Da kom der et tykt, kjæmpemæssigt Flak seilende — en hel liden Is-Ø; det var for bredt, det bed sig Tak i et Brokar til hver Side, — og der sad det. Strømmen pressed paa, saa Broen rysted og knaked; men Isflaket holdt trodsigt Stand.
Og al den Is, som paa sin Seilas just skulde passere Humlevikstrøget, kom nu — sammen med en og anden Tømmerstok, som var revet ud af sit Vinterkvarter — i rette Tid til forat styrke Dæmningen ved Broen.
Agterud var det store Flak ved Vandets Magt presset ned; herved kom dets forreste Del til at løftes, og indover den skraa Flade, som det saaledes danned, drev og skrued Flommen Isstykkerne ovenpaa og ovenpaa hinanden, — det blev som en vildt sammenhobet, gyngende Mur, der mere og mere tog paa at hæve sig op mod selve Broen.
Den stansede Flommasse kunde paa ingen Maade faa tilstrækkeligt Afløb gjennem Sidepassagerne, og Vandet ovenfor Dæmningen steg.
Ved begge Brohoder havde en talrig Menneskemængde samlet sig.
«Det skal knipes, om Brua staar!» var der i ên, som sagde.
