Vi var så blidt i verden Quotes

“Haady talte for, at vi skulle prøve os frem med at snige os ind i en lejr, når vi fandt en. Hvad kunne gå galt? Hvis de opdagede os, var vi hverken bedre eller værre stillede, end hvis vi meldte os selv ved porten. Det ville ikke gøre en forskel. Jeg var i tvivl. Jeg tænkte på deres våben. På pigtråden.
”Vi er jo ikke i Yemen,” sagde Haady med et smil. ”I Danmark skyder man ikke folk. Her taler man bare. De snakker og snakker alle sammen hele tiden.”
Han havde vel ret på et eller andet plan, men havde tingene ændret sig med virussen? Familiefaren, der blev slået og skubbet, men jo, han var jo ikke blevet skudt. De havde ikke skudt nogen nede på gaden. Jeg nikkede, spiste det sidste fra min skål og begyndte at vaske den med vand fra en flaske. I dag skulle vi til Ringkøbing. Der var ikke langt herfra. Vi kunne godt være kørt dertil i går aftes, men Haady ville ikke ankomme om aftenen, hvor hans bedstemor måske ville blive bange. Det var bedre at ankomme i dagslys om morgenen, når hun var frisk.”
― Louise H.A. Trankjær, Vi var så blidt i verden

“Han sank. Hans tætklippede skæg var fyldt med tårer, der reflekterede solskinnet.
”Det hele startede, før du så det i nyhederne,” sagde han, selvom jeg allerede havde regnet den del ud. ”Da de viste manden ved grænsen, og alle troede, det var starten, havde vi allerede adskillelige tusinde døde, og evakueringen var startet. Alting foregår altid under overfladen, du ved, som et isbjerg. I den sidste besked sagde Sara, at de havde mødt Ester, vores nabo, på vej hjem fra Netto. At hun havde virket dårlig, svedende og rystende. Hun havde aet Erik på kinden, som hun plejede, og Sara havde ikke nået at stoppe hende. Så var hun gået ind for at lægge sig, Ester, som hun sagde, og Sara havde skyndt sig ind med Erik og sprittet hans ansigt og hænder. Tre og fyrre minutter senere ringede hun til mig på hospitalet. Tre og fyrre minutter, Amanda.”
Jeg græd også nu. Det var ikke mine tab, men jeg græd for alle og alting.”
― Louise H.A. Trankjær, Vi var så blidt i verden

“Et par gange havde vi gået ekstra ture ind i de små byer og tjekket nogle huse ud, der lå lidt fra søen. Der var et sted, der trak i mig, hver gang vi gik. Det lå lidt fra vandet, måske nogle hundrede meter inde i landet, og en lille asfalteret vej ledte fra syd mod nord i området, mens en større å krydsede igennem området fra øst mod vest ud i søen. Der lå syv huse i umiddelbar nærhed af hinanden, og det var Bulderbyhuse i ægte Lindgren-stil. Der var små folde, hvide hegn, køkkenhaver og frugttræer. Vi havde rekognosceret området flere gange, og vi var sikre på, at der ikke var mennesker tilbage i nærheden. Det var oplagt, at vi skulle slå os ned der, men det gav ingen mening uden de andre.
Uden de andre. Det var der, vi var nu. Uden de andre. Det var kun Haady og mig, og derfor trådte plan B i kraft.
Vi forlod Gissen sø til fordel for Vimmerby og håbet om at finde strøm og net og ødelægge Beredskabet indefra. Vi pakkede tingene sammen i hytten og satte kurs mod byen. Der var knap tyve kilometer, men det føltes som at gå ind i en helt anden verden efter de mange dage ved søen omgivet af natur og vand. Da husene sluttede tæt om os, stoppede jeg op et øjeblik og snurrede langsomt rundt for at tage det hele ind, denne nye virkelighed, det ensomste menneske i verden.
”Hvad tænker du?” spurgte jeg, selvom jeg vidste, at han var lige så meget på bar bund som jeg, som Mio og Jum-Jum på jagt efter den dybeste hule i det sorteste bjerg. Men vi havde ingen pilefløjter til at hjælpe os på vej.
”Vi finder et godt sted at slå os ned. Det ville være perfekt, hvis vi kunne finde et butikscenter med møbler, tøj og mad i et, så vi kan have alt under samme tag. Der behøver vi heller ikke frygte eventuel oprydning.”
Oprydning betød lig. Menneskerester. Hud, hår og knogler. Dyb stank.
Jeg nikkede samtykkende, tog en langsom snurretur mere for at prøve at regne ud, hvor sådan et center ville være i en by som Vimmerby, hvis de havde et, men Haady kom mig i forkøbet og pegede skråt fremad mod, hvad der på afstand kunne ligne en form for gågade. ”Kom,” sagde han og vinkede mig med.”
― Louise H.A. Trankjær, Vi var så blidt i verden