Inge Kemp Genefke, 6.7.1938, læge. Inge Kemp Genefke blev student fra Frederiksberg gymnasium 1956 og læge ved Københavns universitet 1965. Efter videnskabelige studier ved biokemiske universitetsinstitutter i Strasbourg, Paris, Schweiz og Italien opnåede hun et kandidatstipendium 1968-71 til yderligere videnskabeligt arbejde om neuroaminer, hvilket hun udførte på Københavns universitets farmakologiske institut. Fra 1972 gennemførte hun på københavnske hospitaler en bred uddannelse inden for det neurologiske speciale, hvorved hun fik interesse for rehabiliteringen af torturofre. 1974 blev hun medstifter af Amnesty International's danske lægegruppe og fra 1976 medlem af og 1978-81 chairman for Amnesty International's Medical Advisory Board. På Rigshospitalets neuromedicinske afdeling har hun med enestående energi og offervilje fået oprettet et særligt afsnit der ved støtte fra fysio- og ergoterapeuter får rehabiliteret et stort antal af sådanne svært mishandlede personer så de kan vende tilbage til et menneskeværdigt liv. Hun har ved udstrakt publikation om sit virke bragt problemerne frem til offentlighedens kendskab og blev 1978 medstifter af den internationale videnskabelige organisation Anti-Torture Research (ATR) og besyrelsesmedlem frem til 1991. 1982 udnævntes hun til lægechef for det internationale rehabiliterings- og forskningscenter for torturofre (RCT) der 1984 er placeret i nær relation til Rigshospitalet. Hun bestred denne stilling frem til 1996. Inge Kemp Genefke var 1997-2000 generalsekretær for Internationalt rehabiliteringsråd for torturofre (IRCT), herefter 2000-02 æresgeneralsekretær og 2002-09 ambassadør for IRCT. 1978 var hun medarrangør af det første internationale medicinske seminar om tortur, i Athen; det næste organiserede hun i København 1983. 2005 stiftede hun The World Coalition against Torturers. Inge Kemp Genefke har beskrevet sit arbejde i Torturen i verden - den angår os alle, 1986. For sin store uegennyttige indsats har Inge Kemp Genefke modtaget talrige æresbevisninger (Ingrid Jespersens legat 1980, Ellen og Hans Hermers fond 1981, Generalkonsul Ernst Carlsens fond 1982, Christen Møller Sørensen og hustrus fond 1983) og udnævntes 1982 til Årets dansker af Det internationale pressecenter. 2008 modtog hun Lægeforeningens fornemmeste pris, Barfred-Pedersens æresgave. Hun udnævntes til æresdoktor ved universitetet i Bologna 1989, ved København universitet 1996.

Familie

Født på Frederiksberg (Mariendal). Forældre: overingeniør, cand.polyt. Regnar Genefke (1900-80) og Helen la Cour (1908-94). Gift 1. gang 9.7.1965 i København (Trin.) med lektor, dr.teol. Peter Kemp, født 24.1.1937 i Brandstrup, Vindum sogn, s. af sognepræst Svend Carl Hartvig Kemp (1906-88) og Birgitte Augusta Gøtzsche (1910-88). Ægteskabet opløst 1990. Gift 2. gang 30.5.1991 (b.v.) med professor, overlæge Bent Sørensen, født 8.3.1924 (gift 1. gang med læge Kirsten Ammentorp, født 16.8.1921, død 1989, d. af ingeniør Kjeld Ammentorp (død 1975) og Tordis Giersing (død 1980), s. af S.C.J. Sørensen (død 1947) og Karen Sofie hansen (død 1966).

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Thomas Larsen: Inger Genefke - portræt af en ildsjæl, 2005. Interview i Berl. tid. 2.1.1983.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig