USA - litteratur, USAs litteraturhistorie fortæller traditionelt om den hvide mands ankomst til Amerika og udviklingen til en litterær enhedskultur. Men der var en oprindelig befolkning med veludviklede mundtligt-litterære kulturer allerede før de puritanske pilgrimmes ankomst i begyndelsen af 1600-t.
The Great American Novel
| En myte i amerikansk litteraturhistorie Forestillingen om den udtømmende, altfavnende nationale roman har været levende i amerikansk litterær bevidsthed siden Nathaniel Hawthornes The Scarlet Letter (1850) og Herman Melvilles Moby-Dick (1851), dvs. stort anlagte værker med universelt eksistentielle ærinder på en specifik amerikansk baggrund. Mange titler har kandideret med eller uden deres forfatteres vidende eller ønske. De danner tilsammen en uafsluttet og uafsluttelig kæde af litterære udsagn om et land karakteriseret netop ved det mangeartede og ufastholdelige. Storheden i forestillingen om The Great American Novel ligger måske i de stadige og imponerende ambitiøse forsøg på at fastholde amerikanske idealer og erfaringer midt i den mangfoldighed, der betinges af tid og sted. |
|
Siden da har amerikansk litteratur udviklet sig i stadigt samspil mellem dem, der frivilligt eller ufrivilligt er kommet til den nye verden, og den litterære tradition, som værtslandet efterhånden etablerede som sin egen og i begyndelsen med udpræget europæisk resonans. Den amerikanske litteratur træder imidlertid allerede tidligt i karakter. Den afspejler en konstant diskussion om værdigrundlaget for en nation, der skabtes ved revolutionær løsrivelse fra en kolonimagt, og som har etableret sig ved konstant immigration og ekspansion, og hvor den enkeltes muligheder har været et bærende princip. Siden midten af 1900-t. har amerikanske litteraturhistorikere været optaget af at revurdere litteraturhistorien i perspektiv af USA som en mangfoldig kultur: Smeltediglen som gængs symbol for amerikansk enhedskultur er blevet udskiftet med salatskålens brogede, flerkulturelle indhold.
Kolonilitteraturen frem til 1800
New England-koloniernes engelsksprogede litteratur i tiden mellem de første kolonisters ankomst og etablering som selvstændig stat var, både mht. genre og indhold, præget af et religiøst udgangspunkt og nybyggertilværelsens udfordringer til samfundsorganisering og dagligdagens praktiske gøremål. Rapporter, krøniker, biografier og prædikener var således de gængse tidlige genrer. Lyrikken dyrkedes, efter samtidige engelske forbilleder, af Anne Bradstreet og Edward Taylor (ca. 1645-1729), begge fra Massachusetts. Litterære udtryk for strengt religiøse idealer som hos Cotton Mather og Jonathan Edwards veg fra begyndelsen af 1700-t. for en mere verdsligt orienteret litteratur, der afspejler en begyndende sekularisering af det amerikanske nybyggersamfund, som det ses tydeligt hos Sara Knight (1666-1727) og William Byrd (1674-1744).
Oplysningstidens rationalistiske idealer fik i de amerikanske kolonier en markant politisk drejning, ansporet af den voksende utilfredshed med kolonistatus. Benjamin Franklins flittige virke som publicist gennem det meste af århundredet skabte rammerne for en livfuld litterær mangfoldighed med den politiske debat som central form. Noah Websters ordbogsarbejde med henblik på at beskrive et amerikansk engelsk peger i samme retning. Franklins bidrag til den politiske kolonidebat gødede jorden for Thomas Paines filosofiske og retoriske forsvar for koloniernes løsrivelse og også for de betragtninger, som Thomas Jefferson, Alexander Hamilton, James Madison og John Jay fremkom med i de 85 essays, der blev offentliggjort 1787-88 som The Federalist Papers for at bane vejen for en forfatning. 1700-t.s forberedelse til og gennemførelse af løsrivelse fra Storbritannien var med til at polere retorikken i det politiske essay, og Den Amerikanske Revolution indvarslede begyndelsen til en egentlig tradition inden for lyrik og fiktion, der ganske vist lænede sig kraftigt op ad britiske forbilleder, men reflekterede specifikt amerikanske anliggender. "Yankee Doodle" blev hurtigt en slagsang med bred appel i Frihedskrigen, og Philip Freneaus digte om krigen fungerede som effektiv propaganda. Hans lyrik havde afsæt i samtidig europæisk nyklassicisme, men med naturromantiske elementer fra de amerikanske omgivelser. Amerikanske figurer begyndte at optræde i dramatik med ganske vist klare europæiske genreforbilleder, og William Hill Brown (1765-93) indskrev sig i amerikansk litteraturhistorie med den første egentlige amerikanske roman, The Power of Sympathy (1789), der omplantede den fremherskende europæiske sentimentale roman til amerikansk jord. Den pikareske tradition fandt en udøver i H.H. Brackenridge (1748-1816), og det gotiske i Charles Brockden Brown (1771-1810).
Amerikansk romantik 1800-1840
Den amerikanske romantik havde et mere heterogent præg, end tilfældet var i Storbritannien og i det øvrige Europa. Naturlyrikken fandt en fornem dyrker i William Cullen Bryant (1794-1878), mens prosaisten Washington Irving efter en tid som satiriker i skarptsleben nyklassicistisk stil udviklede sin egen romantiske vision under påvirkning af de tyske romantikere og Walter Scott. Også påvirket af Scott skrev James Fenimore Cooper sine indianer- og nybyggerromaner, der sikrede ham store læserskarer både i USA og i udlandet. Med Edgar Allan Poe, der tilførte den gotiske fortælling en troværdig psykologisk dimension, og som kan siges at have opfundet den moderne krimi, blev amerikansk litteratur eksporterbar. Ikke blot fandt den læsere i udlandet, men blev også af afgørende inspiration for navnlig de franske symbolister og derfra videre ind i europæisk litteratur og tilbage til amerikansk modernisme. I perioden begyndte også Syden at gøre sig gældende i litterær henseende med skildringerne af plantagekulturen hos John Pendleton Kennedy (1795-1870) og med William Gilmore Simms' (1806-70) historiske romaner om nybyggerliv.
Begyndelsen til en amerikansk litteratur 1840-1880
Med valget af Andrew Jackson i 1829 havde vælgerne markeret deres ønske om en folkelig og demokratisk sindet præsident, der stod for den ekspansionsdynamik, som blev indbegrebet af den amerikanske identitet, indtil kontinentets vestlige grænse var nået mod slutningen af 1800-t. Selvom disse års litterære udtryk var mangeartede, var de fælles om deres grænsebrydende og identitetsprøvende kendetegn. Det gjaldt humoristerne i nordøst omkring James Russell Lowell, der satte det etablerede New England i gabestok, og det gjaldt humoristerne i sydvest, fx Davy Crockett, hvis vid omfattede nybyggerkulturen i al dens farverigdom og lovløshed. Selvom Lowell også var humorist, havde han meget tilfælles med de såkaldte Brahmin writers i New England, Henry Wadsworth Longfellow og Oliver Wendell Holmes, der som professorer ved Harvard University var kulturelle kosmopolitter, men bevidst anvendte deres viden og kunnen på amerikansk natur, kultur og erfaring.
En helt særlig status for både sam- og eftertid fik transcendentalisterne. Transcendensen gælder overskridelsen af den ellers rummelige unitarisme, der var den fremherskende religiøse bekendelse i New England. Ralph Waldo Emerson, Henry David Thoreau og Margaret Fuller ønskede at overskride enhver form for norm og rationalitet i deres forsøg på at nå de dybeste sandheder. Deres udogmatiske åbenbaringsreligion var en slags amerikansk romantik, der støttede sig mindre til filosofiske overvejelser end til en naturrelateret oplevelse af menneskets muligheder. De politiske reformvinde, der blæste over det europæiske kontinent i 1840'erne, påvirkede bl.a. transcendentalisterne og var med til at skabe et behov for en egentlig amerikansk historieskrivning (George Bancroft (1800-91), John Lothrop Motley (1814-77), Francis Parkman (1823-93)). Ellers drejede den amerikanske politiske debat sig nu om enkeltstaternes ret til at bestemme. Bevægelsen for slavefrigørelsen vandt frem og fik støtte i J. Greenleaf Whittiers (1807-92) lyrik, men størst litterær effekt i ind- og udland i den henseende havde Harriet Beecher Stowes Uncle Tom's Cabin (1852). Den importerede slavearbejdskrafts egne litterære aktiviteter var i sagens natur få (George Moses Horton (ca. 1797-ca. 1883), William Wells Brown (ca. 1814-84), Frederick Douglass).
Tiåret op til Den Amerikanske Borgerkrig var domineret litterært af tre skikkelser: Nathaniel Hawthorne, Herman Melville og Walt Whitman. Hawthornes foretrukne form var allegorien, i hvilken han diskuterede grundlæggende eksistentielle spørgsmål som ondt og godt, skyld og straf, som i The Scarlet Letter (1850). Disse spørgsmål optog også symbolisten Melville, hvis Moby-Dick (1851) mere end nogen anden er blevet amerikansk romanlitteraturs centrale tekst, mens Walt Whitman i sin formsprængende, selvhævdende og entusiastiske dyrkelse af det almindelige menneske i Leaves of Grass (1855) stødte an mod megen etableret tankegang. Efter Borgerkrigen vandt fiktion med stærkt lokalkoloristisk islæt frem (Bret Harte, Harriet Beecher Stowe, Edward Eggleston (1837-1902)) og fortsatte hermed førkrigshumoristernes forankring i det regionale, idet den stadig stærkt populære humoristiske litteratur i stigende grad fokuserede på mere almentmenneskelige træk. Mark Twain forenede det humoristiske og lokale i sine historier om livet på og omkring Mississippi, der i høj grad har været med til at forme nationens identitetsfølelse.