“Haady talte for, at vi skulle prøve os frem med at snige os ind i en lejr, når vi fandt en. Hvad kunne gå galt? Hvis de opdagede os, var vi hverken bedre eller værre stillede, end hvis vi meldte os selv ved porten. Det ville ikke gøre en forskel. Jeg var i tvivl. Jeg tænkte på deres våben. På pigtråden.
”Vi er jo ikke i Yemen,” sagde Haady med et smil. ”I Danmark skyder man ikke folk. Her taler man bare. De snakker og snakker alle sammen hele tiden.”
Han havde vel ret på et eller andet plan, men havde tingene ændret sig med virussen? Familiefaren, der blev slået og skubbet, men jo, han var jo ikke blevet skudt. De havde ikke skudt nogen nede på gaden. Jeg nikkede, spiste det sidste fra min skål og begyndte at vaske den med vand fra en flaske. I dag skulle vi til Ringkøbing. Der var ikke langt herfra. Vi kunne godt være kørt dertil i går aftes, men Haady ville ikke ankomme om aftenen, hvor hans bedstemor måske ville blive bange. Det var bedre at ankomme i dagslys om morgenen, når hun var frisk.”