Alfred Nobel var en svensk kemiker, erhvervsmand og stifter af Nobelprisen. Som søn af en velhavende forretningsmand, der bl.a. beskæftigede sig med våbenfremstilling, fik Nobel en uddannelse, som både omfattede naturvidenskab, litteratur og adskillige fremmedsprog.
Alfred Nobel
Faktaboks
Alfred Bernhard Nobel
- Født
- 21. oktober 1833, Stockholm, Sverige
- Død
- 10. december 1896, San Remo, Italien
Opfindelsen af dynamit
Alfred Nobel mødte den italienske kemiker Ascanio Sobrero, som i 1847 havde fremstillet eksplosivstoffet nitroglycerin, og byggede i 1864 en fabrik til fremstilling af stoffet. En eksplosion, hvorunder bl.a. en af hans brødre omkom, ødelagde imidlertid fabrikken samme år, men Nobel fortsatte sin virksomhed.
I 1865 opfandt han dynamit, der er nitroglycerin opsuget i kiselgur; på denne måde havde han fået et sikkerhedssprængstof, og i 1875 opfandt han sprænggelatine, der er en blanding af ca. 90% nitroglycerin og ca. 10% nitrocellulose (cellulosenitrat).
Alfred Nobel grundlagde over 90 fabrikker og laboratorier i mere end 20 lande og udtog 355 patenter; mange virksomheder bærer stadig hans navn.
Alfred Nobels testamente
Alfred Nobel var ikke gift, og han efterlod sig ingen børn. Året før sin død skrev han et testamente, hvori han efterlod langt størstedelen af sin formue til en fond, hvis renter skulle finansiere fem internationale priser i fysik, kemi, fysiologi/medicin, litteratur og fredsarbejde. Midlerne skulle forvaltes af en stiftelse, Nobelstiftelsen.
Han bestemte endvidere af fire af priserne skulle uddeles i Stockholm, mens fredsprisen skulle uddeles i Norge af en komite valgt af Stortinget.
Nobelprisen blev efter Alfred Nobels død uddelt første gang i 1901 på Nobels dødsdag 10. december.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.