Jesus Kristus er kristendommens centrale skikkelse. Fra at være titel ("den salvede") blev Kristus tidligt et egennavn, således allerede hos Paulus. Siden oplysningstiden i 1700-tallet har en kritisk forskning skelnet mellem mennesket Jesus fra Nazaret og bekendelsens Kristus, som troen havde forvandlet til en guddommelig skikkelse. I dag må man betragte denne guddommeliggørelse som et tidsbestemt forsøg på at fastholde og formidle en oplevelse af Jesu betydning. Skepsis med hensyn til, om Jesus overhovedet har levet, synes ubegrundet.
Jesus Kristus
Johannes Døberen. Joachim Patenier Kristi dåb, malet efter 1515 på egetræ; Kunsthistorisches Museum, Wien. Den lodne bodsdragt af kamelhår omtales i Matth. 3,4 og hører i europæisk kunsthistorie til Johannes Døberens ikonografiske stiltræk. Joachim Patenier er navnlig kendt for sine på én gang realistiske og fantasifulde landskaber, som ofte danner ramme om motiver hentet fra Bibelen eller helgeners liv.
Jesus Kristus. Bertel Thorvaldsens næsten 3,5 m høje statue over alteret i Vor Frue Kirke i København (siden 1924 Københavns Domkirke) fremstiller Jesu ord: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matth. 11,28), men sårmærkerne på hænder og fødder viser, at Kristus samtidig skal opfattes som genopstanden, som dødens overmand. Statuen blev modelleret i 1821, udført i marmor 1827-28 og opstillet i 1839 tillige med Thorvaldsens 12 apostelstatuer. Ved indvielsen af Vor Frue Kirke i 1829 var alle 13 statuer opstillet i form af midlertidige gipsmodeller. Thorvaldsens Kristus vandt i 1800-t. og langt ind i 1900-t. stor udbredelse i form af miniatureudgaven, som Den Kgl. Porcelainsfabrik fremstillede i biskuit. Den knælende engel, der holder dåbsfadet, modellerede Thorvaldsen i 1827-28 og fuldendte i marmor i 1833.
Jesus fra Nazaret
Med de forbehold, der udspringer af, at Det Nye Testamentes evangelier ikke er historieskrivning i vores forståelse af denne betegnelse, forekommer følgende skitse at være mulig: Jesus fra Nazaret har været en karismatisk vandreprædikant med det profetiske budskab, at Guds rige var kommet nær og allerede gjorde sig gældende i en ny religiøs orden. I denne var forholdet til Gud ikke betinget af et menneskes ydre overholdelse af bestemte bud og forskrifter. Jesu undervisning og forkyndelse fandt udtryk i en række prægnante udsagn og i lignelser. Karakteristisk synes desuden hans omgang med religiøst deklasserede mennesker som prostituerede og toldere at have været. I en polemisk lovudlægning fordømmes en kun ydre overholdelse som hykleri; ikke mindst forståelsen af sabbatsbuddet var omstridt. For var mennesket til for sabbattens skyld eller sabbatten til for menneskets skyld? (jf. Mark 2,27). Grundlæggende i Jesu forkyndelse var, at sand opfyldelse af lovens bud alene kan ske som resultat af Guds gerning med mennesket, nemlig ved at hans ånd virker ind på dets vilje. Frelsen var således både udgangspunkt og mål.
Denne lovforståelse har som konsekvens, at især de bud, der gælder Gud og næsten (jf. det dobbelte kærlighedsbuds centrale stilling, Mark 12,29-31; alle henvisninger indbefatter evt. paralleller i de andre evangelier), betyder noget. Derved får hele den "rituelle", kultiske del af Moseloven om omskærelse, sabbatsoverholdelse, renhed og urenhed og den øvrige ydre gudsdyrkelse præg af formalitet. Helt centralt står et ord om, at det ikke er det, der kommer ind i et menneske udefra, som gør det urent, men det, der kommer ud af det indefra (jf. Mark 7,15; Matt 15,17-20). Dermed var datidens forestillinger om rent og urent som grundlæggende for gudsforholdet vendt på hovedet. I hvert fald i dette adskilte Jesu undervisning sig radikalt fra lovforståelsen hos de tre partidannelser i den samtidige jødedom, nemlig farisæisme, saddukæerne og essæerne. Det skal bemærkes, at Jesus i de tre første evangelier udtrykkeligt også fremstilles som læreren, der underviser. Det karismatiske ytrede sig i underfulde helbredelser (jf. Mark 2,1-12; Matt 9,1-8; Luk 5,17-26, hvor en helbredelse som det, der er lettere, stadfæster tilgivelsen af den syges synd). Sådanne helbredelser var ikke et ukendt fænomen i samtiden (jf. Matt 12,27)
Det står fast, at Jesu mor hed Maria (hvis navn dog ikke optræder i Johannesevangeliet), hans far Josef (som dog ikke nævnes i Markusevangeliet), og at han havde søskende (Mark 6,3; jf. Joh. 2,12), jf. Jesu brødre. Apostlen Paulus omtaler i sine breve flere steder Jesu bror Jakob som en, han har mødt (se Gal 1,19; 2,17; desuden 1 Kor 15,7).
Måske udgik Jesus fra kredsen omkring Johannes Døber, hvis dåb han i hvert fald modtog (Mark 1,9-11; Matt 3,13-17; jf. Luk 3,21-22, hvor Johannes Døber dog ikke optræder, da han da er fængslet). I løbet af sit virke samlede Jesus en discipelskare, øjensynlig også bestående af kvinder (se fx Luk. 8,1-3). Måske udvalgte han særligt tolv som en tegnhandling, der markerede oprettelsen af et nyt Israel (se apostel). Efter at have virket i Galilæa og omegn med hjemsted i Kapernaum drog han til påskefest i Jerusalem, hvor hans indtog vakte opsigt, og hvor det kom til et — måske kun symbolsk — opgør med kulten i templet, den såkaldte tempelrensning. Den modstand, som han i kraft af sin udlægning af loven havde fremkaldt hos de etablerede religiøse partier (farisæerne og saddukæerne), kulminerede, da han blev taget til fange af den jødiske øvrighed, forhørt af synedriet og ypperstepræsten, og overgivet til den romerske besættelsesmagt, der henrettede ham ved korsfæstelse.
Et vanskeligt spørgsmål er, om Jesus kunne forudse sin henrettelse, og om han i givet fald tillagde den en særlig betydning. At en sådan død var en nærliggende risiko, viste Johannes Døbers skæbne.
Jesus som Messias?
På Jesu tid var begrebet messias (hebraisk hammasiah) 'den salvede" ikke forbundet med én bestemt forestilling. Det udtrykker blot, at den "salvede" i særlig grad går Guds ærinde, evt. handler i kraft af Guds ånd. I samtidens jødedom var det ikke udtryk for en særlig "natur", idet enhver forestilling, der antastede monoteismen, var udelukket. Det samme gælder titlen Guds Søn. I Det Nye Testamente er det alene Johannesevangeliet, der overskrider denne grænse (fx 1,18). Hele messiastitulaturen i Det Nye Testamente skal derfor ikke forstås "baglæns" ud fra den senere kirkes dogmedannelse omkring Jesus som en guddom, der sammen med Gud Fader og Helligånden udgjorde en treenighed. Den skal forstås historisk og inden for rammerne af jødedommen. Peters bekendelse ved Cæsarea Filippi (Mark 8,27-30; Matt 16,13-20; Luk 9,18-20; jf. Joh 6,68) må ganske vist bedømmes som en senere konstruktion. Men at Jesus under forhøret for synedriet ikke har afvist at være "den salvede", ligger inden for det sandsynliges grænse; det vil i givet fald alene sige, at han fastholdt sin gerning som det sande udtryk for Guds vilje til frelse. Det fremgår dog af evangelierne, at det ikke var de eksisterende forventninger, der kom til at tegne billedet af Jesus som "den salvede", men omvendt Jesus, der gennem sin gerning gav et helt nyt indhold til titlen.
Dermed er givet et benægtende svar på spørgsmålet, om Jesus gjorde brug af de kristologiske "højhedstitler", som optræder i evangelierne. Det drejer sig her, foruden om Messias/Kristus, især om Guds Søn og Davids Søn; tidligere spillede også udtrykket "menneskesønnen" en vigtig, om ikke ligefrem den vigtigste, rolle i denne sammenhæng. "Menneskesønnen" er i evangelierne uden sammenligning Jesu hyppigste selvbetegnelse, som i tidligere forskning blev sat i forbindelse med en særlig apokalyptisk-universel messiasforventning i antik jødedom (jf. Daniels Bog 7,13), en forestilling, der angiveligt adskilte sig fra en mere national-dennesidig forventning om David-sønnen. Som en norsk teolog, Sigmund Mowinckel, i 1951, hvor mange stadig regnede med eksistensen af en særlig apokalyptisk mennneskesøn-forestilling, formulerede det: Jesus ville ikke være messias, men Menneskesønnen. Denne skelnen mellem to væsensforskellige forventninger er dog i dag stort set forladt. Det bagvedliggende aramæiske udtryk har heller ikke kunnet opfattes som en messiastitel, da det er en omskrivning for fællesnavnet "man", som kunne bruges i en særlig kategori af udsagn, hvori den talende lægger en vis distance til det, der blive sagt. I givet fald er Menneskesønnen først blevet en titel i evangelierne (jf. også ApG 7,56). Påfaldende er dog, at flere menneskesøn-ord har paralleller, hvor der står "jeg" (sammenlign fx Matt 16,13 med Mark 8,27 og Luk 9,18).
Kilder om Jesus
Jesus nedskrev intet selv. Alle betydelige kilder, der er overleveret, er skabt af de menigheder, der opstod efter Jesu død og bekendte sig til ham som den opstandne frelser. De er således teologiske dokumenter, bestemt af hensigten at ville undervise i eller retfærdiggøre denne tro. Betragtet som historiske kilder oplyser de derfor først og fremmest om de tidligste kristne menigheders teologiske bearbejdelse af overleveringerne om Jesus, hvori også Det Gamle Testamente optrådte som en skabende faktor (jf. Bibelen).
De ældste skriftlige vidnesbyrd om Jesus er imidlertid Paulus' breve (skrevet ca. 50-55, se paulinske breve), der dog ikke indeholder meget om Jesu liv. Som kilder hertil kommer derfor først og fremmest evangelierne i betragtning. En række Jesusord, hvis ægthed er mulig, findes overleveret uden for evangelierne (fx i ApG 20,35; se agrafa). En notits hos den jødiske historiker Josefus er delvis usikker, og kortfattede oplysninger hos romerske forfattere som Plinius den Yngre, Tacitus, Sueton og Lukian kan i bedste fald bekræfte, at Jesus har levet. Senere, apokryfe evangelier som Petersevangeliet er bidrag til legendedannelsen, mens Thomasevangeliet alene består af Jesusord.
De fire evangelier i Det Nye Testamente er hver især skrevet for i deres bestemte miljø og samtid at aktualisere Jesu betydning for menneskers frelse (se især hensigtserklæringen i Joh 20,31). Derfor må de læses kritisk, hvis man vil bruge dem som kilder til en bagvedliggende historie. Desuden er evangelierne både relativt sene (almindeligvis dateres de til mellem 70 og 140), og de tre første, de såkaldte synoptiske, står tilmed i et litterært indbyrdes afhængighedsforhold til hinanden (med rækkefølgen Markus-, Matthæus- og Lukasevangeliet). For sig selv står Johannesevangeliet, hvis tolkning af Jesu betydning for frelsen adskiller sig radikalt fra de andre, og som tidligt i den kritiske forskning blev udelukket som historisk kilde i denne sammenhæng.
Desuden gør to forhold sig gældende i forståelsen. Det første er, at Paulus' teologi, som vi kender den fra hans breve, ikke bare kronologisk, men også bevidsthedshistorisk går forud for affattelsen af de fire evangelieskrifter, dvs. grundlæggende har præget deres Jesus-tolkning. Det andet er altså, at de fire evangelieskrifter er udtryk for en tolkningsproces, der strækker sig over et længere tidsrum, og hvor de senere gennem en gen- eller nyskrivning giver udtryk for et ændret syn på Jesu betydning for menneskers frelse. Det sker dels gennem omskrivninger (sammenlign Mark 9,14-29 med Matt 17,14-23 og Luk 9,37-43), dels gennem tilføjelser (således indføjer Matthæusevangeliet hele Bjergprædiken, Matt 5-7, i sin genskrivning af Markusevangeliet), dels gennem udeladelser (i Lukasevangeliet udelades mellem Luk 9,17 og 9,18 således hele afsnittet i Mark 7,1-8,26; Matt 15,1-16,12 om rent og urent og forholdet til ikke-jøder).
Mens Markusevangeliet således godt paulinsk skriver Moseloven ud af forholdet mellem den Kristus-troende og Gud og dermed åbner troen for ikke-jøder, fastholder Matthæusevangeliet Moselovens betydning og fremstiller ligefrem Jesus som en ny Moses. Heroverfor tegner Johannesevangeliet et billede af Jesus som den, der i sit liv og sine ord åbenbarer Gud (Faderen), mens Lukasevangeliet (med Apostlenes Gerninger) fremstiller Jesus som en historisk og dermed fortidig skikkelse og dermed giver plads for en kirke, der er løst fra den jødedom, hvori den begyndte, og hvis hellige skrifter den stadig fastholder.
Det er dog udslag af en overdrevet kritik at hævde, at evangelisternes fortolkning ikke har et fast udgangspunkt i det indtryk, som Jesus gjorde på sine disciple. En af den historiske bibelkritiks fædre, tyskeren Julius Wellhausen, udtrykte det allerede i 1905 ved at skrive, at selv om der er al god grund til at skelne Jesus fra hans virkning, kan man alligevel ikke begribe ham uden hans historiske virkning, hvis man vil yde hans betydning retfærdighed. Det må således antages, at der er en grundlæggende kontinuitet mellem den historiske Jesus og den tydende bearbejdelse i forkyndelsen ("den forkyndte forkynder").
Kronologien
Tidspunktet for Jesu fødsel volder vanskeligheder. Ifølge Matthæusevangeliet 2,1 fandt den sted under Herodes den Store, der døde år 4 f.Kr.; inddrages Matt 2,16, når man således til år 7 eller 6 f.Kr. Dette er dog usikkert. Men lige så usikkert er det, når Lukasevangeliet 2,2 placerer Jesu fødsel under en folketælling under statholderen Quirinius (jf. Apostlenes Gerninger 5,37) og peger dermed på år 7 e.Kr.
Lidt fastere grund synes der at være med hensyn til tidspunktet for Jesu første offentlige fremtræden i forbindelse med hans dåb. Johannes Døbers virke dateres i Luk 3,1-2 til kejser Tiberius' femtende regeringsår, dvs. 29/30 e.Kr., og Luk 3,23 siger, at Jesus var omkring 30 år gammel, da han trådte frem. Derved når man til ca. år 30. Det er dog usikkert. Varigheden af Jesu virke angives forskelligt; de synoptiske evangelier regner øjensynlig kun med ét år, Johannesevangeliet, der lader Jesus deltage i to påskefester foruden den sidste, med tre år. Mens rammen på kun ét år kan skyldes, at den evangeliske fortælling i de synoptiske evangelier er skabt til at skulle bruges inden for et (kirke)år, kan Johannesevangeliets mere sandsynlige tre år også have en praktisk årsag. Med andre ord: Det er ikke muligt nøjere at bestemme varigheden af Jesu virke.
Også tidspunktet for Jesu død er omstridt. De synoptiske evangelier henlægger Jesu sidste måltid med disciplene til "skærtorsdag" den 14. nisan ('april') (Matt 26,17), således at døden indtraf den 15. nisan, mens Johannesevangeliet lader Jesus dø på forberedelsesdagen til påsken, dvs. 14. nisan (Joh 19,36). Hvor de synoptiske evangelier fremstiller Jesu sidste måltid med disciplene som et påskemåltid, lader Johannesevangeliet Jesus dø samtidig med slagtningen af påskelammene (jf. 1 Kor 5,7). Sandsynligst er dog 15. nisan, og da Jesu død med sikkerhed fandt sted under Pontius Pilatus, 26-36 e.Kr., giver det mulighederne 7. april år 30 eller 23. april år 34.
Jesus som Kristus
Forståelsen i Det Nye Testamente af Jesus fra Nazaret er over alt båret af bekendelsen til ham som den opstandne Kristus og kommer til udtryk i forestillinger og begreber, der hovedsagelig stammer fra et gammeltestamentligt-jødisk univers. Om disse udtryk for Jesu persons og gernings betydning for menneskers frelse bruges kunstordet kristologi, læren om (Jesus som) Kristus. Man skelner her mellem en uudtalt (implicit) kristologi, der indirekte kommer til orde i den fordring, Jesus gør på at tale og handle på Guds vegne, og en udtalt (eksplicit) kristologi, der udlægger Jesu "selvbevidsthed" i kristologiske titler. Kilderne synes her at tillade den slutning, at Jesu forkyndelse faktisk har været båret af en uudtalt kristologi, mens den udtalte først og fremmest er udtryk for den senere menigheds bekendelse.
Det ældste lag af overleveringen lod måske først Jesus blive "Guds Søn" ved opstandelsen fra de døde (se Rom 1,3-4), også fordi hans død og opstandelse blev set som en integreret del af hans betydning som messias. I 1901 fremsatte den tyske teolog William Wrede en messiashemmelighedsteori, idet han tolkede Jesu forbud i de synoptiske evangelier mod at røbe, at han var Kristus (se især Mark 9,9), som udtryk for en tilbagedatering af messianiteten i en oprindelig ikke-messiansk tradition; således var det først troen på den opstandne, der førte til en messiasbekendelse. I de synoptiske evangelier synes Jesus at blive Kristus ved dåben (adoptionskristologi), idet dog Matthæus- og Lukasevangeliet strækker messianiteten tilbage til undfangelsen ved talen om "jomfrufødsel", en forestilling, som synes at være skabt af forfatteren til Matthæusevangeliet (1,23) ud fra den græske oversættelse af Esajas' Bog 7,14. Men bl.a. med baggrund i forestillingen om den himmelske visdom, sofia, der i antik jødedom optræder som en personifikation af en side af Guds væsen, opstår tidligt tanken om en forudtilværelse (se præeksistens), hvad der medfører forkyndelsen af tilsynekomsten af et guddommeligt væsen som menneske (se inkarnation) (se fx Filipperbrevet 2,6-7; Johannesevangeliet 1,14).
En gammeltestamentlig horisont kommer også til syne i Matthæus- og Lukasevangeliets barndomsfortællinger, der ikke kan tillægges nogen historisk værdi og i øvrigt er indbyrdes modstridende, fx med hensyn til, om Jesu forældre kom fra Betlehem (således Matt 2,1-22) eller — som sandsynligst — Nazaret (således Luk 1,26; 2,4). Jesu dåb forbindes i de tre første evangelier med Helligåndens komme til Jesus, som ved denne lejlighed proklameres som Guds Søn, hvad der siden gentager sig i fortællingen om forklarelsen på bjerget. Fristelsesberetningen, der i forlængelse af Mark 1,12-12 udfoldes i Matt 4,1-11 og Luk 4,1-13, følger umiddelbart efter dåben og er udtryk for en uddybning af, hvordan Jesus var Guds Søn, nemlig gennem en beskrivelse af, hvordan han ikke var det.
Jesu forkyndelse
Jesu forkyndelse i evangelierne gengiver altså ikke umiddelbart, hvad den historiske Jesus sagde, men er grundlæggende præget af den senere menigheds Kristusforkyndelse. Dette er særlig tydeligt i Johannesevangeliet, hvor Jesusfiguren først og fremmest forkynder sig selv, men det gælder i lige så høj grad i de synoptiske evangelier. Bjergprædikenen (Matt 5-7), som i hvert fald i sin nuværende skikkelse er skabt af forfatteren til Matthæusevangeliet, fremstiller som allerede nævnt Jesus som den ny Moses.
I evangelieforskningen har der længe stået strid om, hvilke Jesusord der er "ægte", og hvilke der senere er blevet tillagt ham. Der er stor fare for cirkelslutninger, og resultatet vil afhænge af, hvor stor kontinuitet der antages at være mellem Jesu forkyndelse i ord og gerning og den forkyndelse, som "fortsatte" Jesu virke efter hans død. For denne bestod ikke i en blot og bar gentagelse af en bestemt lære, men inddrog forkynderen i forkyndelsen på en sådan måde, at man må spørge, om der blev tale om noget helt nyt og anderledes, eller om det var et nødvendigt middel til at fastholde en side af Jesu gerning, der ville gå tabt, hvis man alene holdt sig til hans "ord".
En kritisk sondring gør det dog, som vi så det ovenfor, muligt at afdække nogle hovedtræk af Jesu egen forkyndelse og undervisning. Lovudlægningen synes at have spillet en væsentlig rolle, og Jesu lignelser synes at have været et karakteristisk element i hans forkyndelse, selv om mange af dem, som de nu optræder i de tre første evangelier (der er ingen lignelser i Johannesevangeliet), er væsentligt præget – om ikke ligefrem skabt – af forfatterne til disse skrifter. Mange af lignelserne er episke billeder på det Guds rige, som nok er kommet så nær, at dets kræfter allerede er virksomme, men hvis endelige komme vil betyde, at denne verden går under og afløses af en ny. Der er her i Jesu prædiken en forventning om Guds riges snarlige komme (fx Mark 9,1; Matt 16,28), som giver den et eskatologisk præg. Et betydningsfuldt moment i Jesu forkyndelse er endelig dens gudsbillede, som især kommer til udtryk i talen om Gud som den himmelske fader (jf. brugen af det aramæiske abba i tiltale) som fx i bønnen fadervor, som måske ikke går tilbage til Jesus selv, men klart formulerer den forventning til Gud, som Jesu gerning fremkaldte.
Lidelseshistorien
Lidelseshistorien, hvis grundfortælling synes skabt af forfatteren til Markusevangeliet, udgør et særligt kapitel i overleveringerne om Jesus. Tre lidelsesforudsigelser i de synoptiske evangelier (Mark 8,31; Matt 16,21-23; Luk 9,21-22 og Mark 9,31; Matt 17,22-23; Luk 9,44 samt Mark 10,32-34; Matt 20,17-19; Luk 18,31-33) er tydeligvis formuleret ud fra kendskab til, hvad der faktisk hændte (vaticinia ex eventu). Beretningen om Jesu sidste uge i Jerusalem, begyndende med indtoget og tempelrensningen (som Joh. 2,14-17 dog henlægger til begyndelsen af Jesu virke) og sluttende med fortællingen om den tomme grav, virker umiddelbart sammenhængende, men er sammensat af forskellige traditioner og stærkt farvet af teologiske interesser i dels ud fra GT at klargøre Jesu døds forudbestemthed, dels at skildre den lidende som et forbillede for dem, der måtte udsættes for en lignende skæbne. Selve lidelseshistorien omfatter bøn i Getsemane Have, tilfangetagelse, forhør hos de jødiske autoriteter, domfældelse, spot, overgivelse til den romerske myndighed, piskning, korsfæstelse og død. Siden følger gravlæggelsen og kvindernes gang til graven den første dag i ugen, hvor de finder den tom; med denne oplysning slutter det oprindelige Markusevangelium (se Mark 16,8). Fortællinger om tilsynekomster af den opstandne frelser optræder i de tre andre evangelier, hvad der siden førte til et "supplement" til Markusevangeliet (Mark 16,9-20).
Skildringen af Jesu død henter flere enkeltheder fra Det Gamle Testamentes Salme 22, der næsten virker som en drejebog for korsfæstelsesscenen. Også Jesu korsord viser bearbejdelse: Hvor Markus- og Matthæusevangeliet kun kender ét og det samme ("Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Mark 15,34 Matt 27,46), kender Lukas- og Johannesevangeliet hver tre andre (Luk 23,34.43.46; Joh 19,26.28.30), så de "syv korsord" alene opnås ved addition.
Sonings- og forløsningsforestillingen (Mark 10,45; Matt 20,28) er i overleveringen nøje forbundet med beretningen om, at Jesus ved det sidste samvær med sine disciple indstiftede nadveren ved at tolke brødet som sit legeme og vinen som sit blod, der som den nye pagts blod udgydes for mange til syndernes forladelse. Det sikre er, at den tidligste menighed (jf. 1 Kor 11,23-25) tolkede Jesu død som udtryk for Guds vilje og et led i hans frelseplan og desuden som en ny pagtslutning. Således kunne den kristne menighed opfatte sig selv som opfyldelsen af den profetiske forjættelse om en ny pagtslutning i de sidste tider (især Jeremias' Bog 31,31-34).
Jesu opstandelse
Jesu opstandelse er ikke skildret i evangelierne, der alene fortæller om den tomme grav og — bortset fra Markusevangeliet — om forskellige tilsynekomster af den opstandne. Kun Matthæusevangeliet gør opstandelsen til en "historisk" hændelse, som også ikke-troende kunne kende til (28,11-15; jf. 12,39-40). Historisk må disse beretninger ses som forsøg på ud fra samtidige forestillinger at give udtryk for en stærk erfaring af, at Jesus også efter sin død var menighedens magtfulde Herre (Matt 28,18-20, se missionsbefalingen).
Unddrager Jesu opstandelse sig historikeren som begivenhed, er virkningerne af troen på den opstandne frelser dog klare nok. Men der kan ikke sluttes umiddelbart fra virkning til historisk årsag. Fortællingerne om tilsynekomsterne udviser også store forskelle. Ifølge Apostlenes Gerninger 1,2 sker de i et tidsrum på fyrre dage og slutter med Jesu himmelfart, som denne forfatter er ene om at kende til (se Luk. 25,50-51; ApG 1,9-11), mens Paulus om sig selv kan hævde, at han er den sidste, som den opstandne viste sig for (1 Kor 15,8).
Fra først af synes der at have været tale om en ophøjelseskristologi: Gud havde ophøjet den korsfæstede direkte fra graven til en plads ved sin højre side og dermed vedkendt sig hans gerning (se fx Fil 2,9-11; jf. Matt 22,41-46). Tidligt er dette motiv blevet forbundet med beretninger om en opstandelse på tredjedagen og tilsynekomster af den opstandne (se 1 Kor 15,3-9). Først siden synes talen om den tomme grav, som Paulus øjensynlig ikke kendte, at være kommet til som en historisk konkretisering. Der er naturligvis også konservative forskere, som mener, at overleveringen om den tomme grav hviler på et historisk fundament.
Disse forestillinger skal ikke forstås som en umiddelbar "fortsættelse" på historien. De er — og har fungeret som — udtryk for en gudserfaring, oplevelsen af en kraft (jf. Fil 3,10: "opstandelsens kraft"), der virkede som en guddommelig autorisation af Jesu forkyndelse, undervisning og gerning. Dette kommer til orde i evangelierne, der netop vil fremstille disse forestillinger som noget, der nok er hændt på et bestemt tidspunkt i historien, men som også umiddelbart har adresse til og betydning for de menigheder, som forfatterne til evangelierne skriver for. Således må talen om ophøjelse og opstandelse ligesom tilsynekomstberetningerne forstås som legitimation med tilbagevirkende kraft, dvs. som et forsøg på med forhåndenværende forestillinger at give udtryk for en oplevelse af Jesu livs og gernings evige betydning for menneskers frelse. At denne betydning ikke var entydig, bevidner Det Nye Testamente, hvor hvert skrift eller gruppe af skrifter (Paulus' breve) i større eller mindre udstrækning rummer hver sin "teologi", dvs. kristologi.
Historisk-kritisk teori om Jesus som Kristus
Historisk-kritisk bibelforskning har ført til en "dekonstruktion" af forestillingen om, at historikeren umiddelbart kan erkende noget direkte guddommeligt ved Jesusskikkelsen. Historisk er alene den indirekte virkning, nemlig de Kristustroendes tolkning, der udgik fra overbevisningen om, at Jesus i eksklusiv forstand var Guds ord og som den enbårne søn Guds tolk (Joh 1,1-18). Symptomatisk er det, at de såkaldte naturundere fra at have haft en bekræftende betydning nærmest er blevet en belastning for teologien. Ligesom det såkaldte skriftbevis, nemlig det bevis, der byggede på en overensstemmelse mellem profetierne i Det Gamle Testamente og opfyldelsen af dem i Det Nye Testamente, her helt tabte sin virkning.
Kritisk forskning må ty til andre modeller, og blandt de forslag, der har været fremsat for at forstå Jesus-skikkelsen, er bl.a. profetkategorien interessant. For intet tyder på, at Jesus har forstået sig som stifter af en ny religion, derimod nok som en fornyer af jødedommen. Også påvirkninger fra den græsk-romerske omverden er mulige. Omvandrende filosoffer, fx af kynikernes observans, der satte spørgsmålstegn ved de etablerede værdinormer, var heller ikke ukendte i Palæstina. Forsøg på at gøre den historiske Jesus til en militant oprører savner derimod holdepunkt i kilderne.
Selvom Det Nye Testamente har været det konstante udgangspunkt, har opfattelsen af Jesus som Kristus gennem hele kirkehistorien undergået betragtelige forandringer, betinget af forskellige tidsaldres teologiske og åndshistoriske forudsætninger. De ofte citerede ord: "Jesus havde forkyndt Guds rige, og det var kirken, der kom" (Alfred Loisy), skal ikke forstås som en kritisk morsomhed; kirken er den nødvendige fortsættelse på det, Jesus bragte, hvis det ikke skulle løbe ud i sandet. Til gengæld har denne kirke hele tiden kritisk måttet lade sig konfrontere med sin historiske begyndelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.