Grønland - historie (1500-1979)

I 1721 tog den norske præst Hans Egede til Grønland, støttet af et nyt kompagni af bergensiske købmænd (se Bergenskompagniet) og Frederik 4., der lønnede Egede som kaldet missionær. I 1726 gav Bergenskompagniet op, og kongens kasse overtog støtten, men da de økonomiske resultater udeblev, befalede Christian 6. i 1731, at foretagendet i Grønland skulle lukkes. Det lykkedes dog Hans Egede med henvisning til de mange døbte grønlændere at få værket videreført: 1734-50 under Jacob Severins monopol og 1750-72 under Det Almindelige Handelskompagni.

I løbet af 1700-t. anlagdes kolonisteder på Vestkysten fra Julianehåb (Qaqortoq) i syd til Upernavik i nord, og i 1776 fik Den Kongelige Grønlandske Handel monopol, der kom til at gælde indtil 1950.

Under Revolutions- og Napoleonskrigene blev besejlingen på Grønland voldsomt indskrænket, men Kielerfreden i 1814 lod Grønland tilhøre Danmark, og fra 1820'erne blev omkring 50 udsteder anlagt for at bringe vareudvekslingen tættere på grønlænderne.

Grønlænderne fik ikke valgret til Rigsdagen i 1849, men fra 1857 fik de valgte forsamlinger, Forstanderskaber, til administration af lokale forhold. Systemskiftet i Danmark i 1901 fulgtes af en reformperiode i Grønland frem til 1912 på initiativ af reformivrige missionærer i Grønland, som i Danmark især blev støttet af Det Radikale Venstre. Kirkeloven af 1905 betød ophør af Grønland som missionsmark og oprettelse af et provsti. Med Loven om Styrelsen af Kolonierne i Grønland i 1908 (se Grønlands Styrelse) oprettedes to landsråd med sæde i hhv. Godthåb og Godhavn (Qeqertarsuaq), der fik ret til at udtale sig og stille forslag til myndighederne i Danmark.

Grønlandsloven i 1908 og dens revision i 1912, der samlede al overordnet ledelse i en enkelt direktørs hånd, skabte ro om de grønlandske forhold i Danmark.

I Grønland var de mest presserende problemer af erhvervsøkonomisk art. Den grønlandske befolkning var i 1800-t. vokset fra knap 6000 til lidt over 11.000 indb. på et uændret erhvervsgrundlag. Ved århundredskiftet syntes fangsten af sæler ikke at kunne forøges, og derfor indførte man i 1906 fåreavl i det sydligste Grønland. Desuden blev kommercielt fiskeri efter hellefisk sat i værk fra 1908, mens de mange forsøgsfiskerier efter torsk først begyndte at give resultater fra 1917.

Denne udvikling var den største omvæltning i især sydgrønlændernes liv siden Hans Egedes ankomst, og Landsrådene arbejdede ivrigt med på den nye udvikling, men havde kun få midler at stille til rådighed. Fra dansk side var sigtet et balanceret budget, hvilket betød, at investeringerne principielt skulle bæres af de løbende indkomster. Derved kom udbygningen til at forløbe relativt roligt og skabte ikke egentlige konflikter mellem grønlænderne eller mellem dem og de danske.

Dansk suverænitet over Grønland blev administreret forsigtigt; således udstedtes kun adgangsforbud ved kolonistederne og deres opland. Derved blev hele Vestkysten mellem Kap Farvel og Melville Bugt omfattet af monopolet inden 1800, og da handelsstationen ved Ammassalik på Østkysten blev anlagt i 1894, blev den og dens opland også underlagt monopolet. Stationen i Thule blev privat anlagt i 1910, da regeringen ikke ønskede at udfordre Canada; den blev i 1937 overtaget af staten. I forbindelse med salget af De Vestindiske Øer til USA i 1917 fik Danmark anerkendt sit krav om at udstrække sin suverænitet til hele Grønland. En række andre lande bifaldt ligeledes kravet og affandt sig med, at Danmark i 1921 inddrog hele Grønland under sit styre. Alene Norge gjorde ikke. Norske sælfangere havde nemlig fangstinteresser på Østkysten, som de ikke ønskede at blive afskåret fra. Det førte til en intens dansk suverænitetshævdelse, og konflikten kulminerede i 1931 med en norsk "okkupation" af områder i Østgrønland og en efterfølgende retssag i 1933 ved Den Internationale Domstol i Haag, som bekræftede Danmarks suverænitet i Østgrønland (se Østgrønlandssagen). Et anslag mod den etablerede politik var det, da færøske fiskere i 1927 på trods af Landsrådenes modstand fik lov til at anvende enkelte pladser og efterhånden også til at fiske helt ind til kysten på en tredjedel af kysten med åbent vand.

Den politiske udvikling forløb uden dannelse af partier. Landsrådsmedlemmerne rejste især lokale sager, men efterhånden dog også mere overordnede problemstillinger, så landsrådene blev et fuldgyldigt udtryk for den politiske holdning i Grønland. Loven om Grønlands Styrelse blev derfor revideret i 1925 uden større ændringer.

Ved Danmarks besættelse i 1940 blev forbindelsen til Grønland afbrudt, og de to landsfogeder, Eske Brun og Aksel Svane, overtog regeringsmagten med henblik på at bevare Grønland som dansk og undgå, at der opstod nød i befolkningen. Landsfogederne søgte forbindelse med det neutrale USA for at undgå en tysk, subsidiært en britisk eller canadisk præventiv besættelse. Det førte i april 1941 til indgåelsen af Grønlandstraktaten af 1941 med USA og senere oprettelse af amerikanske flyvepladser og militære baser. Krigstiden var en fremgangsperiode for Grønland, og befolkningen ønskede flere af dens forhold fortsat efter krigen; ikke mindst den kystrute, man havde oprettet, og den større beslutningskompetence, der nu var blevet placeret i Godthåb. Egentlige krigshandlinger fandt ikke sted på Vestkysten, mens nogle enkelte træfninger mellem tysk militært vejrobservationspersonel og den fra 1942 danskoprettede slædepatrulje (se Sirius) på Østkysten skete langt fra beboede steder. Dog blev fragtskibet Hans Egede på vej til USA sænket i 1942 af en tysk ubåd.

Befrielsen i 1945 blev modtaget lige så begejstret i Grønland som i Danmark. Landsrådene sendte en delegation til Danmark for at drøfte større politisk kompetence til et centralt styre i Grønland. En betænkning fra Grønlandsudvalget af 1946 (se Grønlandsudvalg) var velvillig, men imødekom ikke disse idéer, og monopol og isolation blev fastholdt efter landsrådenes ønske. Derimod blev der gennemført omfattende investeringer inden for uddannelse og sundhedsvæsen og et betragteligt løft i lønningerne. Alt i alt betød forslagene en årlig meroverførsel fra Danmark på størrelse med hele det hidtidige budget, og de balancerede budgetters tid var tydeligvis forladt.

Toneangivende danske embedsmænd i Grønland og enkelte grønlændere kritiserede den manglende ophævelse af monopol og isolation. De ønskede en ny udvikling med adgang for privat dansk erhverv i Grønland, og dette pres fik sammen med det uløste spørgsmål om de fortsatte amerikanske baser i Grønland fra november 1947 den nye socialdemokratiske regering til at gå ind for radikale reformer. Statsminister Hans Hedtoft fik i løbet af 1948 tilslutning fra såvel dansk som grønlandsk side til at ophæve monopol og isolation samt indføre dansk privat initiativ under statskontrol i Grønland.

Den store Grønlandskommission afstak i sin omfattende betænkning fra 1950, udmøntet i otte love, de retningslinjer, der kom til at gælde den næste menneskealder. Hovedidéen bag hele dette gigantiske udviklingsprogram var at modernisere det grønlandske fiskeri med danske private foretagender som læremestre. Desuden skulle infrastrukturen udbygges. Med Danmarks Riges Grundlov af 1953 blev Grønland integreret i Danmark, hvorved to medlemmer af Folketinget skulle vælges i Grønland.

De store investeringer og udgifterne til et moderne velfærdssamfund blev båret af Danmark, mens de grønlandske erhverv skulle klare den private indkomstdannelse. Mens infrastruktur, undervisning og sundhedsvæsen hurtigt udbyggedes med store forbedringer til følge, sakkede erhvervsudviklingen bagud. En voldsom befolkningstilvækst vanskeliggjorde en tilstrækkelig udbygning af byerne, der skulle være centre for et havgående helårsfiskeri, ved åbent vand, og de private danske investeringer udeblev. Myndighederne begyndte derfor fra slutningen af 1950'erne at bygge fiskefabrikker og indkøbe trawlere til det fiskeri, der skulle være det økonomiske grundlag. Det lovende torskefiskeri gik dog drastisk tilbage fra midten af 1960'erne for kun langsomt at blive afløst af rejefiskeriet som det vigtigste primære erhverv.

Den kraftige udbygning var planlagt og blev gennemført af danske eksperter samt et betydeligt kontingent danske gæstearbejdere i Grønland, der var vokset fra nogle få hundrede i 1945 til ca. 3000 eller godt 10% af befolkningen i slutningen af 1960'erne. Det samlende organ for bygge- og anlægsvirksomheder var fra 1950 Grønlands Tekniske Organisation (GTO), et direktorat under Ministeriet for Grønland. Det grønlandske Landsråd ønskede i 1959 på den baggrund at placere sig stærkere i udviklingen, og normalisering, forstået som stærkere ligestilling, også lønmæssigt, var kodeordet. Regeringen nedsatte Grønlandsudvalget af 1960, hvis betænkning i 1964 dannede grundlag for en tiårsplan. Det samlede budget blev igen fordoblet, og hovedidéen forblev: koncentration om byerne ved åbent vand. Hjemstavnskriteriet fra 1958 blev i 1964 afløst af et fødestedskriterium, hvilket udløste en voldsom kritik blandt de højest uddannede grønlændere, der begyndte at overveje en mere selvstændig status for Grønland. Mere afgørende herfor blev dog folkeafstemningen om Fællesmarkedet i 1972, hvor Grønland måtte følge Danmark ind i EF, på trods af at 70% stemte imod. Landsrådet stilede herefter mod en hjemmestyreordning, der som på Færøerne kunne muliggøre Grønlands udtræden af Fællesmarkedet. Forrest i denne bestræbelse stod en lille gruppe, valgt til Landsråd og Folketing i 1971, som i 1977 blev til partiet Siumut. Hjemmestyret blev først drøftet i et rent grønlandsk udvalg 1971-75 og derefter i en dansk-grønlandsk Hjemmestyrekommission 1975-79. Denne proces udskilte en yngre fløj af Siumut, som fra 1977 blev til partiet Inuit Ataqatigiit, der ønskede selvstyre. Samme år dannedes partiet Atassut, der lagde størst vægt på samhørigheden med Danmark. Dermed var de tre største politiske partier dannet, og de kom alle til at spille en afgørende rolle for den videre udvikling.

I de i øvrigt harmoniske hjemmestyreforhandlinger voldte spørgsmålet om Grønlands undergrund problemer. Fra grønlandsk side ønskede man af nationale grunde ejerskabet henført til hjemmestyret, mens man fra dansk side af hensyn til forsyningssikkerhed med olie ønskede staten som ejer i lighed med det øvrige Danmark. Løsningen blev et ligestillet styre, hvor begge parter havde vetoret.

• Grønlands tidlige historie
• Grønlands senere historie
• Grønland