Svend Lomholt

Svend Lomholt, 18.10.1888-17.7.1949, læge. Født i Odense, død i Kolding, begravet på Frbg. kgd. L. blev student 1905 fra Odense og tog medicinsk embedseksamen 1911. På grund af en tidligt vakt interesse for kønssygdommenes forekomst (statistik) søgte han straks specialuddannelse i dermato-venerologi og var reservelæge hos C. Rasch på Rigshospitalet 1915-18. 1916-29 var han kommunal venerolog, og under første verdenskrig ledede han marinehospitalets dermato-venerologiske afdeling. 1921 ansattes han som afdelingslæge på Finseninstituttets hudafdeling, var 1929-31 leder af Finsenlaboratoriet og var fra 1932 chef for hudklinikken sst. – L.s første større litterære arbejde var disputatsen 1916, Kvægsølvets Cirkulation i Organismen. Senere fulgte lignende undersøgelser vedrørende vismut og derefter om bly og guld. Ved vismutundersøgelserne anvendtes første gang den af fysikeren George de Hevesy angivne radiokemiske metode. 1924 udarbejdede han sammen med J. C. Jacobsen (1895-1965) en ny metode til behandling af hudsygdomme med radiumemanation i voksplader. 1928 konstruerede han i fortsættelse af N. Finsens oprindelige tanker den såkaldte Finsen-Lomholt-lampe til lysbehandling af lupus og andre hudsygdomme. Desuden foretog han undersøgelser over lokal og universel lysbehandling og fremstillede nye apparater hertil. Hans litterære produktion var stor, ca. 150 afhandlinger, heraf på dansk bl.a. lærebøger om kønssygdomme og deres behandling (1932, 4. udg. 1952, eng.udg. 1946) og om strålebehandling af hudsygdomme (1936). Fra 1918 holdt han stærkt søgte forelæsninger på universitetet om seksuel hygiejne. Han deltog 1931 i konkurrencen om professoratet i hud- og kønssygdomme efter C. Raschs afgang. Ud fra en stærkt religiøs indstilling deltog han i forskelligt kirkeligt arbejde. 1943 gik L. særdeles virksomt ind i en tragisk affære hvor Skt. Joseph-søsteren Agnes Kasparek, der 1923 havde fået en invaliderende røntgenstrâlebehandling af sine hænder, 1936 var blevet beskyldt for giftattentater på priorinden og vicepriorinden på Skt. Josephs hospital i Kbh. Ved en dygtigt gennemført, stærkt presse- og publikationsteknisk procedure fik L. frikendt nonnen for den uberettigede mistanke (jfr. L.s tre skrifter De to Giftattentater, 1943, Knuden strammes, s.å. og Mens Bjergene laver til Barsel, s.å.). L. var 1930 hovedsekretær for den ottende internationale kongres for dermatologi i Kbh., og 1931 blev han generalsekretær for Ligue internationale de Dermatologie; desuden var han stedfortrædende medlem af Folkeforbundets komité for syfilisbehandling og formand for Den internationale kommission for bekæmpelse af hudtuberkulose samt korresponderende eller æresmedlem af de fleste udenlandske videnskabelige selskaber for dermatologi og syfilis. 1937 udnævntes han til dr.med.h.c. ved universitetet i Riga.