fælled

Fælled var i landsbyfællesskabet betegnelsen for to forskellige former for ubesået jord.

I vangebrugene (se dyrkningssystemer) blev fælled brugt om den eller de vange, der det pågældende år lå fælled, var fælledvang eller hvilede. Efter høsten voksede ukrudtet frem, hvilket gav basis for græsning det næste år, indtil vangen igen skulle pløjes med henblik på såning af korn.

Ordet fælled blev imidlertid også brugt synonymt med overdrev eller alminding, dvs. jord, der aldrig blev pløjet, men altid henlå som græsgang.

Det er karakteristisk for begge fælledtyper, at medlemmerne af bylavet og i en vis udstrækning også husmændene havde fælles brugsret til området, dog således at den enkelte bonde kun måtte sætte så mange dyr på græs, som hans andel af bymålet (se hartkorn) gav ham ret til. I forbindelse med udskiftningen omkring 1800 erstattedes de årlige fælleder efterhånden af egentlige brakmarker. En stor del af overdrevene blev gradvis indtaget til dyrkning, mens andre fortsat blev brugt til græsning eller overgik til militære formål. Især i Jylland blev mange fælleder tilplantet med skov.