Rudolf Schuster er en slovakisk forfatter og tidligere politiker, præsident fra 1999 til 2004.
Rudolf Schuster blev medlem af kommunistpartiet i 1964, da Slovakiet udgjorde en del af det kommunistiske Tjekkoslovakiet. Efter Fløjlsrevolutionen i 1989, hvor Tjekkoslovakiet blev et demokrati, var han medstifter af Partiet for Medborgerlig Forståelse (SOP), og han var 1990-1992 Tjekkoslovakiets ambassadør i Canada.
Efter delingen af Tjekkoslovakiet i 1993 blev han det uafhængige Slovakiets første udenrigsminister. I 1998 blev han formand for SOP, og i 1999 blev han valgt til Slovakiets præsident med 57 procent af stemmerne. Han var en varm fortaler for landets optagelse i NATO og EU, og som statsoverhoved lagde han op til et tæt samarbejde med den katolske kirke, der traditionelt er en betydelig politisk magtfaktor i landet.
Schuster opnåede ikke genvalg i 2004, hvor han kun fik 7 procent af stemmerne, og han har siden været uden politisk indflydelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.