J.W.S. Johnsson

J.W.S. Johnsson, John William Schibbye Johnsson, 22.8.1868-4.2.1929, læge, medicinalhistoriker. J.W.S. Johnsson blev student 1886 fra Hauchs skole og tog medicinsk embedseksamen 1893. En meget alsidig hospitalsuddannelse afsluttedes med reservelægestillingen på St. Josephs hospitals medicinske afdeling A i København 1904. Fra 1899 til sin død varetog han en stor praksis på Frederiksberg og deltog virksomt i forskellige lægeorganisationers arbejde. Hans største betydning ligger dog i hans arbejder vedrørende medicinens historie og folklore. 1907 var han medstifter af det medicinsk-historiske museum som efter en hurtig vækst ti år senere overdroges til universitetet, n.å. deltog han i arbejdet for at stifte foreningen Danmarks folkeminder, og 1912–20 sad han i bestyrelsen for Dansk folkemuseum. 1917 var han medstifter af Dansk medicinsk-historisk selskab og var dettes sekretær til 1927. Han var medudgiver af Den danske Lægestand, 8., 9. og 10. udgave (1907–25).

I sine yngre dage arbejdede J.W.S. Johnsson meget sammen med Bernhard Olsen, og i de sidste tyve år af sit liv offentliggjorde han talrige artikler vedrørende medicinens historie, folkemedicin og folklore, hvoraf ca. 40 i udenlandske tidsskrifter; fremhæves kan Den galliske Syge i Danmark før 1550, 1918 og Det folkemedicinske Grundlag for N. R. Finsens Rødt Lys Behandling. Han udgav en del hidtil ukendte eller lidet kendte håndskrifter fra middelalderen og senere tider, fx 1914 et latinsk håndskrift fra middelalderen om afførende lægemidler, hvis forfatter, Henricus Dacus, han ville identificere med Henrik Harpestreng, endvidere dele af Otto Sperlings selvbiografi. 1918 udkom en studie over J.C. Tode, der vurderede og fremhævede dennes klinisk-venerologiske arbejder. Ligeledes var J.W.S. Johnsson forfatter til et fyldigt og fortjenstfuldt festskrift i anledning af Medicinsk selskabs 150 års jubilæum 1922. I de senere år udgav han værdifulde bidrag til pestens historie i Italien og Dalmatien. På talrige udenlandsrejser knyttede han venskab med de fleste af Europas medicinalhistorikere, ved adskillige medicinsk-historiske kongresser repræsenterede han Danmark, og han var virksom for at sammenføje de af første verdenskrig afbrudte venskabelige forbindelser landene imellem. Ligeledes var han meget virksom i organisationen af Danmarks hjælp til wienerbørn efter krigen, stærkt støttet i dette arbejde som i sin videnskabelige og repræsentative virksomhed af sin hustru. J.W.S. Johnsson var medlem og undertiden også medstifter af udenlandske videnskabelige selskaber og institutioner.