Lev Trotskij

Lev Davidovitj Trotskij

Lev Davidovitj Trotskij (russisk: Лев Дави́дович Тро́цкий, tr. Lev Davídovitj Trótskij, på engelsk også kendt som: Leo(n) Trotsky; født 7. november 1879, død 21. august 1940; oprindeligt navngivet Lev Davidovitj Bronstein) var en russisk revolutionær, politisk tænker og politiker.

Han var en af lederne af Oktoberrevolutionen, og regnes for dens næstkommanderende efter Lenin. Efter Lenins død i 1924 var han en af hovedkræfterne i modstanden mod Stalins politiske linje, hvilket førte til hans eksklusion fra partiet i 1927 og deportation fra Sovjetunionen i 1929.

Trotskij blev myrdet i 1940 med en isøkse af den kommunistiske NKVD-agent Ramón Mercader.

Trotskij før 1917

Lev Trotskij i 1897

Lev Trotskij blev født i en lille landsby i Det russiske imperium kaldet Janovka, i dag beliggende i det sydlige Ukraine. Hans forældre David Leontjevitj Bronstein og Anna Lvovna Bronstein var af jødisk oprindelse. De praktiserede dog ikke den jødiske religion, ej heller talte familen jiddisch, men kun russisk og ukrainsk. Trotskijs yngre søster Olga giftede sig senere med den ledende bolsjevik Lev Kamenev.

Han begyndte at interessere sig for marxismen omkring 1896, hvor han bl.a. stod bag organiseringen af den sydrussiske arbejderunion i byen Nikolajev. I 1898 blev Trotskij arresteret for revolutionær virksomhed. Han formåede dog at flygte fra Sibirien i 1902 til London, hvor han stiftede bekendtskab med ledende revolutionærer som Lenin, Plekhanov og Martov, der ledede den revolutionære avis Iskra (gnisten), hvor Trotskij hurtigt blev en af bladets markante forfattere.

Oprindeligt var kemien blandt Lenin og Trotskij rigig god, men ved det russisk socialdemokratis anden partikongres i 1903 brød han med Lenin, da han var af den opfattelse, at Lenin nu begyndte at arbejde for at skaffe sig fuld kontrol over partiet. Trotskij sluttede sig derfor til mensjevikkerne, men forlod dog allerede mensjevikkerne i september 1904, fordi de insisterede på en alliance med de russiske liberale og var uvillige til forsoning med Lenins bolsjevikker. Fra dette tidspunkt og indtil 1917 beskrev Trotskij sig selv som en upartisk socialdemokrat.

Ved den første russiske revolution i 1905 var Trotskij ivrig efter at vende tilbage til Rusland. Han nåede allerede til Kijev i februar og senere til hovedstaden Skt. Petersborg. Herfra ledede han sovjetten i Skt. Petersborg, hvor han under den voldsomme strejkebølge markerede sig som en enestående taler. Han blev herefter arresteret og forvist til Sibirien, men flygtede under transporten. I tiden frem til 1917 var han for det meste i Wien, hvor han redigerede tidsskriftet Pravda. I Wien stiftede han også bekendskab med psykoanalysen, der netop var opstået i denne by få år forinden. I denne fase af sit liv udviklede han samtidig sin teori om den permanente revolution.

Trotskij under revolutionen

Efter et ophold i New York kom Trotskij tilbage til Rusland i maj 1917. Han ankom en måned efter Lenin. Striden mellem de to mænd havde tidligere været så heftig, at de ikke uden videre kunne falde hinanden om halsen. Trotskij blev i første omgang leder for en lille gruppe af venstresocialister i petrogradsovjetten. Dog skubbede de dramatiske begivenheder, som de følgende måneder fulgte med sig, Trotskij til at vælge Lenins bolsjevikiske side. Han blev så atter leder af byens sovjet, og i oktober var det ham, der organiserede den afgørende militære opstand, som førte til den bolsjevikiske magtovertagelse.

Trotskij og Lenin havde på hver deres måde været en vigtig brik i udførelsen af revolutionen: Trotskij inspirerede masserne og soldaterne, mens Lenin gennem sit partiarbejde uddannede ledere og organisatorer. Derefter fik Trotskij som udenrigskommisær opgaven at slutte fred med Tyskland, hvilket han gjorde i Brest Litovsk. Herefter blev han udnævnt til krigskommissær og øverstkommanderende for de sovjetiske styrker. Hans nye opgave bestod i at slå den forventede kontrarevolution tilbage. Modsat Lenin var Trotskij ofte ude for at besøge soldaterne ved fronten, og ved hjælp af disciplinære foranstaltninger og en engageret retorisk indsats fik han tilført Den røde hær ny kampkraft.

Kampen om magten efter Lenins død

I Lenins såkaldte testamente, som han dikterede til en af sine sekretærer, stod der, at Trotskij var "den mest egnede mand" i partiets centralkommité, men også den mand, der led af umådeholden selvtillid og i alt for højt grad begravede sig i tingenes rent administrative sider. Lenin plæderede for en kollektiv ledelse af partiet efter sin død, men hans mulige arvetagere inklusiv Trotskij selv var ikke de store tilhængere af dette standpunkt. Grigorij Zinovjev var en af dem, der ikke lagde skjul på sine politiske ambitioner, og i hans øjne var Trotskij den klart farligste rival. Zinovjev og hans nære politiske kampfælle Lev Kamenev valgte derfor at danne en særlig "trojka" sammen med Stalin. Denne nye konstellation kom umiddelbart til at stå ganske stærkt, idet den på det tidspunkt kunne regne med en stor opbakning fra de øvrige medlemmer af Politbureauet.

Lenins død d. 21 januar 1924 kom uventet for de fleste på trods af hans ellers langvarige sygdomsforløb. Trotskij var på rekration i Kaukasus, da det skete. Stalin fortalte fejlagtigt Trotskij, at han ikke kunne nå at vende tilbage til Moskva inden Lenin skulle bisættes. Trotskij forblev derfor i Kaukasus, hvilket betød, at den mand, som i den bredere offentligheds øjne vel stadig stod som Lenins naturlige arvtager, ikke var med til at sige offentligt farvel til sovjetstatens grundlægger.

Rent ideologisk var der nu også tydelige forskelle på Stalin og Trotskij. Hvor Stalin havde haft stor succes med at implementere sine idéer om socialisme i et land, mente Trotskij i forlængelse af sine ideer om den permanente revolution, at socialisme i Rusland ikke kunne stå på egne ben.

Da arvefølgekrigen var på sit højeste i midten af 1920'erne, distancerede Trotskij sig ganske vist lidt fra sine tidligere synspunkter. Ifølge Stalin var Trotskij på vej til at lade den russiske revolution rådne op, mens han gik rundt og ventede på verdensrevolutionen. Under en pause i de interne partikampe i foråret 1926, nærmede Zinoviev, Kamenev og deres tilhængere i "Ny Opposition" Trotskijs tilhængere og de to grupper dannede en alliance, der også sluttede sig sammen med nogle mindre oppositionsgrupper inden for Kommunistparti. Alliancen blev kendt som "Forenede Opposition".

Den Forenede Opposition blev gentagne gange truet med sanktioner fra partiets ledelse og Trotskij måtte acceptere taktiske tilbagetrækning, for at bevare sin alliance med Zinoviev og Kamenev. Oppositionen forblev forenet mod Stalin i hele 1926 og 1927, især på spørgsmålet om den kinesiske revolution. I slutningen af 15. partikonference i oktober 1926 mistede Trotskij sit sæde i politbureauet og den nye opposition til Stalin stod meget svagt. Deres tilhængerskare i partiet var på dette tidpunkt svundet ind til et minimum. I løbet af ganske kort tid blev tæppet trukket væk under dem ved en fælles indsats af Nikolaj Bukharin og Stalin. I 1927 blev Trotskij, Zinovjev og Kamenev ekskluderet af partiet, og i 1928 blev Trotskij deporteret til Alma-Ata i Centralasien. I januar 1929 blev Trotskij forvist fra Sovjetunionen og sat på et skib til Tyrkiet.

Eksil og død

Trotskijs grav

Trotskij boede i Istanbul de næste fire år. Det var farligt, da der boede mange gamle officerer fra den hvide hær. Heldigvis for Trotskij var der mange af hans europæiske tilhængere, der tilbød at arbejde som bodyguard for ham under hans ophold.

I 1933 fik han asyl i Frankrig, men i 1935 fik han at vide, at han ikke længere var velkommen der. Han flyttede til Norge, hvor han var gæst hos Konrad Knudsen ved Oslo. Han kom dog i husarrest pga. Sovjetunionens indflydelse.

Under moskvaprocesserne i 1936 blev Zinovjev og Kamenev beskyldt for at være i ledtog med Trotskij, der fra sit eksil i Norge havde planlagt et Trotskistisk-Zinovjevistisk center, der direkte havde organiseret mordet på Sergej Kirov. Trotskij blev nu sendt til Mexico, hvor han blev budt velkommen af den mexicanske præsident Lazaro Cardenas. Han boede herefter hos maleren Diego Rivera og hans kone Frida Kahlo, som han havde en affære med. I maj 1939 flyttede han til Avenida Viena i nærheden.

Trotskij stod stadig som et politisk alternativ til Stalin, alene fordi han var i live. Dertil kom, at Trotskij havde stiftet den Fjerde Internationale, der direkte prøvede at tage kampen op med den tredje internationale, komintern. Det Sovjetiske hemmelige politi havde i lang tid forgæves søgt at sætte Trotskij ud af spillet med forskellige aktioner. Men den 20. august 1940 blev den tidligere sovjetiske revolutions- og borgerkrigshelt angrebet af NKVD-agenten Ramon Mercader med en isøkse i sit hjem i Mexico. Trotskij blev ramt i hovedet, men døde ikke med det samme. Vidner har sagt, at Trotskij spyttede på Mercader og begyndte at slås med ham, hvorefter Trotskijs bodyguards kom ham til undsætning og nær havde dræbt overfaldsmanden. Trotskij stoppede dem, da han ville have Mercader afhørt. Trotskij kom på et hospital, hvor han blev opereret. Han døde dagen efter af sine kvæstelser 60 år gammel.

Eftermæle

Mange partier bygger på Lev Trotskijs videre fortolkning af de marxistiske og kommunistiske værker, i Danmark for eksempel Socialistisk Arbejderparti, som er en del af Enhedslisten, er tilhængere af Trotskij og hans tankegang. Det samme gælder Socialistisk Standpunkt og Internationale Socialister i Danmark. Trotskij har fået en ideologi bygget efter hans principper, den kaldes Trotskisme, og er en del af den brede anti-stalinistiske venstrefløj.

Eksterne links

Søsterprojekter med yderligere information: Billeder og medier fra Wikimedia Commons Citater fra Wikiquote Kildetekster fra Wikisource

Portal:Kommunisme

• The Lubitz TrotskyanaNet dealing with Leon Trotsky, Trotskyism and Trotskyists (engelsk)
• Leon Trotskij – hans liv og værk (af Socialisten)
• Stalin vs. Trotskij (af Socialistisk Standpunkt)  (Webside ikke længere tilgængelig)
• marxister.dk: Dansk Online Bibliotek med værker af Leon Trotskij (Marxistiske Klassikere)
• marxister.dk: Lenin og Trotskij - hvad de virkelig stod for af Alan Woods og Ted Grant. (Marxistiske Klassikere)