksetroen var især udbredt blandt [[almuen]], men det er en skrøne, at kirken var særligt aktiv i forfølgelsen af hekse. |
|||
Omend på baggrund af regionale forskelligheder kan det i flere tilfælde eftervises at lokalegnens skik og brug og øvrighedens retslige indgriben har været to sider af samme sag, som en håndtering af økonomisk relaterede eller sociale ændringer.<ref>{{harvnb|Behringer|1994|loc=s.128-132}} ; se evt. {{harvnb|Schnoebelen|2009|loc=p.4}}</ref> |
|||
Betegnelsen "heksejagt" bliver i dag ofte brugt i overført betydning til at beskrive, hvad man anser som urimelig forfølgelse, f.eks. [[mccarthyisme]]ns jagt på formodede [[Kommunisme|kommunister]] under [[den kolde krig]]. |
|||
I dagligsproget dukker '''heksejagt''' nok oftest op i overført betydning, til at beskrive hvad man anser som urimelig forfølgelse. |
|||
[[Fil:Punishing-witches-Laienspiegel.jpg|thumb|Tyske [[tortur]]metoder brugt i hekseprosessene, 1509.]] |
|||
== Galleri == |
|||
<gallery> |
|||
Fil:Schiltach Flugblatt.JPG|[[Pamflet]] om [[henrettelse]]n af en heks beskyldt for nedbrænde byen Schiltach i 1531. |
|||
Fil:Punishing-witches-Laienspiegel.jpg|[[Tortur]]metoder i brug i en tysk hekseproces, 1509. |
|||
Fil:Willisau 1447.JPG|En kvinde brændes i Willisau, [[Schweiz]] i 1447. |
|||
Fil:Scheiterhaufen 2.jpg|Et tysk heksebål. |
|||
</gallery> |
|||
== Udviklingstræk == |
|||
{{Quote box|quote=Mange af de magiske formler og ritualer, de kloge folk udførte, indeholdt katolske elementer eller var en direkte overtagelse af nu afskaffede katolske ritualer.|width=23%|align=right|salign=right|sstyle=font-variant:small-caps|source={{harvnb|danmarkshistorien.dk: Trolddom}}}} |
|||
'''Heksejagt''' er en mangesidig tematisering, men beskrives ofte med relation til [[overtro]], [[religion]] og [[retspraksis]]. Mest dokumenteret er den religiøse og retslige fordømmelse af trolddom: Bevaret som [[retsprotokoller]] og [[teologi]]ske studier - [[dæmonologi]]en. Mindre håndgribelig synes den mere folkelige overtro, såsom den lokalkendte [[tradition]] ''at signe'',<ref>{{harvnb|ODS: Signe}} ; Se evt. {{harvnb|Wittendorff|1992|loc=s.5-6}}</ref> dels også datidens interesse for [[okkultisme]]. Heksejagten blev allerede kritiseret af [[Erasmus af Rotterdam|Erasmus]] (1509) "Til Tåbelighedens Pris", for endelig i 1700-tallet, [[oplysningstiden]], at blive anset for fornuftsstridig.<ref>{{harvnb|Behringer|1994|loc=s.96}}</ref> |
|||
== Baggrund == |
|||
[[Dæmonologi]]ens lære om [[djævel]]ens magt over hekse var kendt fra 1200-tallet, men i [[middelalderen]] havde kirken nok med indre stridigheder og [[kætter]]bevægelser i [[Sydeuropa]]. I [[1484]] udstedte [[pave Innocens 8.]] imidlertid en [[bulle]] om at opspore hekse og dræbe dem. I [[1486]] udgav inkvisitoren i [[Sydtyskland]], Heinrich Kramer, og [[Dominikanerordenen|dominikaneren]] Jakob Sprenger, ''[[Heksehammeren]]'' (''Malleus maleficarum''), nærmest en [[håndbog]] i heksejagt. Den nyopfundne trykkekunst sørgede for en hurtig udbredelse. I 1500-tallet blev der forfattet en mængde skrifter om dæmonologi. Størst påvirkningskraft fik [[filosof]]fen [[Jean Bodin]], ophavsmand til [[enevælde]]ts [[ideologi]], med sin ''Démonomanie'' i [[1580]] med 20 udgaver på 20 år på fire sprog. Ifølge Bodin er der 50 hekse for hver troldmand, for kvinder er svagere af natur og giver lettere efter for djævelen. Alle midler - såsom [[tortur]] - måtte tages i brug for at komme dette uvæsen til livs, også [[element]]erne, for [[ild]] ville rense verden for [[trolddom]] (hvoraf heksebålene), mens [[vand]] ville afsløre enhver heks; for sank hun, var hun uskyldig, men afviste vandet hende og lod hende flyde, var hun skyldig.<ref>Ersland og Sandvik: ''Norsk historie 1300-1625'' (s. 230), Det norske samlaget 1999, {{ISBN|978-82-521-5182-4}}</ref> Allerede i [[1215]] var vandprøven rigtignok blevet afvist som legal procesform af kirken i [[Rom]]; men blev alligevel benyttet.<ref name="autogeneret1" /> |
|||
I den tidligste historisering af heksekunsten, ''Malleus maleficarum'' fra 1486, findes den beskrevet ikke som en tradition, men tværtimod en nyere praksis med arkaiske træk.<ref>{{harvnb|Behringer|1994|loc=s.94}}</ref> Kunne retsprotokollernes og de teologiske værkers beskrivelse af heksekunst også forståes som lærde konstruktioner,<ref>{{harvnb|Behringer|1994|loc=s.96-97,105-106}}</ref><ref group=lit>[[Christian Thomasius|Thomasius]] (1712) "Dissertatio de origine ac progressus inquisitorii contra sagas" ["Afhandling over oprindelse og forløb af inkvisitionsprocesserne mod hekse"] <br />{{illsup|de|Wilhelm Gottlieb Soldan|Wilhelm Gottlieb Soldan|Soldan}} (1843) "Geschichte der Hexenprozesse" ["Hekseprocessernes historie"]</ref> så fandt til gengæld [[Jakob Grimm]] her spor efter en "førkristlig indfødt - »germansk« - mytologi".<ref>{{harvnb|Behringer|1994|loc=s.103,109,116}}</ref><ref group=lit>{{illsup|de|Gustav Freytag|Gustav Freytag|Freytag}} (1859) "Bilder aus der deutschen Vergangenheit". <br />[[Jacob Burckhardt|Burckhardt]] (1860) "Kultur der Renaissance in Italien" ["Renæssancekulturen i Italien"] <br />{{illsup|de|Margaret Alice Murray|Margaret Alice Murray|Murray}} (1921) "The Witch Cult in Western Europe" ["Heksekulten i Vesteuropa"]</ref> I slutningen af 1800-tallet og i den første halvdel af 1900-tallet dukker nuancerede studier af trolddom op, der både befatter sig med okkultismens andel,<ref>{{harvnb|Behringer|1994|loc=s.112}}</ref><ref group=lit>[[Friedrich von Bezold|Bezold]] (1922) "Fortleben der Antiken Götter im mittelalterlichen Humanismus", ["De antikke guder i middelalderens humanisme"]</ref> [[psykologi]]ske aspekter,<ref>{{harvnb|Behringer|1994|loc=s.110}}</ref><ref group=lit>{{illsup|de|Otto Snell|Snell}} (1891) "Hexenprozesse und Geistesstörung" ["Hekseprocesser og sindsforstyrring"]</ref> og som et [[Sociologi|socialt fænomen]].<ref>{{harvnb|Behringer|1994|loc=s.104,114}}</ref><ref group=lit> |
|||
Tragisk nok var dæmonologien den del af kirkens lære, som [[Luther]]s tilhængere ikke forkastede. Luther var selv meget [[overtro]]isk og mente, at et af hans yngre søskende blev dræbt af en heks. På samme vis mente han, at [[Retarderet|retarderede]] børn skulle druknes, "''for åndssvage børn er [[skifting]]er, født af kvinder, der har haft omgang med djævelen…De børn skal druknes, ikke af [[medlidenhed]], men fordi djævelen hos skiftinger har taget [[sjæl]]ens plads''".<ref>[[Frederik Stjernfelt]]: ''Syv myter om Martin Luther'' (s. 88-89), forlaget Gyldendal, 2017, {{ISBN|978-87-02-22721-5}} </ref> [[Christian 4.]] var tilsvarende overtroisk, og hans svoger [[Jakob 6. af Skotland og 1. af England|kong Jakob]] blev i [[1597]] den eneste [[konge]] i historien, der har udgivet et skrift om trolddom, ''Daemonologie''. Kong Jakob deltog også ved [[afhøring]]er af kvinder anklaget for udøvelse af heksekunst. Hans mor [[Maria Stuart]]s voldsomme død så ud til at have påvirket ham stærkt. <ref>[https://www.historyextra.com/period/stuart/king-james-vi-i-hunted-witches-hunter-devilry-daemonologie/ James VI and I: History's Most Notorious Royal Witch-Hunter - HistoryExtra<!-- Botgenereret titel -->]</ref> |
|||
[[Jules Michelet|Michelet]] (1862) "La Sorciere" ["Troldkvinden"] <br />[[Reuss]] (1871) "La sorcellerie au seizieme et au dixseptieme siecles, particulierement en Alsace d'apres de documents en partie inedits" ["Trolddom i det 16. og 17. århundrede, specielt i Alsace, ifølge partvis upublicerede tekster"]</ref> [[Feminisme|Den feministiske perspektivering]] af heksekunsten findes både akademisk og som et praktisk-etisk fænomen - [[neopaganisme]] - også fra begyndelsen af 1900-tallet.<ref>{{harvnb|Behringer|1994|loc=s.103,116-118}}</ref><ref group=lit2>Bernhard refererer her til studiet af Schier (1990) "Hexenwahn und Hexenverfolgung. Rezeption und politische Zurichtung eines kulturwissenschaftliches Tema im Dritten Reich" ["Heksemani og hekseforfølgelse. Reception og politisk tilpasning af et kulturvidenskabeligt tema i Det Tredje Rige"] |
|||
* [[Mathilde Ludendorff|Ludendorff]] (1934) "Christliche Grausamkeit an Deutschen Frauen" ["Kristen grusomhed mod tyske kvinder"]</ref> |
|||
Den lærde udredning over dæmonologi vandt indpas i [[teologi]]ske skrifter, allerede kendt i 1200-tallet, men først et par århundreder senere, i 1400-tallet, af den karakter der kom til at præge heksejagten. Netop i århundrederne efter årtusindskiftet prægedes [[den romersk-katolske kirke]] af indre som ydre stridigheder - de reform-ivrige [[munkeorden]]er, [[investiturstriden]] - men mere relevant opstod også [[Katolske inkvisition|den katolske inkvisition]] hvis virke var at føre kamp mod kætterske bevægelser. Inkvisitionen blev kendt og frygtet, syd for [[Rhinen]], hvor [[katharer]]ne kom til at lægge navn til begrebet '[[kætter]]'.<ref>{{harvnb|Benad|2000|loc=s.1-2}}</ref> Også enkeltpersoner blev mål for inkvisitionen, og her må nævnes [[Galileo Galilei]] og [[Giordano Bruno]], en dominikansk teolog. |
|||
Christian 4. og kong Jakob var begge overbevist om, at skotske hekse fremkaldte [[storm]]en, der rasede hele efteråret [[1589]], da kong Christians søster [[Anna af Danmark (1574-1619)|Anne]] skulle til [[Skotland]] for at vies til Jakob. Heksene fik næsten forhindret [[ægteskab]]et, men til sidst rejste Jakob til [[Norge]], hvor det kongelige [[bryllup]] stod i [[Oslo]]. Efter dette erklærede Jakob sig som djævelens største fjende på jord, og hekseforfølgelserne i Skotland blev da også brutale. I [[England]] rejste heksejægere rundt og så efter kvinder med usårlige "heksemærker" på kroppen. I [[Tyskland]] stod de anklagede overfor en juridisk velskoleret [[dommer]]stand og rutinemæssig tortur ved afhøringer. I [[Spanien]] tog [[inkvisition]]en hånd om heksejagten, men forholdt sig skeptisk, og efter [[1620]] er der langt mellem [[dødsdom]]mene.<ref>Ersland og Sandvik: ''Norsk historie 1300-1625'' (s. 230)</ref> |
|||
[[Fil:T._Colley,_The_remarkable_confession..._Wellcome_M0013388.jpg|thumb|Vandprøven. Hvis den anklagede sank, og blev modtaget af vandet, var hun uskyldig.]] |
|||
== Heksejagt i Danmark == |
|||
[[Dæmonologi]]ens lære om [[djævel]]ens magt over hekse blev meget studeret i 1400-tallet, så at der i dag kendes et helt korpus af bøger om hekselære. Ligeledes i 1500-tallet blev der forfattet en mængde skrifter om dæmonologi. Bemærkelsesværdig er her [[filosof]]fen [[Jean Bodin]], ophavsmand til [[enevælde]]ts [[ideologi]], med sin ''De Magorum Daemonomania'' i 1580 med 20 udgaver på 20 år på fire sprog. Ifølge Bodin er der 50 hekse for hver troldmand, for kvinder er svagere af natur og giver lettere efter for djævelen. Alle midler - såsom [[tortur]] - måtte tages i brug for at komme dette uvæsen til livs, også [[element]]erne, for [[ild]] ville rense verden for [[trolddom]] (hvoraf heksebålene), mens [[vand]] ville afsløre enhver heks; for sank hun, var hun uskyldig, men afviste vandet hende og lod hende flyde, var hun skyldig.<ref name=es230>{{harvnb|Ersland|Sandvik|1999|loc=s.230}}</ref> |
|||
I perioden fra 1536 til 1693, hvor den sidste heksebrænding skete, kendes færre end tusind processer, og antallet har næppe oversteget et par tusind. Frifindelse var lige så almindelig som domfældelse, især efter 1576, da alle dødsdomme i heksesager skulle [[appel]]leres til [[landsting]].<ref name="Hen 28"/> I de fleste tilfælde førte processerne til frifindelse eller nedsat straf. 44 sager endte i [[Kongens Retterting]].<ref>Tamm, s. 23</ref> En undersøgelse har vist, at af 255 personer anklagede for hekseri i Danmark, blev 114 frifundet.<ref name="Hen 28">Henningsen (1979), s. 28</ref> Når omfanget af heksejagter blev forholdsvis beskedent i Danmark, tilskrives det ofte to bestemmelser fra 1547, der anses for enestående i Europa. Ifølge den ene var udsagn fra personer dømte for [[tyveri]], [[forræderi]] og [[trolddom]], ikke at anse som pålidelige vidner i processer mod andre. Ifølge den anden bestemtes, at "''ingen skal pinligen forhøres, førend han er dømt''". Disse bestemmelser forhindrede, at der skete "kædeprocesser", hvor dommen over en heks førte til anklager mod andre.<ref>Henningsen (1979), s. 25f</ref> Desuden var det i Danmark - i modsætning til mange andre lande - sjældent forekommende, at hekseanklagerne omfattede seksuel omgang med djævelen; her var anklagerne hyppigt baseret på "forgørelse", dvs. anklager om at have forvoldt død eller ulykke over andre mennesker gennem trolddom.<ref name="gui182">Guillou (2004), s. 182</ref> |
|||
Dæmonologien hørte ikke til den del af den katolske kirkes lære, som [[Luther]]s tilhængere forkastede. Luther var selv meget overtroisk og mente, en af hans yngre søskende blev dræbt af en heks. På samme vis mente han, at [[Retarderet|retarderede]] børn skulle druknes, "''for åndssvage børn er skiftinger, født af kvinder, der har haft omgang med djævelen […] De børn skal druknes, ikke af medlidenhed, men fordi djævelen hos skiftinger har taget sjælens plads''".<ref>{{harvnb|Stjernfelt|2017|loc=s.88-89}}</ref> |
|||
=== Udviklingstræk i processerne === |
|||
[[Fil:Willisau 1447.JPG|thumb|200px|En kvinde brændes i Willisau, [[Schweiz]] i [[1447]].]] |
|||
[[Fil:Wickiana5.jpg|thumb|Tre kvinder brændes i [[Baden]], Schweiz, i [[1585]], af Johann Jakob Wick.]] |
|||
[[Fil:Scheiterhaufen 2.jpg|350px|thumb|Et tysk heksebål.]] |
|||
Den første dokumenterede [[Danmark|danske]] hekseproces forgik i [[Stege]] i [[1540]], hvor en kvinde blev dømt til at brændes på bålet. I [[1602]] offentliggjorde den tyske [[præst]] [[Anton Praetorius]] bogen ''Gründlicher Bericht von Zauberey und Zauberern'' (= Grundig redegørelse om hekseri og heksemestre). Den største danske hekseproces – kaldt for [[Køge Huskors]] – foregik i [[1612]] i [[Køge]]. Her blev mindst 15 kvinder [[Brænding på bål|dømt til bålet]]. I både Danmark og [[Norge]] blev den heksedømte kvinde brændt levende, bundet til en [[stige]], som blev væltet ind i bålet, når flammerne havde taget fat. |
|||
I 1602 offentliggjorde den tyske [[præst]] [[Anton Praetorius]] bogen ''Gründlicher Bericht von Zauberey und Zauberern'' (= Grundig redegørelse om hekseri og heksemestre). Praetorius skrev og talte imod brugen af tortur og hekseprocesser i det hele taget. |
|||
En forordning af [[12. oktober]] [[1617]], underskrevet af [[Christian 4.]], medvirkede til, at antallet af hekseprocesser mod kvinder steg i de følgende år. Heri hedder det blandt andet: |
|||
::"''Hvad rette troldfolk angår, som har forbundet sig med djævelen eller omgås ham, skal det forholdes efter love og recessen. Men de som indvikler sig med sådanne folk og tillader sig at lade dem udrette noget med sin troldkunst, straffes uden nåde på sin hals.''" (signeret Christian 4.)<ref name="chr">Citeret fra [http://chr4.dk/index.php/konge-chr-4/chr-4-troldom-a-hekse ''Chr. IV Troldom & hekse''] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20200929085301/http://chr4.dk/index.php/konge-chr-4/chr-4-troldom-a-hekse |date=29. september 2020 }}, Hentet den 17. oktober 2017</ref> |
|||
Men heksejagten tog sin begyndelse i de katolske kredse: Dels da den katolske inkvisition omkring 1300-tallet også opsporede overtro og tryllekunst. De der kom under sådanne anklager blev herefter overgivet til de verdslige øvrigheder og skikken førte til den verdslige myndighed såvel tog på sig at opspore hekse, i 1300-tallet.<ref>{{harvnb|Zwetsloot|1954|loc=s.46-49}}</ref> Dels mere formelt i 1484 da [[pave Innocens 8.]] udstedte bullen |
|||
Få af de dømte har efterladt sit [[portræt]], men Dorthe Jensdatter Kjærulf, der blev dømt til bålet for trolddom i [[Ålborg]] i [[1620]] og brændt, er afbildet på et gravminde fra [[1609]] i [[Vor Frue Kirke (Ålborg)|Vor Frue Kirke]] i Ålborg sammen med sine tre døtre og to afdøde ægtemænd. Hun var veninde med den adelige Christence Kruckow fra [[Fyn]], som var flyttet til Ålborg efter anklager om hekseri, men i [[1611]], sammen med Dorthe og andre kvinder, blev grebet i foretage en rituel [[fødsel]] af et voksbarn til brug i trolddomsritualer mod deres uvenner. I [[1617]] blev der fundet mystiske snore og snarer udspændt i Ålborgs haver, og den opskræmte befolkning mistænkte, at hunde og grise under djævelens ledelse holdt natlige gudstjenester i Vor Frue Kirke. Heksene blev også mistænkt for at have myrdet byens [[borgmester]], Niels Iversen Skriver. Dorthe blev brændt, mens Christence som adelig blev [[Halshugning|halshugget]].<ref>[https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/heksens-ansigt-portraet-af-en-kvinde-doemt-for-trolddom-i-aar-1620/ Heksens ansigt - portræt af en kvinde dømt for trolddom i år 1620<!-- Botgenereret titel -->]</ref> En af de berømteste heksesager var retssagen mod [[Maren Splids]] i [[Ribe]]. Hun blev brændt som heks den [[9. november]] [[1641]] efter at Christian 4. personligt havde involveret sig i sagen. |
|||
{{illsup|de|Summis desiderantes affectibus}} |
|||
om at opspore udøvere af heksekunst - både mænd og kvinder - i visse dele af det nordlige Tyskland samt flere større byer i Rhin-området, og yderligere i 1486 hvor de to pavelige inkvisitorer i Tyskland - dvs. [[Tysk-romerske rige|det Tysk-romerske rige]] - Heinrich Krämer og Jakob Sprenger - begge [[Dominikanerordenen|dominikanerer]] - udgav ''[[Heksehammeren]]'' (''Malleus maleficarum''), nærmest en håndbog i heksejagt.<ref>{{harvnb|Zwetsloot|1954|loc=s.49-51}}</ref> Den nyopfundne trykkekunst sørgede for en hurtig udbredelse. I [[England]] rejste heksejægere rundt og så efter kvinder med usårlige "heksemærker" på kroppen. I [[Tyskland]] stod de anklagede overfor en juridisk velskolet [[dommer]]stand og rutinemæssig tortur ved afhøringer. I [[Spanien]] tog inkvisitionen hånd om heksejagten, men forholdt sig skeptisk, og efter 1620 er der langt mellem [[dødsdom]]mene.<ref name=es230 /> |
|||
I Danmark, og altså efter [[reformationen]], kendes [[Christian 4.|kong Christian 4.]] og hans svoger [[Jakob 6. af Skotland og 1. af England|Jakob 6. af Skotland og 1. af England]] begge som overtroiske. Med sit skrift ''Daemonologie'' fra 1597, blev Jakob 6. den eneste konge i historien der kom til at udgive et skrift om trolddom, og han deltog også ved afhøringen af kvinder anklaget for udøvelse af heksekunst. Det spekuleres at hans mor [[Maria Stuart]]s voldsomme død må have påvirket ham stærkt.<ref>[https://www.historyextra.com/period/stuart/king-james-vi-i-hunted-witches-hunter-devilry-daemonologie/ James VI and I: History's Most Notorious Royal Witch-Hunter - HistoryExtra<!-- Botgenereret titel -->]</ref> |
|||
Han døde imidlertid i 1648, og allerede omkring [[1650]] skete der et kraftigt fald i antal hekseprocesser. Under besættelsen i [[Thisted]] [[1696]] skete der et officielt opgør med heksetroen, efter at antallet af anklagede voksede til 13; deriblandt Inger Fusmand, der angiveligt blev besat i forbindelse med sit [[svangerskab]]. Både hun og hendes nyfødte søn døde, delvis pga. den hårde [[fødsel]], men for Ingers del også efter stokkeslagene fra en præst, der ville have hende til at tilstå, at hun havde foregivet sin besættelse, hvad både Inger Fusmand og hendes mand benægtede. Præsten Ole Bjørn i Thisted, der havde været overbevist om, at kvinderne var besat af djævelen, blev frataget sit præsteembede, sin [[magister]]titel og forvist fra [[Jylland]]. Han blev dog benådet i [[1699]], men fik aldrig sit embede tilbage.<ref>{{Cite web |url=http://www.tohmas.dk/temaer/nyere-tid/tro-i-thy/hekse/besaettelsen-i-thisted |title=Besættelsen i Thisted {{!}} TOHMAS – Thys historie på nettet<!-- Botgenereret titel --> |access-date=25. november 2019 |archive-date=29. august 2019 |archive-url=https://web.archive.org/web/20190829215232/http://www.tohmas.dk/temaer/nyere-tid/tro-i-thy/hekse/besaettelsen-i-thisted |url-status=dead }}</ref> Senere havde [[Viborg]] landsting kun to-tre processer om året, og de jyske landsdommere blev mere og mere skeptiske. Når dom var afsagt, skulle sagen bagefter indbringes for Kongens Retterting.<ref>Henningsen (1979), s. 29</ref> |
|||
Christian 4. og Jakob 6. var begge overbevist om, at skotske hekse fremkaldte stormen, der rasede hele efteråret 1589, da kong Christians søster [[Anna af Danmark (1574-1619)|Anna]] skulle til [[Skotland]] for at vies til Jakob. Heksene (eller stormen) fik næsten forhindret [[ægteskab]]et, men til sidst rejste Jakob til [[Norge]], hvor det kongelige [[bryllup]] stod i [[Oslo]]. Efter dette erklærede Jakob sig som djævelens største fjende, og hekseforfølgelserne i Skotland blev da også brutale.<ref name=es230 /> |
|||
Den sidste officielt dømte heks var [[Anne Palles]], der blev brændt den [[4. april]] [[1693]].<ref>J.C. Jacobsen, ''Den sidste Hexebrænding i Danmark 1693'', Gad, 1971. {{ISBN|87-12-36475-4}}</ref> Senere er der dog sket flere [[lynchning]]er af hekse i Danmark til helt frem til [[1800]], da den 82-årige Anna Klemens gik ind i en gård i Brigsted ved [[Horsens]], hvor en klog kone behandlede en dreng. Da Anna kom ind, råbte den kloge kone: "''Her er mesteren for alt hekseriet!''" Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Forsamlingen turde ikke andet, og Anna døde af mishandlingen. Selv så sent som i [[1934]] blev en mand anklaget for [[hekseri]]. Naboerne påstod, at han ville skade dem ved at drysse et [[magi]]sk [[pulver]] ud over deres [[rabarber]]bed. Anklagerne måtte siden indrykke en notits i den lokale [[avis]], hvor de gendrev deres egne rygter, så deres nabo genvandt sit gode omdømme.<ref>[http://www.historie-online.dk/temaer-9/arstidens-skikke-14-14-14/sankt-hans-27-27-27/heksetroen-fortsatte Heksetroen fortsatte<!-- Botgenereret titel -->]</ref> |
|||
=== Torturen === |
|||
{{Quote box|quote=Først under afhøringen af den dømte efter domfældelsen, der ofte foregik under tortur, trådte den teologiske kobling mellem trolddom, djævlepagt og afsværgelsen af Gud frem i de dømtes tilståelser. Formålet med den efterfølgende afhøring var at få den dømte til at udlægge eventuelle medsammensvorne samt tilstå, hvor og hvordan vedkommende havde givet sig selv til Djævelen.|width=23%|align=left|salign=right|sstyle=font-variant:small-caps|source={{harvnb|danmarkshistorien.dk: Trolddom}}}} |
|||
Tortur har været en velkendt forhørsmetode ligeså lang tid der har været [[jura]], siden [[Romerriget|romertiden]], indtil der i 1700-tallet påbegyndtes et opgør. I den tidligere del af middelalderen var det |
|||
== Heksejagt i Norge == |
|||
{{illsup|de|Ordal|Gottesurteil|ordalet}} |
|||
I Danmark blev hekseprocesserne igangsat ved reformationen; men i Norge, som fra [[1536]] var en del af rigsfællesskabet [[Danmark-Norge]], var man en generation senere ude. Først i 1560'erne kom sager op, og der var tydelig skepsis til de fremsatte anklager. De fleste anklagede i 1500-tallet blev løsladt, og den danske [[lagmand]] i Oslo, Nils Stub, lod de fleste slippe ved hjælp af gode skudsmål fra bekendte.<ref>[https://nbl.snl.no/Nils_Stub Nils Stub – Norsk biografisk leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Men i [[Trøndelag]], [[Agder]] og på [[Vestlandet]] var der pågående [[lensherre]]r og [[Foged|fogder]]. Fogden i [[Bergen]] holdt en kvinde fængslet på [[Bergenhus]] [[fæstning]] for trolddom i [[1576]]. Hun blev mishandlet, men til sidst pålagt at gøre sin ''døl'', dvs. fremskaffe 11 "''uberygtede dannekvinder''", der ville sværge på, at hun var troværdig. Det gjorde de, så hun efter norsk lov fik gjort sin ''døl'' for lensherre, [[lagmand]], borgmester og råd, og blev frifundet, stadfæstet af den samme herredag (dvs. [[højesteret]]) i [[1578]], som behandlede klagerne mod den danske lensherre Erik Munk i [[Nedenes Amt]]. Munk havde ladt flere kvinder henrette, og pressede gårde og ejendom af andre, han satte under mistanke. På herredagen i 1578 var han indklaget for at bryde loven af [[1545]] ved at lade kvinder brændes på bål uden anden begrundelse end rene beskyldninger. Munk blev dømt til at levere det [[Konfiskation|konfiskerede]] gods tilbage.<ref>Ersland og Sandvik: ''Norsk historie 1300-1625'' (s. 231)</ref> Alligevel gav de danske myndigheder ham [[adel]]sbrev i [[1580]].<ref>[https://nbl.snl.no/Erik_Munk Erik Munk – Norsk biografisk leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> |
|||
der fremherskede, en 'guds prøvelse' hvorunder den anklagede kunne vise sin uskyld - noksom bekendt er [[jernbyrd]]en og vandprøven, der blev afskaffet ved lateran-konciliet af 1215, for [[kirkeret]]tens vedkommende. Som følge af den katolske inkvisitions virke udkom senere den pavelige bulle |
|||
[[Fil:Det_gamle_rådhus,_Bergen.jpg|thumb|Det gamle [[rådhus]] i [[Bergen]]. I [[1590]] sad præsteenken Anne Pedersdotter fængslet i kælderen.]] |
|||
{{illsup|de|Ad exstirpanda}} |
|||
[[Fil:Chapel in Frederiksborg Castle, Hillerød, Denmark.JPG|thumb|250 px|Slotskirken i [[Frederiksborg Slot]], færdig til 100-årsjubilæet for reformationen, ligesom [[Forordning (Danmark)|forordningen]] mod troldfolk.]] |
|||
af 1252, der legitimerede den pinefulde afhøring af kættere, og den pavelige bulle |
|||
{{illsup|fr|Super Illius Specula}} |
|||
Dommen mot præsteenken Anne Pedersdatter i [[1590]] blev for alvor indledningen til hekseforfølgelser i Norge. Som [[Absalon Pedersson Beyer]]s enke tilhørte hun [[Bergen]]s øvre samfundslag, men efter at en anden kone havde anklaget hende for trolddom (sagen blev, typisk for tiden, henlagt) skød rygterne om hende i de næste 15 år fart. [[Ravn]]e og [[krage]]r på hendes ejendom blev udlagt som "dæmoner" og skudt. I 1590 blev hun igen anklaget. Hendes søn, præsten Absalon, mødte for hende, men hun blev hentet med tvang og sad fængslet i Bergens rådhuskælder. Dokumenterne, som er bevaret fra sagen, er blandt de mest omfangsrige fra nogen norsk trolddomssag, og blev genfundet i danske [[arkiv]]er i [[1890]]. Anne skulle have taget livet af fem mennesker ved at kaste sygdom på dem. Særlig alvorligt var det, at hendes tjenestepige gennem 20 år anklagede Anne for at have brugt hende som ridehest når de fløj gennem luften til [[heksesabbat]] på [[Lyderhorn]] og [[Fløyen]]. Tre julenætter på rad skulle Anne have mødt andre troldkvinder på Lyderhorn i Bergen, og planlagt at føre [[brand]] og [[naturkatastrofe]]r over byen ved bjergets fod. Anne svarede godt for sig, men blev alligevel fundet skyldig og dødsdømt. To præster støttede hende, også på vejen til heksebålet. Sagen skabte en splittelse mellem Bergens [[gejstlighed]] og borgere så dyb, at den danske [[statholder]] i Norge, Axel Gyldenstierne,<ref>[https://nbl.snl.no/Axel_Gyldenstierne Axel Gyldenstierne – Norsk biografisk leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> fik klar besked fra [[København]] om at få orden på det.<ref>[https://nbl.snl.no/Anne_Pedersdotter Anne Pedersdotter – Norsk biografisk leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Afdødes svigersøn [[appel]]lerede til [[Christian 4.]], hvor han insisterede på, at det var lensherren på [[Bergenhus]], der af gammelt had til Anne Pedersdatter havde presset [[lagmand]]en og [[byråd]]et til at dømme hende som heks. Kongen afslog alligevel en oprejsning for hende i [[1598]].<ref>Ersland og Sandvik: ''Norsk historie 1300-1625'' (s. 234)</ref> |
|||
af 1326 legitimerede den pinefulde afhøring af troldomsudøvere og lignende.<ref>Se også {{harvnb|Zwetsloot|1954|loc=s.46-49}}</ref> |
|||
Det er muligt - og almindeligt anerkendt - den verdslige ret overtog den inkvisitoriske retsproces fra kirkens retspraksis,<ref>{{harvnb|Den Store Danske Encyklopædi: Inkvisitorisk proces|2021}}</ref> men ifølge Hugo Zwetsloot blev forhøret reelt taget i brug som følge af de mere ordnede retsforhold der efterhånden indfandt sig, omkring [[højmiddelalderen]], hvorunder øvrighedspersoner overtog sagsøgers rolle - dvs. for at opretholde ro og orden. Den inkvisitoriske retsproces så den anklagedes tilståelse som et nødvendigt element i domsafsigelsen, og for at opnå denne bekendelse kunne der i visse tilfælde bruges tortur. Det gjaldt specielt grove forbrydelser, og iøvrigt blev anvendelsen reguleret af mange bestemmelser.<ref>{{harvnb|Zwetsloot|1954|loc=s.165-205}}</ref> |
|||
Blandt gejstligheden i Norge var en af de ivrigste lutheranere biskop Jørgen Erikssøn i [[Stavanger]]. Han var uddannet i København og [[Wittenberg]] og havde kontakt med Peder Palladius og [[Niels Hemmingsen]]. Han skrev til [[Frederik 2.]] og klagede over ukristelige, katolske skikke i Stavanger stift med bønner og overtro. Selv lagmanden i Stavanger len anvendte "kloge koner". Brevet resulterede i en [[Forordning (Danmark)|forordning]] fra [[1584]] for Stavanger stift med dødsstraf selv for velmente handlinger som dem, "kloge koner" bedrev. Kong Fredrik hævdede at have udstedt denne lov, fordi han nu var klar over, at der i Norge "''bruges stor ukristelig utilbørlighed med signelse og trolddomskunster''". I [[1593]] blev loven gjort gældende for hele landet. [[12. oktober]] [[1617]] kom forordningen ''Om Troldfolk og deris medvidere'', der var mildere, idet den satte [[landsforvisning]] - ikke dødsstraf - for signeri. Men resultatet var en brat stigning i antal hekseprocesser også i Norge. Forordningen kom til 100-årsjubilæet for reformationen, samme dag som forordningen mod løslevned. Slotskirken på [[Frederiksborg Slot]] stod færdig til jubilæet.<ref>Ersland og Sandvik: ''Norsk historie 1300-1625'' (s. 232-34)</ref> |
|||
== Danmark == |
|||
[[Fil:Pamflett_om_häxor,_1643._.png|thumb|En heks på vej over [[Themsen]]]] |
|||
I perioden fra 1540 til 1693, hvor den sidste heksebrænding skete, kendes færre end tusind processer, og antallet har næppe oversteget et par tusind. Frifindelse var lige så almindelig som domfældelse, især efter 1576, da alle dødsdomme i heksesager skulle [[appel]]leres til [[landsting]]et.<ref>{{harvnb|Henningsen|1979|loc=s.28}}</ref> Ifølge Louise Hauberg Lindgaard drejer det sig om henved tusind henrettelser, og på den måde altså - antageligvis - henved et par tusind retsforløb.<ref>{{harvnb|Dr.dk: Hekse|2020}}</ref> Indtil året 1660 var den højeste retsinstans [[Kongens Retterting]], og her endte ialt 44 sager, som i de fleste tilfælde førte til frifindelse eller nedsat straf.<ref>{{harvnb|Tamm|1992|loc=s.3}}</ref> Efter ediktet fra 1686, at der ikke måtte afsiges dødsdom over hekse uden [[højesteret]]tens ord, ebbede heksejagten ud.<ref>Se evt. {{harvnb|Wittendorff|1992|loc=s.20-23}}</ref> [[Gustav Henningsen]] vurderer omfanget af heksejagten som forholdsvis beskedent, og at det beskedne omfang ofte tilskrives to bestemmelser fra 1547, der anses for enestående i Europa. Ifølge den ene var udsagn fra personer dømte for [[tyveri]], [[forræderi]] og [[trolddom]], ikke at anse som pålidelige vidner i processer mod andre. Ifølge den anden bestemtes, at "''ingen skal pinligen forhøres, førend han er dømt''". Disse bestemmelser forhindrede domsprocessen over en heks førte til anklager mod andre.<ref>{{harvnb|Henningsen|1979|loc=s.25f}}</ref> I en senere artikel noterer Henningsen dog at der alligevel findes nogen belæg for kædeprocesser.<ref>{{harvnb|Henningsen|1992|loc=s.146}}</ref> |
|||
I modsætning til i mange andre lande var det sjældent forekommende, at hekseanklagerne omfattede seksuel omgang med djævelen, istedet fandtes anklagerne hyppigt baseret på "forgørelse", dvs. anklager om at have forvoldt død eller ulykke over andre mennesker gennem trolddom.<ref name="gui182">{{harvnb|Guillou|2004|loc=s.182}}</ref> |
|||
Lensherre [[Ludvig Munk]] havde en foged i [[Gauldalen|Gauldal]], som blev indklaget for herredagen i [[1597]] efter at have beskyldt en kvinde for trolddom. Han mødte ikke frem på tinget, hvor folk gav hende et godt skudsmål, men havde tværtimod fængslet og tortureret hende. Selv om hun ikke tilstod, blev hun brændt. Gauldalsfogden henviste til to vidnesbyrd fra domfældte; men det var ikke lovligt bevis, og herredagen dømte og afsatte fogden. Blandt befolkningen var der stadig skepsis over for beskyldninger om trolddom. Mod skadevoldende magi havde der været dødsstraf siden middelalderen, men når der ikke blev ført retssager om det, har folk sandsynligvis ment, at de kunne beskytte sig ved gængse forholdsregler, som [[kors]] over døren og [[stål]] i vuggen, så [[huldre]]n ikke tog barnet og lagde en [[skifting]] i stedet.<ref>Ersland og Sandvik: ''Norsk historie 1300-1625'' (s. 232)</ref> |
|||
Den første dokumenterede hekseproces forgik i [[Stege]] i 1540, hvor en kvinde blev dømt til at brændes på bålet. Den største danske hekseproces - kaldt for [[Køge Huskors]] - foregik i 1612 i [[Køge]]. Her blev mindst 15 kvinder dømt til bålet. I både Danmark og [[Norge]] blev den heksedømte kvinde brændt levende, bundet til en stige, som blev væltet ind i bålet, når flammerne havde taget fat. |
|||
I [[1609]] udformede Christian 4. en forordning, som påbød embedsmændene at holde særligt øje med samer, som blev anset for at være "''særligt hjemfaldne til trolddom''".<ref name="chr"/><ref name="gui193">Guillou (2004), s. 193</ref> Frem mod 1660 blev 92 af 138 anklagede for hekseri i [[Finnmark]] henrettet, mens der i den øvrige del af Norge var ca. 175 henrettede for trolddom.<ref name="gui190">Guillou (2004), s. 190</ref> Herefter bremsede lokale embedsmænd tilsyneladende heksejægerne, og [[statistik]]kerne viser blot 5 brændte hekse i Norge efter 1671.<ref name="gui193"/> Samlet er der i Norge registreret 50 dødsdomme mod mænd, og lidt flere end 250 mod kvinder. Det tyndt befolkede [[Nordnorge]] havde i alt mere end 40 % af kendte dødsdomme i de norske sager. I det vestlige Finnmark var der flere mænd end kvinder blandt de dømte, pga. den store samiske andel af befolkningen. I Nordnorge udgjorde [[samer]] omkring en femtedel af de anklagede.<ref>[https://snl.no/trolldomsprosessene_i_Norge trolldomsprosessene i Norge – Store norske leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> |
|||
Få af de dømte har efterladt sit [[portræt]], men Dorthe Jensdatter Kjærulf, der blev dømt til bålet for trolddom i [[Ålborg]] i 1620, er afbildet på et gravminde fra 1609 i [[Vor Frue Kirke (Ålborg)|Vor Frue Kirke]] i Ålborg sammen med sine tre døtre og to afdøde ægtemænd. Hun var veninde med den [[adel]]ige Christence Kruckow fra [[Fyn]], som var flyttet til Ålborg efter anklager om hekseri. I 1611 blev de, sammen med andre kvinder, grebet i at foretage en [[Ritual|rituel]] fødsel af et voksbarn til brug i trolddomsritualer mod deres uvenner. Men det blev først nogle år senere at de fik deres dom. I 1617 blev der fundet mystiske snore og snarer udspændt i Ålborgs haver, og den opskræmte befolkning mistænkte, at hunde og grise under djævelens ledelse holdt natlige gudstjenester i Vor Frue Kirke. Heksene - altså førnævnte Christence Kruckow og Dorthe Jensdatter - blev også mistænkt for at have myrdet byens [[borgmester]], Niels Iversen Skriver. Dorthe blev brændt, mens Christence som adelig blev [[Halshugning|halshugget]].<ref>{{harvnb|danmarkshistorien.dk: Heksens ansigt}}</ref> |
|||
En af de sidste, der blev dømt for hekseri i Norge, var Marit Rasmusdotter Bjørdal fra Sunnylven, som på [[Stranda]] [[28. marts]] [[1664]] blev dømt til halshugning og derefter bålet. Henrettelsen fandt sted på Stordalsholmen ved [[Storfjorden]] på [[Sunnmøre]]. Her var den dømte altså død, inden hun blev brændt.<ref>[https://kunsthistorie.com/fagwiki/Stordalsholmen Stordalsholmen – Kunsthistorie<!-- Botgenereret titel -->]</ref> I september [[1670]] blev bondekonen Lisbet Pedersdatter Nypan brændt i [[Trondheim]]; hendes mand Ole blev halshugget. Lisbet var fra 1640'erne kendt som "klog kone", som mod betaling helbredte syge ved at læse i [[Husholdningssalt|salt]] og saltknuder. En kvinde hævdede at have fået det bedre efter en drik af hospitalsjord rørt med vand og salt. Det var først efter en uenighed om betaling, at [[bygd]]efolket anklagede Lisbet og Ole Nypan for at have påført dem sygdom. [[Bøddel]]en fik 11 rigsdaler for at gennemføre henrettelserne. Ved boopgørelsen fra januar [[1671]] efterlod ægteparret sig lidt mere end 85 rigsdaler og havde altså siddet i almindeligt gode kår.<ref>[https://nbl.snl.no/Lisbet_Nypan Lisbet Nypan – Norsk biografisk leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> En stavlignende museumsgenstand ved De sandvigske samlinger i [[Lillehammer]] fremvises som Lisbets luftbærende kosteskaft.<ref>[https://digitaltmuseum.no/021027895844/skaft Skaft - Maihaugen / DigitaltMuseum<!-- Botgenereret titel -->]</ref> [[17. maj]] [[2005]] blev der imidlertid afduget en skulptur til hendes minde. |
|||
{{Quote box|quote=Hvad rette troldfolk angår, som har forbundet sig med djævelen eller omgås ham, skal det forholdes efter love og recessen. Men de som indvikler sig med sådanne folk og tillader sig at lade dem udrette noget med sin troldkunst, straffes uden nåde på sin hals.|width=23%|align=right|salign=right|sstyle=font-variant:small-caps|source=Trolddomsforordningen af 1617. {{harvnb|danmarkshistorien.dk: Trolddomsforordningen}}}} |
|||
Den allersidste kendte brænding af en dømt heks i Norge var Johanne Nilsdatter i [[Kvæfjord]] i [[1695]].<ref>[https://snl.no/Johanne_Nielsdatter Johanne Nielsdatter – Store norske leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> |
|||
{{Quote box|quote=Omkring 60 % af alle registrerede trolddomssager i Jylland, der er den landsdel, som har det mest komplette kildemateriale, fandt sted i de første ti år efter forordningens udstedelse.|width=23%|align=right|salign=right|sstyle=font-variant:small-caps|source={{harvnb|danmarkshistorien.dk: Trolddomsforordningen}}}} |
|||
En af de mest berømte heksesager var retssagen mod [[Maren Splids]] i [[Ribe]]. Hun blev brændt som heks den 9. november 1641 efter at Christian 4. personligt havde involveret sig i sagen. Netop en [[Forordning (Danmark)|forordning]] af 12. oktober 1617, underskrevet af [[Christian 4.]], har sandsynligvis medvirket til, at antallet af hekseprocesser mod kvinder steg i de følgende år. Forordningen kendes i dag som ''Troldomsforordningen'' og blev dengang skrevet for at markere 100-årsjubilæet for Luthers opslag på [[Wittenberg Slotskirke|kirkedøren i Wittenberg]].<ref>{{harvnb|danmarkshistorien.dk: Trolddomsforordningen}}</ref> Forordningens ord om straf for medvidere, altså dem der søgte råd hos troldfolk, og mere drastisk såvel de øvrighedspersoner - fogeder og lignende - der bare kendte til troldfolk, har sikkert virket ansporende, men efter en brat stigning i antallet af trolddomssager i forordningens første tiår faldt antallet støt.<ref>{{harvnb|danmarkshistorien.dk: Trolddomsforordningen}} se også {{harvnb|Wittendorff|1992|loc=s.18-19}}</ref> Gustav Henningsen noterer dog at arkivmaterialet er mangelfuldt netop i perioden forud, og helt mangler fra år 1650 til 1682.<ref>{{harvnb|Henningsen|1992|loc=s.134-135; også relevant:s.142}}</ref> Den sidste officielt dømte heks var [[Anne Palles]], der blev brændt den 4. april 1693.<ref>{{harvnb|danmarkshistorien.dk: Trolddom}}</ref> |
|||
== Heksejagt i Sverige == |
|||
=== Besættelsen i Thisted og trolddomsprocessernes ophør === |
|||
I 1500-tallet var der blot få, spredte tilfælde af domfældelser for hekseri, idet kirken fortrinsvis koncentrerede sig om at domfælde [[kætteri|kættere]].<ref name="gui22">Guillou (2004), s. 22</ref> [[Karl 9. af Sverige|Karl 9.]] bøjede sig i 1608 for et ønske fra kirken om at tillade tortur i sager om blandt andet hekseri og [[sodomi]]. Dette var begyndelsen til en række processer, der kulminerede i 1670'erne.<ref name="gui31">Guillou (2004), s. 31</ref> [[Karl 10. af Sverige|Karl 10.]] døde den 12. februar 1660, og selv om hans fireårige søn [[Karl 11. af Sverige|Karl 11.]] blev [[kroning|kronet]] samme dag, regerede [[rigsrådet]] som formynderimagt de følgende 12 år. Medlemmerne heraf interesserede sig ikke synderligt for rygterne om hekseri, men da der opstod tumult i forbindelse med anklager for hekseri, især i [[Dalarna]], nedsatte rådet forskellige kommissioner, der skulle undersøge anklagerne.<ref name="gui63f">Guillou (2004), s. 63f</ref> Fra 1669 til 1676 bredte anklagerne og efterfølgende processer sig til store dele af Sverige, indtil den nu myndige konge satte en stopper for dette gennem udstedelse af en kongelig forordning. Baggrunden herfor var, at hekserikommissionen i [[Stockholm]] fik flere børnevidner til at tilstå, at de ikke havde været på [[Bloksbjerg]], men var blevet truet eller lokket til at vidne mod "heksene".<ref name="gui116">Guillou (2004), s. 116</ref> På dette tidspunkt var mere end 300 blevet henrettet for hekseri i Karl 11.'s regeringstid. Langt de fleste af disse blev fældet af børnevidner, der fortalte om heksenes forførelse af dem på rejser til [[Bloksbjerg]].<ref name="gui103f">Guillou (2004), s. 103f</ref> En mulig forklaring på, at op mod 100 børn kunne vidne mod samme "heks" er, at forældre, der var rædselsslagne over, at deres børn var truede, oprettede vågestuer, hvor de voksne vågede over op til en snes børn, som udvekslede "erfaringer" med hinanden.<ref name="gui113f">Guillou (2004), s. 113f</ref> En del af heksene tilstod deres forbrydelse; ved en tilståelse undgik de at blive brændt levende, men blev i stedet halshugget før bålet, og præsterne forsikrede, at den angrende synder ville komme i [[paradis]].<ref name="gui72f">Guillou (2004), s. 72f</ref> |
|||
Foranlediget af ''Besættelsen i Thisted'', 1696-1698,<ref>{{harvnb|(upubliceret ph.d.) Den Satans tumult|2022}} ; {{harvnb|Thys historie på nettet}}</ref> kom det til noget af et opgør med de officielle hekseprocesser. Præsten Ole Bjørn i [[Thisted]] havde holdt hus med 13 kvinder, fortrinsvis af en ung alder. Omend historien ikke er ligetil, så gik det kort og godt ud på at præsten formodede kvinderne var besat af djævelen, og under tumulten blev efterfølgende udpeget 3-4 hekse.<ref>{{harvnb|Thys historie på nettet}}</ref> |
|||
== Heksejagt i moderne tid == |
|||
Heksejagt foregår stadig i forskellige kulturer i [[Afrika]] og [[Asien]]. I [[1999]] var der fem til ti mord om måneden i [[Tanzania]], hvor ofrene var mistænkt for hekseri.<ref>{{Cite news |
|||
| language = Engelsk |
|||
| url = http://news.bbc.co.uk/2/hi/africa/386550.stm |
|||
| title = Eyewitness: Suspected witches murdered in Tanzania |
|||
| publisher = [[BBC]] |
|||
| date = 5. juli 1999 |
|||
}}</ref> |
|||
Hjælpeprogrammer er sat i værk for at fordrive heksemyterne.<ref>{{Cite news |
|||
| language = Engelsk |
|||
| url = http://news.bbc.co.uk/2/hi/health/1951053.stm |
|||
| title = Aid scheme tackles African witch myth |
|||
| publisher = [[BBC]] |
|||
| date = 26. april 2002 |
|||
}}</ref> |
|||
I 2001 havde en ældre kvinde fra [[Ghana]] lagt sag an mod et landsbyråd, efter de havde beskyldt hende for hekseri.<ref>{{Cite news |
|||
| language = Engelsk |
|||
| url = http://news.bbc.co.uk/2/hi/africa/1263526.stm |
|||
| title = Ghana 'witch' sues village elders |
|||
| publisher = [[BBC]] |
|||
| date = 6. april 2001 |
|||
}}</ref> |
|||
Fra en landsby i [[Kenya]] var der i 2008 rapporter om 11 personer, der blev brændt som hekse.<ref>{{Cite news |
|||
| url = http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2008/05/21/174913.htm |
|||
| title = 11 brændt som hekse i Kenya |
|||
| publisher = [[Danmarks Radio]] |
|||
| date = 21. maj 2008 |
|||
}}</ref> |
|||
På det lokale [[herredsting]] sættes igang med at undersøge sagen. Da en af heksene endelig tilstår sender Ole Bjørn besked til biskoppen i Ålborg, [[Jens Bircherod]], og herefter ændrer sagen karakter. Ole Bjørns handlemåde kommer i søgelyset, og han bliver i den anledning suspenderet, mens de besatte kvinder nu udspørges efter den formodning at de har foregivet eller indbildt sig deres tilstand. En af kvinderne var svanger, men hverken hun eller barnet overlevede - omstændighederne er ikke helt klare.<ref>{{harvnb|Thys historie på nettet}}</ref> En anden blev svanger da hun blev 'besovet' med "den skælmske bysvend", undervejs i undersøgelserne.<ref>{{harvnb|(upubliceret ph.d.) Den Satans tumult|2022|loc=s.186,190}}</ref> |
|||
I 2006-07 foretog [[Saudiarabien|saudiarabiske]] myndigheder 25 anholdelser for hekseri, hvoraf 24 involverede udlændinge. Landets religiøse politi har en anti-trolddomsenhed og en trolddoms-''hotline'' til bekæmpelse af [[astrologi]] og [[spådom]]skunst, der betragtes som uislamske. <ref>[http://foreignpolicy.com/2011/12/13/how-do-you-prove-someones-a-witch-in-saudi-arabia/ How Do You Prove Someone’s a Witch in Saudi Arabia? – Foreign Policy<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Den 51-årige Fawza Falih blev i 2008 dømt til [[halshugning]] efter at være dømt for at have udøvet trolddomskunster. Dommen byggede på en tilståelse, som ifølge Falih blev fremtvunget under [[tortur]], og som hun senere trak tilbage. Et af vidnerne påstod, at hun havde gjort ham [[Impotens|impotent]] ved hjælp af trolddom, et begreb, der ellers ikke findes i den saudiarabiske [[straffelov]]. Falih, der var [[analfabet]], blev arresteret i april 2006 og tilstod efter 35 dages hårde afhør, der resulterede i, at hun måtte på sygehus. Hun satte selv sit fingeraftryk under en tilståelse, hun ikke kunne læse. Falihs dødsdom blev ophævet i september 2006, men senere genindført. I november 2007 blev en egyptisk [[farmaceut]] henrettet i Saudiarabien, ligeledes for trolddom, blandt andet for at have prøvet at forhekse et gift par til at skilles. <ref>[https://www.aftenposten.no/verden/i/JEykJ/Heks-skal-halshugges Per A. Christiansen: ''"Heks" skal halshugges'', Aftenposten 23. maj 2008]</ref> |
|||
Biskoppen har fortsat sit engagement under regi af en ''kongelig kommissionsdomstol''. Her bliver flere af de besatte kvinder dømt til døden, og Ole Bjørn dømt til landsforvisning og frataget magistertitel og embede. Landstinget har allerede frikendt heksene men sagen finder alligevel vej til højesteret, der ikke kun skal tage stilling til kommissionsdomstolens dødsdomme, men for sagsforholdet til samtlige af de anklagede. Tilsyneladende stod heksene ikke tiltalt for højesteret - de var jo også frikendt.<ref>{{harvnb|Thys historie på nettet}} ; {{harvnb|(upubliceret ph.d.) Den Satans tumult|2022|loc=s.174}}</ref> Straffen blev mildnet for kvinderne, to blev dømt til ''kagstrygning'', dvs. piskning, og herefter livsvarigt fængsel, mens tre måtte i ''spindehuset'', (?). Ole Bjørn blev frakendt embede og gejstligt privilegium og tillige idømt livsvarigt fængsel, i februar 1699, men blev benådet samme år.<ref>{{harvnb|(upubliceret ph.d.) Den Satans tumult|2022|loc=s.198}}</ref> De fængslede kvinder blev benådet i år 1700, dog en enkelt måtte sidde til 1703.<ref>{{harvnb|Thys historie på nettet}}</ref> |
|||
Forældre i Congo har anklaget deres børn for hekseri og forsøgt at dræbe dem. Mere end 14.000 børn i [[Kinshasa]] siges at være smidt ud hjemmefra på grund af anklager om hekseri.<ref>{{Cite news |
|||
| language = Engelsk |
|||
| url = http://news.bbc.co.uk/2/hi/africa/472418.stm |
|||
| title = Child witches in the Congo |
|||
| publisher = [[BBC]] |
|||
| date = 12. oktober 1999 |
|||
}}</ref><ref>{{Cite news |
|||
| language = Engelsk |
|||
| url = http://news.bbc.co.uk/2/hi/africa/575178.stm |
|||
| title = Congo witch-hunt's child victims |
|||
| publisher = [[BBC]] |
|||
| date = 22. december 1999 |
|||
}}</ref> |
|||
I [[Nigeria]] har den kvindelig kristne [[prædikant]] Helen Ukpabio udgivet en [[DVD]] og en bog med påstand om, at børn kan blive satans tjenere.<ref>{{Cite news |
|||
| title =On a Visit to the U.S., a Nigerian Witch-Hunter Explains Herself |
|||
| url = http://www.nytimes.com/2010/05/22/us/22beliefs.html |
|||
| author = Mark Oppenheimer |
|||
| publisher = New York Times |
|||
| date = 21. maj 2010 |
|||
}} </ref> |
|||
[[Arne Magnusson]], grundlæggeren af [[Arnamagnæanske Samling|den Arnamagnæanske Samling]], udgav kort efter en udførlig beretning om forløbet, men det kan tænkes denne publikation har været iscenesat, omend det dog er ganske vist at Arne Magnusson havde del i skriftets tilblivelse.<ref>{{harvnb|(upubliceret ph.d.) Den Satans tumult|2022|loc=s.199}}</ref> Det hører også med til historien flere af højesterets dommere i deres votering mente at sagsakterne skulle destrueres. Det kom - efter alt at dømme - ikke til at ske, da det lykkedes Anders Bæksted at publicere et ofte citeret to-bindsværk om affæren.<ref>{{harvnb|Clausen|1961}} ; sagsakter: {{harvnb|(upubliceret ph.d.) Den Satans tumult|2022|loc=s.182,183,193}}</ref> |
|||
I 2009 anslog de [[Forenede Nationer]] at antallet af drab på verdensplan som følge af heksejagt løb op i titusinder, og også foregik i lande som [[Sydafrika]] og [[Indien]]. I 2009 blev der fra Indien rapporteret om drab på hundredvis af kvinder, som var mistænkte for heksekunst.<ref>{{Cite news |
|||
| title = Muslimske kvinder tvunget til at spise afføring |
|||
| publisher = [[Kristeligt Dagblad]] |
|||
| url = http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/342969:Udland--Muslimske-kvinder-tvunget-til-at-spise-affoering |
|||
| date = 21. oktober 2009 |
|||
}}</ref> |
|||
Hjælpearbejdere rapporterede, at heksejagt var almindeligt i [[Nepal]] og [[Papua New Guinea]], både i landdistrikter og i byer.<ref>{{Cite news |
|||
| author = Robert Evans |
|||
| title = Killing of women, child "witches" on rise, U.N. told |
|||
| url = http://www.reuters.com/article/worldNews/idUSTRE58M4Q820090923 |
|||
| publisher = [[Reuters]] |
|||
| date = 23. september 2009 |
|||
}}</ref> |
|||
Efter mildnelsen af retspraksis overfor hekse og lignende forekom flere hændelser, hvorunder folk tog sagen i egen hånd; de to skrappeste er fra år 1722 og år 1800: I 1722 blev en kvinde pryglet og brændt. Selvtægtsfolkene blev straffet, to blev henrettet, en blev dømt til livsvarigt strafarbejde og yderligere fem fik dom.<ref>{{harvnb|Henningsen|1975|loc=s.106-113}}</ref> Fra år 1800 berettes om den 82-årige Anna Klemens der kom til en gård i Brigsted ved [[Horsens]], hvor en klog (men smuk ung) kone behandlede en dreng. Da Anna kom ind, forlyder det at den kloge kone råbte: "Her er mesteren for alt hekseriet!" Hun kommanderede seks omkringstående mænd til at prygle Anna, og fik hende til at bekende hun var heks. De fortsatte mishandlingen indtil hun tilsidst døde af det. Også her blev selvtægten straffet. Den kloge kone blev halshugget og mændene blev landsforvist.<ref>{{harvnb|Henningsen|1975|loc=s.117}}</ref> Men i lovens ord var trolddom strafbart, og det blev først ændret 1866. |
|||
== Se også == |
|||
* [[Hekseprocesserne i Salem]] |
|||
I Gustav Henningsens artikel "Hekseforfølgelse efter »hekseprocessernes tid«. Et bidrag til dansk etnohistorie" findes en længere liste over ''heksemestre'', dvs. de der signer og maner for at modvirke heksekunst.<ref>{{harvnb|Henningsen|1975|loc=s.125-135}}</ref> |
|||
== Noter == |
|||
{{reflist|2}} |
|||
Som en afsluttende anekdote kan fortælles om en hændelse fra Ærø i 1934, hvorunder en mand kom under anklage fra naboerne, som påstod, at han ville skade dem ved at drysse et magisk pulver ud over deres rabarberbed. Anklagerne måtte siden indrykke en notits i den lokale [[avis]], hvor de gendrev deres egne rygter, så deres nabo genvandt sit gode omdømme og så var retsforløbet denne gang faktisk en injuriesag mod naboerne.<ref>[http://www.historie-online.dk/temaer-9/arstidens-skikke-14-14-14/sankt-hans-27-27-27/heksetroen-fortsatte Heksetroen fortsatte<!-- Botgenereret titel -->] ; se også {{harvnb|Henningsen|1975|loc=s.124-125}}</ref> |
|||
== Norge == |
|||
I Danmark kendes hekseprocesserne allerede kort efter reformationen; men i Norge - som iøvrigt fra 1536 var en del af rigsfællesskabet [[Danmark-Norge]] - var man en generation senere ude. Mod skadevoldende [[magi]] havde der været dødsstraf siden middelalderen, og det kan tænkes der ikke blev ført retssager om det, fordi folk sandsynligvis mente de kunne beskytte sig ved andre forholdsregler, som [[kors]] over døren og stål i vuggen, så [[huldre]]n ikke tog barnet og lagde en [[skifting]] i stedet. Blandt den almindelige befolkning har der været skepsis over for beskyldninger om trolddom.<ref name=es232>{{harvnb|Ersland|Sandvik|1999|loc=s.232}}</ref> |
|||
Først fra 1560'erne kendes de første sager, og der var tydelig skepsis til de fremsatte anklager. De fleste anklagede i 1500-tallet blev løsladt, og den danske [[lagmand]] i Oslo, Nils Stub, lod de fleste slippe ved hjælp af gode skudsmål fra bekendte.<ref>[https://nbl.snl.no/Nils_Stub Nils Stub - Norsk biografisk leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Men i [[Trøndelag]], [[Agder]] og på [[Vestlandet]] var der mere pågående [[lensherre]]r og [[Foged|fogeder]]. |
|||
[[Fil:Det_gamle_rådhus,_Bergen.jpg|thumb|left|Det gamle [[rådhus]] i [[Bergen]]. Her sad præsteenken Anne Pedersdotter fængslet i kælderen.]] |
|||
Dommen mod præsteenken Anne Pedersdatter i 1590 blev for alvor indledningen til hekseforfølgelser i Norge. Som [[Absalon Pedersson Beyer]]s enke tilhørte hun [[Bergen]]s øvre samfundslag, men efter at en anden kone havde anklaget hende for trolddom kunne selv det ikke hindre at der opstod rygtespredning og at [[ravn]]e og [[krage]]r på hendes ejendom blev udlagt som "dæmoner" og skudt. Den retslige proces blev, typisk for tiden, henlagt. Der måtte gå 15 år førend Anne Pedersdatter igen blev anklaget. Hendes søn, præsten Absalon, mødte for hende, men hun blev hentet med tvang og sad fængslet i Bergens rådhuskælder. Dokumenterne er blandt de mest omfangsrige fra nogen norsk trolddomssag, og blev genfundet i danske [[arkiv]]er i 1890. Anne skulle have taget livet af fem mennesker ved at kaste sygdom på dem. Særlig alvorligt var det, at hendes tjenestepige gennem 20 år anklagede Anne for at have brugt hende som ridehest når de fløj gennem luften til [[heksesabbat]] på [[Lyderhorn]] og [[Fløyen]]. Tre julenætter på rad skulle Anne have mødt andre troldkvinder på Lyderhorn i Bergen, og planlagt at føre [[brand]] og [[naturkatastrofe]]r over byen ved bjergets fod. Anne svarede godt for sig, men blev alligevel fundet skyldig og dødsdømt. To præster støttede hende, også på vejen til heksebålet. Sagen skabte en splittelse mellem Bergens [[gejstlighed]] og borgere så dyb, at den danske [[statholder]] i Norge, Axel Gyldenstierne,<ref>[https://nbl.snl.no/Axel_Gyldenstierne Axel Gyldenstierne - Norsk biografisk leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> fik klar besked fra [[København]] om at få orden på det.<ref>[https://nbl.snl.no/Anne_Pedersdotter Anne Pedersdotter - Norsk biografisk leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Afdødes svigersøn [[appel]]lerede til [[Christian 4.]], hvor han insisterede på, at det var lensherren på Bergenhus, der af gammelt had til Anne Pedersdatter havde presset lagmanden og [[byråd]]et til at dømme hende som heks. Kongen afslog alligevel en oprejsning for hende i 1598.<ref>{{harvnb|Ersland|Sandvik|1999|loc=s.234}}</ref> |
|||
Det skete også at den anklagede gik fri, eller at den der rejste anklage om hekseri endte med selv at blive anklaget, men i de fleste tilfælde syntes straffen her at stå ude af proportion til forbrydelsen: Fogeden i [[Bergen]] holdt en kvinde fængslet på [[Bergenhus|Bergenhus fæstning]] for trolddom i 1576. Hun blev mishandlet, men til sidst opfordret at gøre sin ''døl'', dvs. fremskaffe 11 "''uberygtede dannekvinder''", der ville sværge på, at hun var troværdig. Det gjorde de, så hun efter norsk lov fik gjort sin ''døl'' for lensherre, lagmand, borgmester og råd, og blev frifundet, stadfæstet 1578 af den samme herredag - en slags forløber for nutidens højesteret, men altså ikke Kongens Retterting - der behandlede klagerne mod den danske lensherre Erik Munk i [[Nedenes Amt]]. Denne lensherre havde ladet flere kvinder henrette, og bemægtiget sig gård og ejendom af andre, han satte under mistanke. På herredagen i 1578 var han anklaget for at bryde loven af 1545 ved at lade kvinder brændes på bål uden anden begrundelse end rene beskyldninger. Munk blev dømt til at levere det konfiskerede gods tilbage.<ref>{{harvnb|Ersland|Sandvik|1999|loc=s.231}}</ref> Alligevel gav de danske myndigheder ham [[adelsbrev]] i 1580.<ref>[https://nbl.snl.no/Erik_Munk Erik Munk - Norsk biografisk leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> |
|||
Ligeså uheldig var fogeden hos lensherre [[Ludvig Munk]] i [[Gauldalen]], der blev indklaget for herredagen i 1597. Fogeden havde fængslet og tortureret en kvinde efter at have beskyldt hende for trolddom, og selv om hun ikke tilstod, blev hun brændt. Han var ikke mødt frem på tinget, hvor folk havde givet hende et godt skudsmål, men på herredagen henviste Gauldalsfogeden til vidnesbyrd fra to domfældede personer; det var ikke lovligt bevis, og herredagen dømte og afsatte fogeden.<ref name=es232 /> |
|||
[[Fil:Chapel in Frederiksborg Castle, Hillerød, Denmark.JPG|thumb|250px|[[Frederiksborg Slotskirke]], færdig til 100-årsjubilæet for [[Luthers 95 teser|de lutherske teser]].]] |
|||
Blandt gejstligheden i Norge var en af de ivrigste lutheranere biskop Jørgen Erikssøn i [[Stavanger]]. Han var uddannet i København og [[Wittenberg]] og havde kontakt med Peder Palladius og [[Niels Hemmingsen]]. Han skrev til [[Frederik 2.]] og klagede over ukristelige, katolske skikke i Stavanger stift med bønner og overtro. Og lagmanden i Stavanger len anvendte "kloge koner". Brevet resulterede i en [[Forordning (Danmark)|forordning]] fra 1584 for Stavanger stift med dødsstraf selv for velmente handlinger som dem, "kloge koner" bedrev. Efter sigende havde kong Frederik udstedt forordningen, fordi han nu var klar over, at der i Norge "''bruges stor ukristelig utilbørlighed med signelse og trolddomskunster''", og 1593, i Christian 4.'s regeringstid, blev den gjort gældende for hele landet. ''Trolddomsforordningen'' af 1617 - "om troldfolck oc deris medvidere" - erstattede dødsstraffen med [[landsforvisning]], men det gjaldt dog kun for signeriet, og ligesom i Danmark medførte forordningen en brat stigning i antallet af hekseprocesser.<ref>{{harvnb|Ersland|Sandvik|1999|loc=s.232-234}}</ref> |
|||
I 1609 udformede Christian 4. en forordning, der påbød embedsmændene at holde specielt øje med [[samer]], som blev anset for at være særligt hjemfaldne til trolddom.<ref>[https://www.norgeshistorie.no/kilder/kirkestat/K1110-Forf%C3%B8lgelse-av-samiske-trollmenn-i-Finnmark.html Forfølgelse av samiske trollmenn i Finnmark] (norgeshistorie.no)</ref><ref name="gui193">{{harvnb|Guillou|2004|loc=s.193}}</ref> I [[Finnmark]], indtil 1660, blev 92 personer henrettet, ud af i alt 138 anklagede, mens der i den øvrige del af Norge var ca. 175 henrettelser.<ref name="gui190">{{harvnb|Guillou|2004|loc=s.190}}</ref> Herefter bremsede lokale embedsmænd tilsyneladende heksejægerne, for der kendes kun seks henrettelser efter 1671.<ref name="gui193"/> |
|||
Det tyndt befolkede [[Nordnorge]] tegnede sig for mere end 40% af kendte dødsdomme - her udgjorde samer omkring en femtedel af de anklagede. Samlet er der i Norge registreret 50 dødsdomme mod mænd, og lidt flere end 250 mod kvinder. I det vestlige Finnmark var der flere mænd end kvinder blandt de dømte, måske pga. den samiske andel af befolkningen.<ref>[https://snl.no/trolldomsprosessene_i_Norge trolldomsprosessene i Norge - Store norske leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> |
|||
En af de sidste, der blev dømt for hekseri i Norge, var Marit Rasmusdotter Bjørdal fra Sunnylven, som på [[Stranda]] 28. marts 1664 blev dømt til halshugning og derefter bålet. Henrettelsen fandt sted på Stordalsholmen ved [[Storfjorden]] på [[Sunnmøre]]. Her var den dømte altså død, inden hun blev brændt.<ref>[https://kunsthistorie.com/fagwiki/Stordalsholmen Stordalsholmen - Kunsthistorie<!-- Botgenereret titel -->]</ref> I september 1670 blev bondekonen Lisbet Pedersdatter Nypan brændt i [[Trondheim]]; hendes mand Ole blev halshugget. Lisbet var fra 1640'erne kendt som "klog kone", som mod betaling helbredte syge ved at læse i [[Husholdningssalt|salt]] og saltknuder. En kvinde hævdede at have fået det bedre efter en drik af hospitalsjord rørt med vand og salt. Det var først efter en uenighed om betaling, at [[bygd]]efolket anklagede Lisbet og Ole Nypan for at have påført dem sygdom. [[Bøddel]]en fik 11 rigsdaler for at gennemføre henrettelserne. Ved boopgørelsen fra januar 1671 efterlod ægteparret sig lidt mere end 85 rigsdaler og havde altså siddet i ret jævne kår.<ref>[https://nbl.snl.no/Lisbet_Nypan Lisbet Nypan - Norsk biografisk leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> En stavformet genstand fremvises ved [[Maihaugen]] i [[Lillehammer]] som Lisbets 'luftbærende' kosteskaft.<ref>[https://digitaltmuseum.no/021027895844/skaft Skaft - Maihaugen / DigitaltMuseum<!-- Botgenereret titel -->]</ref> 17. maj 2005 blev der afduget en skulptur til hendes minde.{{km}} |
|||
Den allersidste kendte brænding af en dømt heks i Norge var Johanne Nilsdatter i [[Kvæfjord]] i 1695.<ref>[https://snl.no/Johanne_Nielsdatter Johanne Nielsdatter - Store norske leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> |
|||
== Sverige == |
|||
I 1500-tallet var der blot få, spredte tilfælde af domfældelser for hekseri, idet kirken fortrinsvis koncentrerede sig om at domfælde [[kætteri|kættere]].<ref name="gui22">{{harvnb|Guillou|2004|loc=s.22}}</ref> [[Karl 9. af Sverige|Karl 9.]] bøjede sig i 1608 for et ønske fra kirken om at tillade tortur i sager om blandt andet hekseri og [[sodomi]]. Dette var begyndelsen til en række processer, der kulminerede i 1670'erne.<ref name="gui31">{{harvnb|Guillou|2004|loc=s.31}}</ref> [[Karl 10. af Sverige|Karl 10.]] døde den 12. februar 1660, og selv om hans fireårige søn [[Karl 11. af Sverige|Karl 11.]] blev [[kroning|kronet]] samme dag, regerede [[rigsrådet]] som formynderimagt de følgende 12 år. Medlemmerne heraf interesserede sig ikke synderligt for rygterne om hekseri, men da der opstod tumult i forbindelse med anklager for hekseri, især i [[Dalarna]], nedsatte rådet forskellige kommissioner, der skulle undersøge anklagerne.<ref name="gui63f">{{harvnb|Guillou|2004|loc=s.63f}}</ref> Fra 1669 til 1676 bredte anklagerne og efterfølgende processer sig til store dele af Sverige, indtil den nu myndige konge satte en stopper for dette gennem udstedelse af en kongelig forordning. Baggrunden herfor var, at hekserikommissionen i [[Stockholm]] fik flere børnevidner til at tilstå, at de ikke havde været på [[Bloksbjerg]], men var blevet truet eller lokket til at vidne mod "heksene".<ref name="gui116">{{harvnb|Guillou|2004|loc=s.116}}</ref> På dette tidspunkt var mere end 300 blevet henrettet for hekseri i Karl 11.'s regeringstid. Langt de fleste af disse blev fældet af børnevidner, der fortalte om heksenes forførelse af dem på rejser til [[Bloksbjerg]].<ref name="gui103f">{{harvnb|Guillou|2004),|loc=s.3f}}</ref> En mulig forklaring på, at op mod 100 børn kunne vidne mod samme "heks" er, at forældre, der var rædselsslagne over, at deres børn var truede, oprettede vågestuer, hvor de voksne vågede over op til en snes børn, som udvekslede "erfaringer" med hinanden.<ref name="gui113f">{{harvnb|Guillou|2004|loc=s.113f}}</ref> En del af heksene tilstod deres forbrydelse; ved en tilståelse undgik de at blive brændt levende, men blev i stedet halshugget før bålet, og præsterne forsikrede, at den angrende synder ville komme i [[paradis]].<ref name="gui72f">{{harvnb|Guillou|2004|loc=s.72f}}</ref> |
|||
== Ældre forskning om den europæiske heksekunst (bogliste) == |
|||
{{reflist|group=lit|2}} |
|||
---- |
|||
{{reflist|group=lit2|2}} |
|||
----Tidlige eksponenter for [[antropologi]]ens og [[etnografi]]ens nyere terminologier:<ref>{{harvnb|Behringer|1994|loc=s.119-121,124}}</ref> |
|||
* {{illsup|de|Lucie Varga|Lucie Varga|Varga}} (1939) "Sorcellerie d'hier. Enquete dans une vallee ladine." ["Gårsdagens troldom. Et undersøgende foretag fra en ladinsk dal-egn."] |
|||
* {{illsup|de|Will-Erich Peuckert|Will-Erich Peuckert|Peuckert}} (1951) "Geheimkulte" ["Hemmelige kulte"] |
|||
* {{illsup|de|Alan Macfarlane|Alan Macfarlane|Macfarlane}} (1970) "Witchcraft in Tudor and Stuart England. A regional and comparative study." ["Heksekunst i Tudor og Stuart England. Et regionalt og sammenlignende studie."] |
|||
== Hekseforfølgelse i moderne tid == |
|||
Den folkelige tro på magiske kræfter hos enkeltpersoner findes i mange afrikanske lande, blandt andet Congo og Ghana og flere indiske distrikter, Thailand og sporadisk fra talrige områder verden over.<ref group=note>{{harvnb|Schnoebelen|2009|loc=p.6-9}} ; Indien: {{harvnb|Shamsher|Aditya|2018}} ;</ref> Drab og grove overgreb som følge heraf søges imødegået både ved en international indsats, navnligt ved [[FN's Flygtningehøjkommisariat]], og i nogle tilfælde ved indgriben fra lokale myndigheder. |
|||
Både i Indien og Saudiarabien findes love mod udøvelsen af heksekunst, og i Saudiarabien kan det også føre til henrettelse.<ref group=note>{{harvnb|Shamsher|Aditya|2018}} ; {{harvnb|Schnoebelen|2009}|loc=p.7}}</ref> |
|||
== Se også == |
|||
* [[Hekseprocesserne i Salem]] |
|||
* [[Korstog]] |
|||
* [[Mccarthyisme]] |
|||
== Eksterne links == |
|||
* [https://www.samer.se/1188 Jojken] (samer.se) |
|||
* [http://chr4.dk Chr. IV] (chr4.dk) |
|||
* [https://uit.no/Content/462628/Ottar%201_2001.pdf Ottar] (uit.no - temahæfte fra Tromsø om trolddom) |
|||
== Litteratur == |
== Litteratur == |
||
* {{Citation|first=Wolfgang|last=Behringer|title=Zur Geschichte der Hexenforschung|date=1994|title=Hexen und Hexenverfolgung im deutschen Südwesten|editor=Harald Siebenmorgen|series=Volkskundliche Veröffentlichungen des Badischen Landesmuseums Karlsruhe|volume=2|publisher= Cantz Verlag / Sönke Lorenz im Auftrag des Badischen Landesmuseums Karlsruhe / Institut für Geschichtliche Landeskunde und Historische Hilfswissenschaften der Universität Tübingen|place=Karlsruhe|url=https://publikationen.sulb.uni-saarland.de/handle/20.500.11880/23635|access-date=11. november 2023}} |
|||
* John Andersen: Torben Peter Andersen & Thomas Wad, ''Hekseprocesser i Europa'', Emil, 2008. {{ISBN|978-87-89703-38-1}}. |
|||
* {{Citation|first=Matthias|last=Benad|title=Religion und Moral der katharischen Bevölkerung des Languedoc. Der ketzerische Pfarrer Petrus Clerici von Montaillou (+ 1321)|date=2000|pages=1–8|editor=Edmund Weber|journal=Journal of Religious Culture / Journal für Religionskultur|issn=14345935|isbn=3893226591|doi=10.22028/D291-23579|url=https://publikationen.ub.uni-frankfurt.de/frontdoor/index/index/year/2007/docId/410|access-date=11. november 2023}} |
|||
* [[Jan Guillou]]: ''Heksenes forsvarere : en historisk reportage'', Modtryk, 2004. {{ISBN|87-7394-924-8}}. |
|||
* {{Citation|first=H.P.|last=Clausen|title=[Anmeldelse] Anders Bæksted: Besættelsen i Tisted 1696-98. I-II (Munksgaard, 1959-60). s., 392 s.|pages=342–343|date=1961|journal=Jyske Samlinger|url=https://tidsskrift.dk/historiejyskesamling/article/view/37425|access-date=11. november 2023}} |
|||
* David Grönlund, ''Historisk Efterretning om de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker'', Historisk Samfund for Ribe Amt, 1973 (1. udgave 1780). {{ISBN|87-87490-04-8}}. |
|||
* {{Citation|last1=Ersland|last2=Sandvik|title=Norsk historie 1300-1625|publisher=Det norske samlaget|date=1999|isbn=9788252151824}} |
|||
* Gustav Henningsen: "Hver by sin heks" (kronik i ''Skalk'' 1979 Nr. 3; s. 21-30) |
|||
* {{Citation|first=Jan|last=Guillou|title=Heksenes forsvarere : en historisk reportage|publisher=Modtryk|date=2004|isbn=8773949248}} |
|||
* Gustav Henningsen: ''Heksenes advokat – historiens største hekseproces'', Delta, 1981. {{ISBN|87-7449-090-7}}. |
|||
* {{Citation|first=Gustav|last=Henningsen|author-link=Gustav Henningsen|title=[Anmeldelse] Jens Christian V.Johansen: Da djævelen var ude... Trolddom i det 17. århundredes Danmark. Odense Universitetsforlag 1991. 327 s., ill.|journal=Historisk Tidsskrift|date=1992|pages=131–149|url=https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/view/53421|access-date=11. november 2023}} |
|||
* {{Citation|first=Gustav|last=Henningsen|author-link=Gustav Henningsen|title=Hver by sin heks|journal=[[Skalk]]|date=1979|issue=3|pages=21–30}} |
|||
* {{Citation|first=Gustav|last=Henningsen|author-link=Gustav Henningsen|title=Hekseforfølgelse efter »hekseprocessernes tid«. Et bidrag til dansk etnohistorie|journal=Folk og kultur - årbog for dansk etnologi og folkemindevidenskab|date=1975|pages=98–151|url=https://tidsskrift.dk/folkogkultur/article/view/65743|access-date=11. november 2023}} |
|||
* {{Citation|first=Frederik|last=Stjernfelt|author-link=Frederik Stjernfelt|title=Syv myter om Martin Luther|publisher=Gyldendal|date=2017|isbn=9788702227215}} |
|||
* {{Citation|first=Ditlev|last=Tamm|author-link=Ditlev Tamm|title=Retfærdighedens vogter"|journal=[[Skalk]]|date=1992|issue=5|pages=18–26}} |
|||
* {{Citation|first=Alex|last=Wittendorff|title=Trolddoms processernes ophør i Danmark|journal=Historisk Tidsskrift|date=1992|pages=1–28|url=https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/view/53407|access-date=11. november 2023}} |
|||
* {{Citation|first=Hugo Jacobus Josephus|last=Zwetsloot|title=Friedrich Spee und die Hexenprozesse - Die Stellung und Bedeutung der Cautio Criminalis in der Geschichte der Hexenverfolgungen|chapter=Die Folter|pages=165–205|date=1954|publisher=Paulinus Verlag|place=Trier|hdl=2066/107288}} |
|||
* {{Citation|first=Hugo Jacobus Josephus|last=Zwetsloot|title=Friedrich Spee und die Hexenprozesse - Die Stellung und Bedeutung der Cautio Criminalis in der Geschichte der Hexenverfolgungen|chapter=Die Inquisition, Der Hexenhammer, Die “Hexenbulle”|pages=46–51|date=1954|publisher=Paulinus Verlag|place=Trier|hdl=2066/107288}} |
|||
; Opslagsværker |
|||
* {{Citation|editor1=Verner Dahlerup|editor1-link=Verner Dahlerup|editor2=Johannes Brøndum-Nielsen|editor2-link=Johannes Brøndum-Nielsen|editor3=Paul Diderichsen|editor4=Jørgen Glahder|editor5=Aage Hansen|editor6=Holger M. Nielsen|title=Ry-Sixpence|chapter=Signe|date=1939|publisher=Gyldendalske Boghandel ; Nordisk Forlag ; Det danske Sprog- og Litteraturselskab|volume=18|place=København|series=Ordbog over det danske Sprog|url=http://www.archive.org/details/ordbogoverdetdan18dansuoft|chapter-url=http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=signe|access-date=11. november 2023|ref={{harvid|ODS: Signe}}}} |
|||
; Webressourcer |
|||
* {{Citation|author=Maria Østerby Elleby|title=De sene trolddomsprocesser: Trolddom i den danske Højesteret 1664-1741|chapter=Den Satans tumult|pages=173–203|date=2022|place=kb.dk|publisher=Kulturministeriets Pure-Konsortium for arkiver, biblioteker og museer|url=https://pure.kb.dk/da/publications/de-sene-trolddomsprocesser-trolddom-i-den-danske-h%C3%B8jesteret-1664-|access-date=11. november 2023|ref={{harvid|(upubliceret ph.d.) Den Satans tumult|2022}}}} - Upubliceret ph.d.-afhandling |
|||
* {{Citation|author1=Eva Smith|author1-link=Eva Smith|author2=Jens Ulf Jørgensen|title=Inkvisitorisk proces|date=2021|editor=Jørn Vestergaard|work=Den Store Danske - Straffeproces|publisher=Gyldendal|place=denstoredanske.lex.dk|url=https://denstoredanske.lex.dk/inkvisitorisk_proces|access-date=11. november 2023|ref={{harvid|Den Store Danske Encyklopædi: Inkvisitorisk proces|2021}}}} |
|||
* {{Citation|author=Karen Lerbech Pedersen|title=1.000 danskere blev brændt på bålet: 6 ting du ikke vidste, om dengang man jagtede hekse i Danmark|date=2020|work=Historie|place=dr.dk|url=https://www.dr.dk/nyheder/kultur/historie/1000-danskere-blev-braendt-paa-baalet-6-ting-du-ikke-vidste-om-dengang-man|access-date=11. november 2023|ref={{harvid|Dr.dk: Hekse|2020}}}} |
|||
* {{Citation|first1=Louise Nyholm|last1=Kallestrup|first2=Michael Nobel|last2=Hviid|title=Trolddom i Danmark i 1500- og 1600-tallet|date=2017|place=danmarkshistorien.dk|url=https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/trolddom-i-danmark-i-1500-1600-tallet|access-date=11. november 2023|ref={{harvid|danmarkshistorien.dk: Trolddom}}}} |
|||
* {{Citation|first=Jakob|last=Ørnbjerg|title=Heksens ansigt - portræt af en kvinde dømt for trolddom i år 1620|date=2016|place=danmarkshistorien.dk|url=https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/heksens-ansigt-portraet-af-en-kvinde-doemt-for-trolddom-i-aar-1620|access-date=11. november 2023|ref={{harvid|danmarkshistorien.dk: Heksens ansigt}}}} |
|||
* {{Citation|title=Besættelsen i Thisted|work=TOHMAS - Thys historie på nettet|place=tohmas.dk|publisher=Thisted Museum|url=http://www.tohmas.dk/temaer/nyere-tid/tro-i-thy/hekse/besaettelsen-i-thisted|access-date=11. november 2023|archive-date=29. august 2019|archive-url=https://web.archive.org/web/20190829215232/http://www.tohmas.dk/temaer/nyere-tid/tro-i-thy/hekse/besaettelsen-i-thisted|ref={{harvid|Thys historie på nettet}}}} |
|||
* {{Citation|editor=Redaktionen på danmarkshistorien.dk|title=Trolddomsforordningen, 12. oktober 1617|place=danmarkshistorien.dk|url=https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/forordning-om-troldfolk-og-deres-medvidere-12-oktober-1617/|access-date=11. november 2023|ref={{harvid|danmarkshistorien.dk: Trolddomsforordningen}}}} |
|||
; Supplerende litteratur |
|||
* Kallestrup, Louise Nyholm: ''Heksejagt. 100 danmarkshistorier'', Aarhus Universitetsforlag, 2020. |
* Kallestrup, Louise Nyholm: ''Heksejagt. 100 danmarkshistorier'', Aarhus Universitetsforlag, 2020. |
||
* John Andersen: Torben Peter Andersen & Thomas Wad, ''Hekseprocesser i Europa'', Emil, 2008. {{ISBN|978-87-89703-38-1}}. |
|||
* [[Ditlev Tamm]]: "Retfærdighedens vogter" (kronik i "''[[Skalk]]''" 1992 Nr. 5; s. 18-26) |
|||
* Johnny Thiedecke: ''Vredens tid : kvindesyn og heksejagt i renæssancens Danmark'', Pantheon, 2000. {{ISBN|87-90108-07-8}}. |
* Johnny Thiedecke: ''Vredens tid : kvindesyn og heksejagt i renæssancens Danmark'', Pantheon, 2000. {{ISBN|87-90108-07-8}}. |
||
* Gustav Henningsen: ''Heksenes advokat - historiens største hekseproces'', Delta, 1981. {{ISBN|87-7449-090-7}}. |
|||
* J.C. Jacobsen, ''Den sidste Hexebrænding i Danmark 1693'', Gad, 1971. {{ISBN|87-12-36475-4}} |
|||
; Ældre bøger |
|||
* David Grönlund, ''Historisk Efterretning om de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker'', Historisk Samfund for Ribe Amt, 1973 (1. udgave 1780). {{ISBN|87-87490-04-8}}. |
|||
== Litteratur om moderne hekseforfølgelse == |
|||
* {{Citation|first=Jill|last=Schnoebelen|title=[Research Paper No. 169] Witchcraft allegations, refugee protection and human rights: a review of the evidence|date=2009|series=New issues in refugee research|publisher=Policy Development and Evaluation Service - United Nations High Commissioner for Refugees|issn=10207473|url=https://www.unhcr.org/cgi-bin/texis/vtx/home/opendocPDFViewer.html?docid=4981ca712}} |
|||
* {{Citation|first1=Alam|last1=Shamsher|first2=Raj|last2=Aditya|title=Witchcraft and Witch Hunting in India: An Assessment|date=2018|pages=21–25|ssrn=3130547}} |
|||
== Noter == |
|||
{{reflist|2}} |
|||
---- |
|||
{{reflist|group=note|2}} |
|||
{{autoritetsdata}} |
{{autoritetsdata}} |
||
[[Kategori:Hekseri]] |
[[Kategori:Hekseri]] |
||
[[Kategori:Kirkehistorie]] |
[[Kategori:Kirkehistorie]] |
||
[[Kategori:Retshistorie]] |
[[Kategori:Retshistorie]] |
||
[[Kategori:Metaforer]] |
|||
[[Kategori:Religionssociologi]] |
[[Kategori:Religionssociologi]] |
Versionen fra 12. nov. 2023, 20:01
Heksejagt er navnkundigt brugt om den forfølgelse af hekse der fandt sted i Europa i tidlig moderne tid - hovedsageligt indtil omkring år 1700 og i det vestlige og centrale Europa samt Skandinavien. Især var det kvinder der blev anklaget for at være hekse, men mænd blev også anklaget for heksekunst (en). Ifølge forskellige opgørelser kan antallet af henrettelser opgøres til mellem 40.000 og 50.000, i alt menes 100.000 personer, hvis ikke flere, at være blevet forfulgt. Kirken stod som kilde til middelalderens hekseforfølgelser, men det er ligeså velkendt at datidens lærde, landsbyboere, borgere og øvrighedspersoner, i nogle tilfælde - som i Danmark - også kongen, karakteriserede hekseprocesserne.
Omend på baggrund af regionale forskelligheder kan det i flere tilfælde eftervises at lokalegnens skik og brug og øvrighedens retslige indgriben har været to sider af samme sag, som en håndtering af økonomisk relaterede eller sociale ændringer.[1]
I dagligsproget dukker heksejagt nok oftest op i overført betydning, til at beskrive hvad man anser som urimelig forfølgelse.
Galleri
-
Pamflet om henrettelsen af en heks beskyldt for nedbrænde byen Schiltach i 1531.
-
Torturmetoder i brug i en tysk hekseproces, 1509.
-
En kvinde brændes i Willisau, Schweiz i 1447.
-
Et tysk heksebål.
Udviklingstræk
Mange af de magiske formler og ritualer, de kloge folk udførte, indeholdt katolske elementer eller var en direkte overtagelse af nu afskaffede katolske ritualer.
Heksejagt er en mangesidig tematisering, men beskrives ofte med relation til overtro, religion og retspraksis. Mest dokumenteret er den religiøse og retslige fordømmelse af trolddom: Bevaret som retsprotokoller og teologiske studier - dæmonologien. Mindre håndgribelig synes den mere folkelige overtro, såsom den lokalkendte tradition at signe,[2] dels også datidens interesse for okkultisme. Heksejagten blev allerede kritiseret af Erasmus (1509) "Til Tåbelighedens Pris", for endelig i 1700-tallet, oplysningstiden, at blive anset for fornuftsstridig.[3]
I den tidligste historisering af heksekunsten, Malleus maleficarum fra 1486, findes den beskrevet ikke som en tradition, men tværtimod en nyere praksis med arkaiske træk.[4] Kunne retsprotokollernes og de teologiske værkers beskrivelse af heksekunst også forståes som lærde konstruktioner,[5][lit 1] så fandt til gengæld Jakob Grimm her spor efter en "førkristlig indfødt - »germansk« - mytologi".[6][lit 2] I slutningen af 1800-tallet og i den første halvdel af 1900-tallet dukker nuancerede studier af trolddom op, der både befatter sig med okkultismens andel,[7][lit 3] psykologiske aspekter,[8][lit 4] og som et socialt fænomen.[9][lit 5] Den feministiske perspektivering af heksekunsten findes både akademisk og som et praktisk-etisk fænomen - neopaganisme - også fra begyndelsen af 1900-tallet.[10][lit2 1]
Den lærde udredning over dæmonologi vandt indpas i teologiske skrifter, allerede kendt i 1200-tallet, men først et par århundreder senere, i 1400-tallet, af den karakter der kom til at præge heksejagten. Netop i århundrederne efter årtusindskiftet prægedes den romersk-katolske kirke af indre som ydre stridigheder - de reform-ivrige munkeordener, investiturstriden - men mere relevant opstod også den katolske inkvisition hvis virke var at føre kamp mod kætterske bevægelser. Inkvisitionen blev kendt og frygtet, syd for Rhinen, hvor katharerne kom til at lægge navn til begrebet 'kætter'.[11] Også enkeltpersoner blev mål for inkvisitionen, og her må nævnes Galileo Galilei og Giordano Bruno, en dominikansk teolog.
Dæmonologiens lære om djævelens magt over hekse blev meget studeret i 1400-tallet, så at der i dag kendes et helt korpus af bøger om hekselære. Ligeledes i 1500-tallet blev der forfattet en mængde skrifter om dæmonologi. Bemærkelsesværdig er her filosoffen Jean Bodin, ophavsmand til enevældets ideologi, med sin De Magorum Daemonomania i 1580 med 20 udgaver på 20 år på fire sprog. Ifølge Bodin er der 50 hekse for hver troldmand, for kvinder er svagere af natur og giver lettere efter for djævelen. Alle midler - såsom tortur - måtte tages i brug for at komme dette uvæsen til livs, også elementerne, for ild ville rense verden for trolddom (hvoraf heksebålene), mens vand ville afsløre enhver heks; for sank hun, var hun uskyldig, men afviste vandet hende og lod hende flyde, var hun skyldig.[12]
Dæmonologien hørte ikke til den del af den katolske kirkes lære, som Luthers tilhængere forkastede. Luther var selv meget overtroisk og mente, en af hans yngre søskende blev dræbt af en heks. På samme vis mente han, at retarderede børn skulle druknes, "for åndssvage børn er skiftinger, født af kvinder, der har haft omgang med djævelen […] De børn skal druknes, ikke af medlidenhed, men fordi djævelen hos skiftinger har taget sjælens plads".[13]
I 1602 offentliggjorde den tyske præst Anton Praetorius bogen Gründlicher Bericht von Zauberey und Zauberern (= Grundig redegørelse om hekseri og heksemestre). Praetorius skrev og talte imod brugen af tortur og hekseprocesser i det hele taget.
Men heksejagten tog sin begyndelse i de katolske kredse: Dels da den katolske inkvisition omkring 1300-tallet også opsporede overtro og tryllekunst. De der kom under sådanne anklager blev herefter overgivet til de verdslige øvrigheder og skikken førte til den verdslige myndighed såvel tog på sig at opspore hekse, i 1300-tallet.[14] Dels mere formelt i 1484 da pave Innocens 8. udstedte bullen Summis desiderantes affectibus (de) om at opspore udøvere af heksekunst - både mænd og kvinder - i visse dele af det nordlige Tyskland samt flere større byer i Rhin-området, og yderligere i 1486 hvor de to pavelige inkvisitorer i Tyskland - dvs. det Tysk-romerske rige - Heinrich Krämer og Jakob Sprenger - begge dominikanerer - udgav Heksehammeren (Malleus maleficarum), nærmest en håndbog i heksejagt.[15] Den nyopfundne trykkekunst sørgede for en hurtig udbredelse. I England rejste heksejægere rundt og så efter kvinder med usårlige "heksemærker" på kroppen. I Tyskland stod de anklagede overfor en juridisk velskolet dommerstand og rutinemæssig tortur ved afhøringer. I Spanien tog inkvisitionen hånd om heksejagten, men forholdt sig skeptisk, og efter 1620 er der langt mellem dødsdommene.[12]
I Danmark, og altså efter reformationen, kendes kong Christian 4. og hans svoger Jakob 6. af Skotland og 1. af England begge som overtroiske. Med sit skrift Daemonologie fra 1597, blev Jakob 6. den eneste konge i historien der kom til at udgive et skrift om trolddom, og han deltog også ved afhøringen af kvinder anklaget for udøvelse af heksekunst. Det spekuleres at hans mor Maria Stuarts voldsomme død må have påvirket ham stærkt.[16]
Christian 4. og Jakob 6. var begge overbevist om, at skotske hekse fremkaldte stormen, der rasede hele efteråret 1589, da kong Christians søster Anna skulle til Skotland for at vies til Jakob. Heksene (eller stormen) fik næsten forhindret ægteskabet, men til sidst rejste Jakob til Norge, hvor det kongelige bryllup stod i Oslo. Efter dette erklærede Jakob sig som djævelens største fjende, og hekseforfølgelserne i Skotland blev da også brutale.[12]
Torturen
Først under afhøringen af den dømte efter domfældelsen, der ofte foregik under tortur, trådte den teologiske kobling mellem trolddom, djævlepagt og afsværgelsen af Gud frem i de dømtes tilståelser. Formålet med den efterfølgende afhøring var at få den dømte til at udlægge eventuelle medsammensvorne samt tilstå, hvor og hvordan vedkommende havde givet sig selv til Djævelen.
Tortur har været en velkendt forhørsmetode ligeså lang tid der har været jura, siden romertiden, indtil der i 1700-tallet påbegyndtes et opgør. I den tidligere del af middelalderen var det
ordalet (de)
der fremherskede, en 'guds prøvelse' hvorunder den anklagede kunne vise sin uskyld - noksom bekendt er jernbyrden og vandprøven, der blev afskaffet ved lateran-konciliet af 1215, for kirkerettens vedkommende. Som følge af den katolske inkvisitions virke udkom senere den pavelige bulle
Ad exstirpanda (de)
af 1252, der legitimerede den pinefulde afhøring af kættere, og den pavelige bulle
Super Illius Specula (fr)
af 1326 legitimerede den pinefulde afhøring af troldomsudøvere og lignende.[17]
Det er muligt - og almindeligt anerkendt - den verdslige ret overtog den inkvisitoriske retsproces fra kirkens retspraksis,[18] men ifølge Hugo Zwetsloot blev forhøret reelt taget i brug som følge af de mere ordnede retsforhold der efterhånden indfandt sig, omkring højmiddelalderen, hvorunder øvrighedspersoner overtog sagsøgers rolle - dvs. for at opretholde ro og orden. Den inkvisitoriske retsproces så den anklagedes tilståelse som et nødvendigt element i domsafsigelsen, og for at opnå denne bekendelse kunne der i visse tilfælde bruges tortur. Det gjaldt specielt grove forbrydelser, og iøvrigt blev anvendelsen reguleret af mange bestemmelser.[19]
Danmark
I perioden fra 1540 til 1693, hvor den sidste heksebrænding skete, kendes færre end tusind processer, og antallet har næppe oversteget et par tusind. Frifindelse var lige så almindelig som domfældelse, især efter 1576, da alle dødsdomme i heksesager skulle appelleres til landstinget.[20] Ifølge Louise Hauberg Lindgaard drejer det sig om henved tusind henrettelser, og på den måde altså - antageligvis - henved et par tusind retsforløb.[21] Indtil året 1660 var den højeste retsinstans Kongens Retterting, og her endte ialt 44 sager, som i de fleste tilfælde førte til frifindelse eller nedsat straf.[22] Efter ediktet fra 1686, at der ikke måtte afsiges dødsdom over hekse uden højesterettens ord, ebbede heksejagten ud.[23] Gustav Henningsen vurderer omfanget af heksejagten som forholdsvis beskedent, og at det beskedne omfang ofte tilskrives to bestemmelser fra 1547, der anses for enestående i Europa. Ifølge den ene var udsagn fra personer dømte for tyveri, forræderi og trolddom, ikke at anse som pålidelige vidner i processer mod andre. Ifølge den anden bestemtes, at "ingen skal pinligen forhøres, førend han er dømt". Disse bestemmelser forhindrede domsprocessen over en heks førte til anklager mod andre.[24] I en senere artikel noterer Henningsen dog at der alligevel findes nogen belæg for kædeprocesser.[25]
I modsætning til i mange andre lande var det sjældent forekommende, at hekseanklagerne omfattede seksuel omgang med djævelen, istedet fandtes anklagerne hyppigt baseret på "forgørelse", dvs. anklager om at have forvoldt død eller ulykke over andre mennesker gennem trolddom.[26]
Den første dokumenterede hekseproces forgik i Stege i 1540, hvor en kvinde blev dømt til at brændes på bålet. Den største danske hekseproces - kaldt for Køge Huskors - foregik i 1612 i Køge. Her blev mindst 15 kvinder dømt til bålet. I både Danmark og Norge blev den heksedømte kvinde brændt levende, bundet til en stige, som blev væltet ind i bålet, når flammerne havde taget fat.
Få af de dømte har efterladt sit portræt, men Dorthe Jensdatter Kjærulf, der blev dømt til bålet for trolddom i Ålborg i 1620, er afbildet på et gravminde fra 1609 i Vor Frue Kirke i Ålborg sammen med sine tre døtre og to afdøde ægtemænd. Hun var veninde med den adelige Christence Kruckow fra Fyn, som var flyttet til Ålborg efter anklager om hekseri. I 1611 blev de, sammen med andre kvinder, grebet i at foretage en rituel fødsel af et voksbarn til brug i trolddomsritualer mod deres uvenner. Men det blev først nogle år senere at de fik deres dom. I 1617 blev der fundet mystiske snore og snarer udspændt i Ålborgs haver, og den opskræmte befolkning mistænkte, at hunde og grise under djævelens ledelse holdt natlige gudstjenester i Vor Frue Kirke. Heksene - altså førnævnte Christence Kruckow og Dorthe Jensdatter - blev også mistænkt for at have myrdet byens borgmester, Niels Iversen Skriver. Dorthe blev brændt, mens Christence som adelig blev halshugget.[27]
Hvad rette troldfolk angår, som har forbundet sig med djævelen eller omgås ham, skal det forholdes efter love og recessen. Men de som indvikler sig med sådanne folk og tillader sig at lade dem udrette noget med sin troldkunst, straffes uden nåde på sin hals.
Omkring 60 % af alle registrerede trolddomssager i Jylland, der er den landsdel, som har det mest komplette kildemateriale, fandt sted i de første ti år efter forordningens udstedelse.
En af de mest berømte heksesager var retssagen mod Maren Splids i Ribe. Hun blev brændt som heks den 9. november 1641 efter at Christian 4. personligt havde involveret sig i sagen. Netop en forordning af 12. oktober 1617, underskrevet af Christian 4., har sandsynligvis medvirket til, at antallet af hekseprocesser mod kvinder steg i de følgende år. Forordningen kendes i dag som Troldomsforordningen og blev dengang skrevet for at markere 100-årsjubilæet for Luthers opslag på kirkedøren i Wittenberg.[28] Forordningens ord om straf for medvidere, altså dem der søgte råd hos troldfolk, og mere drastisk såvel de øvrighedspersoner - fogeder og lignende - der bare kendte til troldfolk, har sikkert virket ansporende, men efter en brat stigning i antallet af trolddomssager i forordningens første tiår faldt antallet støt.[29] Gustav Henningsen noterer dog at arkivmaterialet er mangelfuldt netop i perioden forud, og helt mangler fra år 1650 til 1682.[30] Den sidste officielt dømte heks var Anne Palles, der blev brændt den 4. april 1693.[31]
Besættelsen i Thisted og trolddomsprocessernes ophør
Foranlediget af Besættelsen i Thisted, 1696-1698,[32] kom det til noget af et opgør med de officielle hekseprocesser. Præsten Ole Bjørn i Thisted havde holdt hus med 13 kvinder, fortrinsvis af en ung alder. Omend historien ikke er ligetil, så gik det kort og godt ud på at præsten formodede kvinderne var besat af djævelen, og under tumulten blev efterfølgende udpeget 3-4 hekse.[33]
På det lokale herredsting sættes igang med at undersøge sagen. Da en af heksene endelig tilstår sender Ole Bjørn besked til biskoppen i Ålborg, Jens Bircherod, og herefter ændrer sagen karakter. Ole Bjørns handlemåde kommer i søgelyset, og han bliver i den anledning suspenderet, mens de besatte kvinder nu udspørges efter den formodning at de har foregivet eller indbildt sig deres tilstand. En af kvinderne var svanger, men hverken hun eller barnet overlevede - omstændighederne er ikke helt klare.[34] En anden blev svanger da hun blev 'besovet' med "den skælmske bysvend", undervejs i undersøgelserne.[35]
Biskoppen har fortsat sit engagement under regi af en kongelig kommissionsdomstol. Her bliver flere af de besatte kvinder dømt til døden, og Ole Bjørn dømt til landsforvisning og frataget magistertitel og embede. Landstinget har allerede frikendt heksene men sagen finder alligevel vej til højesteret, der ikke kun skal tage stilling til kommissionsdomstolens dødsdomme, men for sagsforholdet til samtlige af de anklagede. Tilsyneladende stod heksene ikke tiltalt for højesteret - de var jo også frikendt.[36] Straffen blev mildnet for kvinderne, to blev dømt til kagstrygning, dvs. piskning, og herefter livsvarigt fængsel, mens tre måtte i spindehuset, (?). Ole Bjørn blev frakendt embede og gejstligt privilegium og tillige idømt livsvarigt fængsel, i februar 1699, men blev benådet samme år.[37] De fængslede kvinder blev benådet i år 1700, dog en enkelt måtte sidde til 1703.[38]
Arne Magnusson, grundlæggeren af den Arnamagnæanske Samling, udgav kort efter en udførlig beretning om forløbet, men det kan tænkes denne publikation har været iscenesat, omend det dog er ganske vist at Arne Magnusson havde del i skriftets tilblivelse.[39] Det hører også med til historien flere af højesterets dommere i deres votering mente at sagsakterne skulle destrueres. Det kom - efter alt at dømme - ikke til at ske, da det lykkedes Anders Bæksted at publicere et ofte citeret to-bindsværk om affæren.[40]
Efter mildnelsen af retspraksis overfor hekse og lignende forekom flere hændelser, hvorunder folk tog sagen i egen hånd; de to skrappeste er fra år 1722 og år 1800: I 1722 blev en kvinde pryglet og brændt. Selvtægtsfolkene blev straffet, to blev henrettet, en blev dømt til livsvarigt strafarbejde og yderligere fem fik dom.[41] Fra år 1800 berettes om den 82-årige Anna Klemens der kom til en gård i Brigsted ved Horsens, hvor en klog (men smuk ung) kone behandlede en dreng. Da Anna kom ind, forlyder det at den kloge kone råbte: "Her er mesteren for alt hekseriet!" Hun kommanderede seks omkringstående mænd til at prygle Anna, og fik hende til at bekende hun var heks. De fortsatte mishandlingen indtil hun tilsidst døde af det. Også her blev selvtægten straffet. Den kloge kone blev halshugget og mændene blev landsforvist.[42] Men i lovens ord var trolddom strafbart, og det blev først ændret 1866.
I Gustav Henningsens artikel "Hekseforfølgelse efter »hekseprocessernes tid«. Et bidrag til dansk etnohistorie" findes en længere liste over heksemestre, dvs. de der signer og maner for at modvirke heksekunst.[43]
Som en afsluttende anekdote kan fortælles om en hændelse fra Ærø i 1934, hvorunder en mand kom under anklage fra naboerne, som påstod, at han ville skade dem ved at drysse et magisk pulver ud over deres rabarberbed. Anklagerne måtte siden indrykke en notits i den lokale avis, hvor de gendrev deres egne rygter, så deres nabo genvandt sit gode omdømme og så var retsforløbet denne gang faktisk en injuriesag mod naboerne.[44]
Norge
I Danmark kendes hekseprocesserne allerede kort efter reformationen; men i Norge - som iøvrigt fra 1536 var en del af rigsfællesskabet Danmark-Norge - var man en generation senere ude. Mod skadevoldende magi havde der været dødsstraf siden middelalderen, og det kan tænkes der ikke blev ført retssager om det, fordi folk sandsynligvis mente de kunne beskytte sig ved andre forholdsregler, som kors over døren og stål i vuggen, så huldren ikke tog barnet og lagde en skifting i stedet. Blandt den almindelige befolkning har der været skepsis over for beskyldninger om trolddom.[45]
Først fra 1560'erne kendes de første sager, og der var tydelig skepsis til de fremsatte anklager. De fleste anklagede i 1500-tallet blev løsladt, og den danske lagmand i Oslo, Nils Stub, lod de fleste slippe ved hjælp af gode skudsmål fra bekendte.[46] Men i Trøndelag, Agder og på Vestlandet var der mere pågående lensherrer og fogeder.
Dommen mod præsteenken Anne Pedersdatter i 1590 blev for alvor indledningen til hekseforfølgelser i Norge. Som Absalon Pedersson Beyers enke tilhørte hun Bergens øvre samfundslag, men efter at en anden kone havde anklaget hende for trolddom kunne selv det ikke hindre at der opstod rygtespredning og at ravne og krager på hendes ejendom blev udlagt som "dæmoner" og skudt. Den retslige proces blev, typisk for tiden, henlagt. Der måtte gå 15 år førend Anne Pedersdatter igen blev anklaget. Hendes søn, præsten Absalon, mødte for hende, men hun blev hentet med tvang og sad fængslet i Bergens rådhuskælder. Dokumenterne er blandt de mest omfangsrige fra nogen norsk trolddomssag, og blev genfundet i danske arkiver i 1890. Anne skulle have taget livet af fem mennesker ved at kaste sygdom på dem. Særlig alvorligt var det, at hendes tjenestepige gennem 20 år anklagede Anne for at have brugt hende som ridehest når de fløj gennem luften til heksesabbat på Lyderhorn og Fløyen. Tre julenætter på rad skulle Anne have mødt andre troldkvinder på Lyderhorn i Bergen, og planlagt at føre brand og naturkatastrofer over byen ved bjergets fod. Anne svarede godt for sig, men blev alligevel fundet skyldig og dødsdømt. To præster støttede hende, også på vejen til heksebålet. Sagen skabte en splittelse mellem Bergens gejstlighed og borgere så dyb, at den danske statholder i Norge, Axel Gyldenstierne,[47] fik klar besked fra København om at få orden på det.[48] Afdødes svigersøn appellerede til Christian 4., hvor han insisterede på, at det var lensherren på Bergenhus, der af gammelt had til Anne Pedersdatter havde presset lagmanden og byrådet til at dømme hende som heks. Kongen afslog alligevel en oprejsning for hende i 1598.[49]
Det skete også at den anklagede gik fri, eller at den der rejste anklage om hekseri endte med selv at blive anklaget, men i de fleste tilfælde syntes straffen her at stå ude af proportion til forbrydelsen: Fogeden i Bergen holdt en kvinde fængslet på Bergenhus fæstning for trolddom i 1576. Hun blev mishandlet, men til sidst opfordret at gøre sin døl, dvs. fremskaffe 11 "uberygtede dannekvinder", der ville sværge på, at hun var troværdig. Det gjorde de, så hun efter norsk lov fik gjort sin døl for lensherre, lagmand, borgmester og råd, og blev frifundet, stadfæstet 1578 af den samme herredag - en slags forløber for nutidens højesteret, men altså ikke Kongens Retterting - der behandlede klagerne mod den danske lensherre Erik Munk i Nedenes Amt. Denne lensherre havde ladet flere kvinder henrette, og bemægtiget sig gård og ejendom af andre, han satte under mistanke. På herredagen i 1578 var han anklaget for at bryde loven af 1545 ved at lade kvinder brændes på bål uden anden begrundelse end rene beskyldninger. Munk blev dømt til at levere det konfiskerede gods tilbage.[50] Alligevel gav de danske myndigheder ham adelsbrev i 1580.[51]
Ligeså uheldig var fogeden hos lensherre Ludvig Munk i Gauldalen, der blev indklaget for herredagen i 1597. Fogeden havde fængslet og tortureret en kvinde efter at have beskyldt hende for trolddom, og selv om hun ikke tilstod, blev hun brændt. Han var ikke mødt frem på tinget, hvor folk havde givet hende et godt skudsmål, men på herredagen henviste Gauldalsfogeden til vidnesbyrd fra to domfældede personer; det var ikke lovligt bevis, og herredagen dømte og afsatte fogeden.[45]
Blandt gejstligheden i Norge var en af de ivrigste lutheranere biskop Jørgen Erikssøn i Stavanger. Han var uddannet i København og Wittenberg og havde kontakt med Peder Palladius og Niels Hemmingsen. Han skrev til Frederik 2. og klagede over ukristelige, katolske skikke i Stavanger stift med bønner og overtro. Og lagmanden i Stavanger len anvendte "kloge koner". Brevet resulterede i en forordning fra 1584 for Stavanger stift med dødsstraf selv for velmente handlinger som dem, "kloge koner" bedrev. Efter sigende havde kong Frederik udstedt forordningen, fordi han nu var klar over, at der i Norge "bruges stor ukristelig utilbørlighed med signelse og trolddomskunster", og 1593, i Christian 4.'s regeringstid, blev den gjort gældende for hele landet. Trolddomsforordningen af 1617 - "om troldfolck oc deris medvidere" - erstattede dødsstraffen med landsforvisning, men det gjaldt dog kun for signeriet, og ligesom i Danmark medførte forordningen en brat stigning i antallet af hekseprocesser.[52]
I 1609 udformede Christian 4. en forordning, der påbød embedsmændene at holde specielt øje med samer, som blev anset for at være særligt hjemfaldne til trolddom.[53][54] I Finnmark, indtil 1660, blev 92 personer henrettet, ud af i alt 138 anklagede, mens der i den øvrige del af Norge var ca. 175 henrettelser.[55] Herefter bremsede lokale embedsmænd tilsyneladende heksejægerne, for der kendes kun seks henrettelser efter 1671.[54]
Det tyndt befolkede Nordnorge tegnede sig for mere end 40% af kendte dødsdomme - her udgjorde samer omkring en femtedel af de anklagede. Samlet er der i Norge registreret 50 dødsdomme mod mænd, og lidt flere end 250 mod kvinder. I det vestlige Finnmark var der flere mænd end kvinder blandt de dømte, måske pga. den samiske andel af befolkningen.[56]
En af de sidste, der blev dømt for hekseri i Norge, var Marit Rasmusdotter Bjørdal fra Sunnylven, som på Stranda 28. marts 1664 blev dømt til halshugning og derefter bålet. Henrettelsen fandt sted på Stordalsholmen ved Storfjorden på Sunnmøre. Her var den dømte altså død, inden hun blev brændt.[57] I september 1670 blev bondekonen Lisbet Pedersdatter Nypan brændt i Trondheim; hendes mand Ole blev halshugget. Lisbet var fra 1640'erne kendt som "klog kone", som mod betaling helbredte syge ved at læse i salt og saltknuder. En kvinde hævdede at have fået det bedre efter en drik af hospitalsjord rørt med vand og salt. Det var først efter en uenighed om betaling, at bygdefolket anklagede Lisbet og Ole Nypan for at have påført dem sygdom. Bøddelen fik 11 rigsdaler for at gennemføre henrettelserne. Ved boopgørelsen fra januar 1671 efterlod ægteparret sig lidt mere end 85 rigsdaler og havde altså siddet i ret jævne kår.[58] En stavformet genstand fremvises ved Maihaugen i Lillehammer som Lisbets 'luftbærende' kosteskaft.[59] 17. maj 2005 blev der afduget en skulptur til hendes minde.[kilde mangler]
Den allersidste kendte brænding af en dømt heks i Norge var Johanne Nilsdatter i Kvæfjord i 1695.[60]
Sverige
I 1500-tallet var der blot få, spredte tilfælde af domfældelser for hekseri, idet kirken fortrinsvis koncentrerede sig om at domfælde kættere.[61] Karl 9. bøjede sig i 1608 for et ønske fra kirken om at tillade tortur i sager om blandt andet hekseri og sodomi. Dette var begyndelsen til en række processer, der kulminerede i 1670'erne.[62] Karl 10. døde den 12. februar 1660, og selv om hans fireårige søn Karl 11. blev kronet samme dag, regerede rigsrådet som formynderimagt de følgende 12 år. Medlemmerne heraf interesserede sig ikke synderligt for rygterne om hekseri, men da der opstod tumult i forbindelse med anklager for hekseri, især i Dalarna, nedsatte rådet forskellige kommissioner, der skulle undersøge anklagerne.[63] Fra 1669 til 1676 bredte anklagerne og efterfølgende processer sig til store dele af Sverige, indtil den nu myndige konge satte en stopper for dette gennem udstedelse af en kongelig forordning. Baggrunden herfor var, at hekserikommissionen i Stockholm fik flere børnevidner til at tilstå, at de ikke havde været på Bloksbjerg, men var blevet truet eller lokket til at vidne mod "heksene".[64] På dette tidspunkt var mere end 300 blevet henrettet for hekseri i Karl 11.'s regeringstid. Langt de fleste af disse blev fældet af børnevidner, der fortalte om heksenes forførelse af dem på rejser til Bloksbjerg.[65] En mulig forklaring på, at op mod 100 børn kunne vidne mod samme "heks" er, at forældre, der var rædselsslagne over, at deres børn var truede, oprettede vågestuer, hvor de voksne vågede over op til en snes børn, som udvekslede "erfaringer" med hinanden.[66] En del af heksene tilstod deres forbrydelse; ved en tilståelse undgik de at blive brændt levende, men blev i stedet halshugget før bålet, og præsterne forsikrede, at den angrende synder ville komme i paradis.[67]
Ældre forskning om den europæiske heksekunst (bogliste)
- ^ Thomasius (1712) "Dissertatio de origine ac progressus inquisitorii contra sagas" ["Afhandling over oprindelse og forløb af inkvisitionsprocesserne mod hekse"]
Soldan (de) (1843) "Geschichte der Hexenprozesse" ["Hekseprocessernes historie"] - ^ Freytag (de) (1859) "Bilder aus der deutschen Vergangenheit".
Burckhardt (1860) "Kultur der Renaissance in Italien" ["Renæssancekulturen i Italien"]
Murray (de) (1921) "The Witch Cult in Western Europe" ["Heksekulten i Vesteuropa"] - ^ Bezold (1922) "Fortleben der Antiken Götter im mittelalterlichen Humanismus", ["De antikke guder i middelalderens humanisme"]
- ^ Otto Snell (de) (1891) "Hexenprozesse und Geistesstörung" ["Hekseprocesser og sindsforstyrring"]
- ^
Michelet (1862) "La Sorciere" ["Troldkvinden"]
Reuss (1871) "La sorcellerie au seizieme et au dixseptieme siecles, particulierement en Alsace d'apres de documents en partie inedits" ["Trolddom i det 16. og 17. århundrede, specielt i Alsace, ifølge partvis upublicerede tekster"]
- ^ Bernhard refererer her til studiet af Schier (1990) "Hexenwahn und Hexenverfolgung. Rezeption und politische Zurichtung eines kulturwissenschaftliches Tema im Dritten Reich" ["Heksemani og hekseforfølgelse. Reception og politisk tilpasning af et kulturvidenskabeligt tema i Det Tredje Rige"]
- Ludendorff (1934) "Christliche Grausamkeit an Deutschen Frauen" ["Kristen grusomhed mod tyske kvinder"]
Tidlige eksponenter for antropologiens og etnografiens nyere terminologier:[68]
- Varga (de) (1939) "Sorcellerie d'hier. Enquete dans une vallee ladine." ["Gårsdagens troldom. Et undersøgende foretag fra en ladinsk dal-egn."]
- Peuckert (de) (1951) "Geheimkulte" ["Hemmelige kulte"]
- Macfarlane (de) (1970) "Witchcraft in Tudor and Stuart England. A regional and comparative study." ["Heksekunst i Tudor og Stuart England. Et regionalt og sammenlignende studie."]
Hekseforfølgelse i moderne tid
Den folkelige tro på magiske kræfter hos enkeltpersoner findes i mange afrikanske lande, blandt andet Congo og Ghana og flere indiske distrikter, Thailand og sporadisk fra talrige områder verden over.[note 1] Drab og grove overgreb som følge heraf søges imødegået både ved en international indsats, navnligt ved FN's Flygtningehøjkommisariat, og i nogle tilfælde ved indgriben fra lokale myndigheder.
Både i Indien og Saudiarabien findes love mod udøvelsen af heksekunst, og i Saudiarabien kan det også føre til henrettelse.[note 2]
Se også
Eksterne links
Litteratur
- Behringer, Wolfgang (1994), Harald Siebenmorgen (red.), Hexen und Hexenverfolgung im deutschen Südwesten, Volkskundliche Veröffentlichungen des Badischen Landesmuseums Karlsruhe, vol. 2, Karlsruhe: Cantz Verlag / Sönke Lorenz im Auftrag des Badischen Landesmuseums Karlsruhe / Institut für Geschichtliche Landeskunde und Historische Hilfswissenschaften der Universität Tübingen, hentet 11. november 2023
- Benad, Matthias (2000), Edmund Weber (red.), "Religion und Moral der katharischen Bevölkerung des Languedoc. Der ketzerische Pfarrer Petrus Clerici von Montaillou (+ 1321)", Journal of Religious Culture / Journal für Religionskultur: 1-8, doi:10.22028/D291-23579, ISBN 3893226591, ISSN 1434-5935, hentet 11. november 2023
- Clausen, H.P. (1961), "[Anmeldelse] Anders Bæksted: Besættelsen i Tisted 1696-98. I-II (Munksgaard, 1959-60). s., 392 s.", Jyske Samlinger: 342-343, hentet 11. november 2023
- Ersland; Sandvik (1999), Norsk historie 1300-1625, Det norske samlaget, ISBN 9788252151824
- Guillou, Jan (2004), Heksenes forsvarere : en historisk reportage, Modtryk, ISBN 8773949248
- Henningsen, Gustav (1992), "[Anmeldelse] Jens Christian V.Johansen: Da djævelen var ude... Trolddom i det 17. århundredes Danmark. Odense Universitetsforlag 1991. 327 s., ill.", Historisk Tidsskrift: 131-149, hentet 11. november 2023
- Henningsen, Gustav (1979), "Hver by sin heks", Skalk (3): 21-30
- Henningsen, Gustav (1975), "Hekseforfølgelse efter »hekseprocessernes tid«. Et bidrag til dansk etnohistorie", Folk og kultur - årbog for dansk etnologi og folkemindevidenskab: 98-151, hentet 11. november 2023
- Stjernfelt, Frederik (2017), Syv myter om Martin Luther, Gyldendal, ISBN 9788702227215
- Tamm, Ditlev (1992), "Retfærdighedens vogter"", Skalk (5): 18-26
- Wittendorff, Alex (1992), "Trolddoms processernes ophør i Danmark", Historisk Tidsskrift: 1-28, hentet 11. november 2023
- Zwetsloot, Hugo Jacobus Josephus (1954), "Die Folter", Friedrich Spee und die Hexenprozesse - Die Stellung und Bedeutung der Cautio Criminalis in der Geschichte der Hexenverfolgungen, Trier: Paulinus Verlag, s. 165-205, hdl:2066/107288
- Zwetsloot, Hugo Jacobus Josephus (1954), "Die Inquisition, Der Hexenhammer, Die "Hexenbulle"", Friedrich Spee und die Hexenprozesse - Die Stellung und Bedeutung der Cautio Criminalis in der Geschichte der Hexenverfolgungen, Trier: Paulinus Verlag, s. 46-51, hdl:2066/107288
- Opslagsværker
- Verner Dahlerup; Johannes Brøndum-Nielsen; Paul Diderichsen; Jørgen Glahder; Aage Hansen; Holger M. Nielsen, red. (1939), "Signe", Ry-Sixpence, Ordbog over det danske Sprog, vol. 18, København: Gyldendalske Boghandel ; Nordisk Forlag ; Det danske Sprog- og Litteraturselskab, hentet 11. november 2023
- Webressourcer
- Maria Østerby Elleby (2022), "Den Satans tumult", De sene trolddomsprocesser: Trolddom i den danske Højesteret 1664-1741, kb.dk: Kulturministeriets Pure-Konsortium for arkiver, biblioteker og museer, s. 173-203, hentet 11. november 2023 - Upubliceret ph.d.-afhandling
- Eva Smith; Jens Ulf Jørgensen (2021), Jørn Vestergaard (red.), "Inkvisitorisk proces", Den Store Danske - Straffeproces, denstoredanske.lex.dk: Gyldendal, hentet 11. november 2023
- Karen Lerbech Pedersen (2020), "1.000 danskere blev brændt på bålet: 6 ting du ikke vidste, om dengang man jagtede hekse i Danmark", Historie, dr.dk, hentet 11. november 2023
- Kallestrup, Louise Nyholm; Hviid, Michael Nobel (2017), Trolddom i Danmark i 1500- og 1600-tallet, danmarkshistorien.dk, hentet 11. november 2023
- Ørnbjerg, Jakob (2016), Heksens ansigt - portræt af en kvinde dømt for trolddom i år 1620, danmarkshistorien.dk, hentet 11. november 2023
- "Besættelsen i Thisted", TOHMAS - Thys historie på nettet, tohmas.dk: Thisted Museum, arkiveret fra originalen 29. august 2019, hentet 11. november 2023
- Redaktionen på danmarkshistorien.dk (red.), Trolddomsforordningen, 12. oktober 1617, danmarkshistorien.dk, hentet 11. november 2023
- Supplerende litteratur
- Kallestrup, Louise Nyholm: Heksejagt. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag, 2020.
- John Andersen: Torben Peter Andersen & Thomas Wad, Hekseprocesser i Europa, Emil, 2008. ISBN 978-87-89703-38-1.
- Johnny Thiedecke: Vredens tid : kvindesyn og heksejagt i renæssancens Danmark, Pantheon, 2000. ISBN 87-90108-07-8.
- Gustav Henningsen: Heksenes advokat - historiens største hekseproces, Delta, 1981. ISBN 87-7449-090-7.
- J.C. Jacobsen, Den sidste Hexebrænding i Danmark 1693, Gad, 1971. ISBN 87-12-36475-4
- Ældre bøger
- David Grönlund, Historisk Efterretning om de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker, Historisk Samfund for Ribe Amt, 1973 (1. udgave 1780). ISBN 87-87490-04-8.
Litteratur om moderne hekseforfølgelse
- Schnoebelen, Jill (2009), [Research Paper No. 169] Witchcraft allegations, refugee protection and human rights: a review of the evidence, New issues in refugee research, Policy Development and Evaluation Service - United Nations High Commissioner for Refugees, ISSN 1020-7473
- Shamsher, Alam; Aditya, Raj (2018), Witchcraft and Witch Hunting in India: An Assessment, s. 21-25, SSRN 3130547
Noter
- ^ Behringer 1994, s.128-132 ; se evt. Schnoebelen 2009, p.4
- ^ ODS: Signe ; Se evt. Wittendorff 1992, s.5-6
- ^ Behringer 1994, s.96
- ^ Behringer 1994, s.94
- ^ Behringer 1994, s.96-97,105-106
- ^ Behringer 1994, s.103,109,116
- ^ Behringer 1994, s.112
- ^ Behringer 1994, s.110
- ^ Behringer 1994, s.104,114
- ^ Behringer 1994, s.103,116-118
- ^ Benad 2000, s.1-2
- ^ a b c Ersland & Sandvik 1999, s.230
- ^ Stjernfelt 2017, s.88-89
- ^ Zwetsloot 1954, s.46-49
- ^ Zwetsloot 1954, s.49-51
- ^ James VI and I: History's Most Notorious Royal Witch-Hunter - HistoryExtra
- ^ Se også Zwetsloot 1954, s.46-49
- ^ Den Store Danske Encyklopædi: Inkvisitorisk proces 2021
- ^ Zwetsloot 1954, s.165-205
- ^ Henningsen 1979, s.28
- ^ Dr.dk: Hekse 2020
- ^ Tamm 1992, s.3
- ^ Se evt. Wittendorff 1992, s.20-23
- ^ Henningsen 1979, s.25f
- ^ Henningsen 1992, s.146
- ^ Guillou 2004, s.182
- ^ danmarkshistorien.dk: Heksens ansigt
- ^ danmarkshistorien.dk: Trolddomsforordningen
- ^ danmarkshistorien.dk: Trolddomsforordningen se også Wittendorff 1992, s.18-19
- ^ Henningsen 1992, s.134-135; også relevant:s.142
- ^ danmarkshistorien.dk: Trolddom
- ^ (upubliceret ph.d.) Den Satans tumult 2022 ; Thys historie på nettet
- ^ Thys historie på nettet
- ^ Thys historie på nettet
- ^ (upubliceret ph.d.) Den Satans tumult 2022, s.186,190
- ^ Thys historie på nettet ; (upubliceret ph.d.) Den Satans tumult 2022, s.174
- ^ (upubliceret ph.d.) Den Satans tumult 2022, s.198
- ^ Thys historie på nettet
- ^ (upubliceret ph.d.) Den Satans tumult 2022, s.199
- ^ Clausen 1961 ; sagsakter: (upubliceret ph.d.) Den Satans tumult 2022, s.182,183,193
- ^ Henningsen 1975, s.106-113
- ^ Henningsen 1975, s.117
- ^ Henningsen 1975, s.125-135
- ^ Heksetroen fortsatte ; se også Henningsen 1975, s.124-125
- ^ a b Ersland & Sandvik 1999, s.232
- ^ Nils Stub - Norsk biografisk leksikon
- ^ Axel Gyldenstierne - Norsk biografisk leksikon
- ^ Anne Pedersdotter - Norsk biografisk leksikon
- ^ Ersland & Sandvik 1999, s.234
- ^ Ersland & Sandvik 1999, s.231
- ^ Erik Munk - Norsk biografisk leksikon
- ^ Ersland & Sandvik 1999, s.232-234
- ^ Forfølgelse av samiske trollmenn i Finnmark (norgeshistorie.no)
- ^ a b Guillou 2004, s.193
- ^ Guillou 2004, s.190
- ^ trolldomsprosessene i Norge - Store norske leksikon
- ^ Stordalsholmen - Kunsthistorie
- ^ Lisbet Nypan - Norsk biografisk leksikon
- ^ Skaft - Maihaugen / DigitaltMuseum
- ^ Johanne Nielsdatter - Store norske leksikon
- ^ Guillou 2004, s.22
- ^ Guillou 2004, s.31
- ^ Guillou 2004, s.63f
- ^ Guillou 2004, s.116
- ^ Guillou & 2004),, s.3f
- ^ Guillou 2004, s.113f
- ^ Guillou 2004, s.72f
- ^ Behringer 1994, s.119-121,124
- ^ Schnoebelen 2009, p.6-9 ; Indien: Shamsher & Aditya 2018 ;
- ^ Shamsher & Aditya 2018 ; Schnoebelen & 2009}, p.7