kirkehistorie

Kirkehistorie, Den kirkeligt organiserede kristendom er en religion, der bygger sit budskab og sine påstande på historiske begivenheder, som den fortolker som "opfyldelse" af tidligere begivenheder. Derfor har den fra første begyndelse dyrket en form for kirkehistorieskrivning. I NT og i oldkirkelig litteratur kom den især til udtryk i bestræbelsen på at demonstrere frelseshistoriens sammenhæng fra skabelse til dommedag, fra det gamle gudsfolk til det nye. Den manifesterede sig også i etablering af bispelister for de enkelte menigheder (jf. apostolsk succession).

Som selvstændig litterær genre kom kirkehistorien til udfoldelse hos Euseb. Med sin Kirkehistorie (afsluttet 324) ville han vise, hvordan kirken, det nye gudsfolk, havde hævdet sig over for alle angreb udefra (forfølgelser) og indefra (kætterier) og konsolideret sig som institution under sine biskoppelige ledere. Til Eusebs græske sluttede sig i 500-t. Cassiodorus' latinske kirkehistorie, som s.m. en latinsk oversættelse af Euseb blev mønsterfremstilling i vestlig middelalder og endnu længere frem. Dens dispositionsprincip, Danielbogens "fire verdensriger" med det romerske som det sidste, vidner om den tendens til at identificere kirkehistorie og verdenshistorie under ét med udfoldelsen af en erkendelig guddommelig plan, som præger middelalderlig kirkehistorisk opfattelse.

Et udslag af denne stræben efter teologisk helhedsforståelse af al historie er den højmiddelalderlige påstand om pavemagtens autoritet. I polemisk modsætning hertil står i vestlig middelalder to andre, indbyrdes beslægtede helhedstolkninger. Den ene anskuer den institutionelle kirke som udtryk for en historisk fejludvikling, et frafald fra den oprindelige kristendom, hvis retningslinjer foreligger i evangeliernes skildringer af Jesu og apostlenes fattige og selvopofrende liv. Den anden (bl.a. repræsenteret af Joachim a Fiore) ser pavekirken som et foreløbigt og ufuldkomment stadium, der efter Guds vilje skal følges af en kristen livsform og et kirkeligt fællesskab, som er bestemt af åndens frihed.

Sådanne historiesyn er blandt forudsætningerne for de kirkehistoriske betragtninger, som man gjorde gældende i 1500-t.s reformationsbevægelser: i den protestantiske "venstrefløj"s radikale, institutionsfjendtlige historietænkning (fx Sebastian Franck) såvel som i den lutherske traditions store Magdeburg-Centurier (1559-74). Centurierne repræsenterer en gammelprotestantisk tankegang ved den linje, de trækker fra den perfekte nytestamentlige kristendom gennem forfaldet under den pavelige "Antikrist"s herredømme til befrielsen gennem Martin Luthers indsats. Cesare Baronio svarede igen fra katolsk hold.

Fælles for disse oldkirkelige og gammeleuropæiske opfattelser er deres karakter af helhedstolkninger. I de samme århundreder blev der dog også drevet lokale, regionale og detaljeorienterede kirkehistoriske studier såsom oldkirkelige martyrbiografier og middelalderlige helgenbiografier, klosterannaler og nationalhistorier (fx Gregor af Tours, Beda Venerabilis). I senmiddelalder og renæssance vandt en kildekritisk detailforskning mere og mere terræn (fx Lorenzo Valla) og fik gennemslagskraft i 1600- og 1700-t.s Frankrig (maurinere og bollandister).

Det er først i oplysningstiden, man for alvor anfægter betragtningen af kirkehistorien som et forløb, hvis permanente guddommelige styring kunne påvises i detaljer af historikeren. Her blev den tyske teolog Johann Lorenz Mosheim (1694-1755) en banebrydende skikkelse. I 1726 udgav han det første større kirkehistoriske værk, hvori der gives afkald på denne "dogmatiske" tolkning (såvel som på konfessionel polemik), og hvori forfatteren holder sig til de årsagsforklaringer, som kan gives uden henvisning til "Guds finger i historien". Derved blev værket banebrydende for moderne kirkehistorisk skrivning og for dens stadig tættere metodefællesskab med historievidenskaben.

En anden indsats med langtrækkende virkninger fra samme periode er den radikale tyske pietist Gottfried Arnolds "upartiske kirke- og kætterhistorie" (1698-1700), hvori den traditionelle skelnen mellem ortodoksi og kætteri vendes på hovedet: Det er hos kætterne, autentisk kristendom har gjort sig gældende, og ikke i den institutionelle kirkelighed.

Af de træk, der har været bestemmende for kirkehistoriens udvikling i 1800 og 1900-t., må fremhæves den vældige vækst i materialemængden gennem kritiske kildeudgaver. Ligesom i faget historie har en følge heraf været, at tidligere tiders store énmandsfremstillinger af hele historien efterhånden har veget pladsen for monografiske behandlinger af mere eller mindre begrænsede emner og for kollektivindsatser med flere forfattere.

Til den stigende specialisering har svaret en stigende spredning af temaer og problemformuleringer. I dogmehistorien, en underdisciplin til kirkehistorien, vidner Adolf von Harnacks indsats i slutningen af 1800-t. om to af periodens stadig mere fremtrædende kendetegn: kirkehistoriens afkonfessionalisering (indledt af Mosheim og Arnold) og udviklingstankens magt over sindene. Harnack søgte netop at afdække en udvikling fra oprindelig kristendom gennem indoptagelsen af antik tænkning og kultur til en lære, hvis sammenhæng med det oprindelige budskab ikke benægtes, men gøres til genstand for problematisering og diskussion uden konfessionelle hensyn.

Eksempler på andre og nyere forskningsfelter er kristen folkereligion og gudelige vækkelser, studeret i sammenhæng med deres sociale og politiske miljøer.