Og dersom jei blir sjuk, det bekymrer mei kun lidt:
jei tar mei blot en Sultekur — og den faar jei frit.
Af Stat og Kommyne har jei intet Bryderi;
en Arbeidsmann i Norje, det gamle, det fri,
kan folde sine Hænder og sætte sei ned,
— og endda faar han ha sine Filler ifred.
Saa lever jei saa lystig, til jei dauer tilsidst.
— Men det vil jei sige — og jagu er det vist:
en Fattigmann i Langestrand, som jei og mange er,
kan aldrig faa det bedre i Helvete enn her.»
— Det var Per Amundsen, som en Kvæld i Marts Maaned hin strænge Vinter sang denne Vise i en af Skjænkestuerne hos Restauratør Bertel Talleberg.
Per Amundsen havde ført en ulykkelig Tilværelse i de halvtredje Aars Tid, siden Oscar Andrésen jog ham væk fra Humlevik Brug. Ingen af Byens andre Brugsherrer vilde tage ham i Tjeneste; han var en mærket Mand i den langestrandske Opinion — mærket som Rabulist og som forfalden. Og hvad dette sidste angik, da kunde det med stedse større Sandhed siges om ham; han drak — drak, hvor der bare gaves Anledning. Han gled og gled og havde ikke
