kristendom

Den ældste kristendoms centrale religiøse budskab udgjordes af påstanden om Jesu selvopofrelse for folket og hans opstandelse fra de døde, hvorigennem han havde opfyldt Guds frelsesløfte til Israel om "endetidens" konge, Messias (græsk Christos).

Kristusforkyndelsens sammenhæng med Jesu jordiske virksomhed fremgår af hans egen påstand om denne virksomhed som eksklusivt og autoritativt tegn på Gudsrigets frembrud til frelse for syndere og et nyt liv i kærlighed til Gud og medmennesket.

Især gennem apostlen Paulus' optræden som missionær og teologisk forfatter blev denne forkyndelse tidligt forstået som et universelt budskab, gyldigt ud over jødefolkets grænser.

Budskabets bærer var kirken, der forstod sig selv som Messias' nye folk og betragtede Jesus Kristus — Guds enbårne Søn, Guds udtrykte billede, Skaberordet — som usynligt tilstedeværende i dåb, nadvermåltid, prædiken og barmhjertighedsarbejde.

Romerrigets bykultur, kommunikationssystem og delvise religiøse tolerance befordrede kirkens hastige udbredelse inden for imperiets grænser. Under denne udbredelse, som tillige begunstigedes af de kristnes indbyrdes solidaritet og formodentlig også af den respekt for menigmands rationalitet, som lå til grund for deres dåbsundervisning, fandt en konsolidering og institutionalisering sted i organisatorisk og læremæssig henseende.

Kirkens ældste helligskrift, senere kaldet Det Gamle Testamente, dvs. den jødiske bibel tolket i Kristusbudskabets lys, suppleredes af de beretninger (evangelier) om Jesu liv, død og opstandelse, der s.m. Paulus' breve til menighederne og andre kristne skrifter fra ca. 200 samledes til Det Nye Testamente (se Bibelen).

Jævnsides med denne fæstnelse af det skriftlige læregrundlag samledes de enkelte menigheders tolknings- og ledelsesautoritet i bispeembedet. I teori og praksis blev menighedernes fællesskab defineret som den katolske, dvs. den verdensomspændende, kirke.

Denne udvikling gav anledning til adskillige protestbevægelser, men den blev underbygget gennem de tidlige kirkefædres teologiske forsvar for og gennemtænkning af det bibelske budskab i diskussion med konkurrerende retninger (især gnosticismen) såvel som med den græske filosofi.

Resultatet af udviklingen var den frelsesformidlings- og socialorganisation, med hvilken den romerske kejsermagt, efter i flere omgange at have forfulgt de kristne med ofringskrav og henrettelser, i løbet af 300-tallet indgik og udbyggede en skelsættende alliance.

Den kirkelige kristendom blev i princippet eneberettiget rigsreligion, hvis trosdefinitioner, fx af treenigheden og inkarnationen, blev vedtaget på rigskirkemøder (koncil), og hvis kirkebyggeri statsmagten ydede sin støtte. Til gengæld accepterede kirkens biskopper og teologer et statsligt overopsyn, udøvet af den af Gud udvalgte kejser, og de leverede praktiske og teoretiske bidrag til styrkelse af den imperiale orden — når de da ikke virkede i modsat retning gennem den svækkelse af rigssammenhængen, som teologiske stridigheder førte med sig. Samtidig med at den rigskirkelige ordning således tog form og befæstedes, fandt den individualreligiøse udvikling sted, som resulterede i det kirkeligt sanktionerede ordensvæsen, rammen om en stræben mod det fuldkomne liv i Kristi efterfølgelse.

Efter sammenbruddet af den romerske middelhavsenhed forløb kristendommens udvikling ad flere indbyrdes adskilte veje, hvoraf de vigtigste var dem, der på langt sigt mundede ud i henholdsvist den byzantinsk-slaviske og den latinsk-vesteuropæiske kristendomsform.

Den førstnævnte, som siden har vundet hævd på betegnelsen ortodoks, opretholdt i særlig grad forbindelsen til fortiden, for så vidt som alliancen mellem kirken og den videreførte kejserlige statsmagt fortsat fungerede (se Det Byzantinske Rige) under bibeholdelse af den statslige kirkekontrol, og for så vidt som kirkens lære og kultus såvel som dens dannelses- og organisationsapparat også gjorde det.

Denne kristendomsform har sit eget udtryk i kraft af den dominerende rolle, som gudstjenesten spiller deri (stedet, hvor frelseshistorien aktualiseres), og i kraft af den ekspansive religiøse og kulturelle udstråling til de slaviske nabolande, der udgik fra den byzantinske kirke, og som tidligt resulterede i et kirkeliv og en litteratur på disse landes modersmål.

I Vesteuropa, hvor den gamle orden endegyldigt var brudt ned i kulturel såvel som i politisk henseende, udviklede den kirkelige kristendom sig væsentligt anderledes.

Nye samfundsmæssige vilkår — i form af løse og centrifugale magtordninger, administreret af et analfabetisk kriger- og godsejeraristokrati, stærkt svækkede bysamfund, handelssamkvem og skolevæsen — udløste alvorlige skadevirkninger såvel på præsteskabets dannelsesniveau som på bispeembedet.

Biskopperne måtte give afkald på væsentlige dele af den gamle form for monarkisk kontrol med menighedernes liv og gled efterhånden ind i herremandssamfundets livsformer.

Den arv, som kirken bragte med sig i form af en udarbejdet tilværelsestydning og kultordning, et sammenhængende, litterært funderet historiebillede og en tradition for lovbunden og religiøst legitimeret regering samt pædagogiske indsatser over for udannede og dannede, bevirkede, at kirken på langt sigt var i stand til at præge samfundsbilledet ikke blot religiøst, men også politisk, socialt og kulturelt.

Denne udvikling er karakteristisk for de århundreder — groft sagt fra 700-tallet til 1500-tallet — i hvilke den latinske katolicisme udbredtes og konsolideredes i Vest-, Central- og Nordeuropa.

Et hovedmoment i dette forløb er det samarbejde mellem fremadstræbende fyrstemagter og kirkens biskopper, som på gejstlig side blev udtrykt i religiøs legitimation af monarkiet samt teknisk bistand ved administrationen deraf, og på kongemagtens side i materiel begunstigelse og beskyttelse af kirkens ejendom og virksomhed.

Ad disse veje fik kristendom og kirke en anderledes central placering, end den i antikken havde kunnet få i det væsentligt mere gennemorganiserede romerske samfund. Og hvad der er endnu vigtigere: Den overleverede kristendom undergik i løbet af disse århundreder en politiserings-, juridiserings- og militariseringsproces, som indebar langvarige konsekvenser for dens fremtræden som religion og livsanskuelse.

Et andet hovedmoment af mere direkte religiøs karakter foreligger i udviklingen af den kristne teologi, først og fremmest den, der fandt sted på de nye universiteter, i form af skolastikernes bearbejdelse af læretraditionen under diskussion med og udnyttelse af aristotelisk og platonisk filosofi og i en rationelt diskuterbar samordning af fornuft og åbenbaring, dvs. en systematisk kristen gennemlysning af menneskelig tilværelse i alle dens ytringsformer.

For det tredje fik klostervæsenets forskellige former vital betydning for kristent livssyn og for kristendommens samfunds- og kulturrolle. Klostervæsenet påtrykte den vestlige kristenhed et asketisk normsystem, hvis virkninger kan spores langt ud over de middelalderlige århundreder.

Hertil kommer, at den model for et frivilligt valgt, disciplineret fællesliv med et mål for øje, som det præsenterede for omverdenen, måske kom til at betyde mere for formningen af europæisk liv på længere sigt end dets mere direkte kulturindsatser.

Noget lignende gælder om den specifikt pavelige tænkning og praksis vedrørende ledelsen af den kristne kirke. Sådan som denne tænkning og praksis udfoldede sig fra 1000-tallet til 1200-tallet — en periode, i løbet af hvilken det lykkedes pavedømmet at udøve dirigerende indflydelse af retlig, organisatorisk og politisk art på kirken som helhed og delvis også på samfundsforholdene — var pavekristendommen centralt virksom for tilvejebringelsen af den form for bevidsthed om de kristnes enhed over landegrænserne, som på længere sigt også fik betydning for de tanker, europæerne senere gjorde sig om at høre til i netop denne verdensdel.

Alt, hvad her er anført, var under en ny situations vilkår med til at give kristendommen en form, som — uanset alt det, der forbandt den med oldtiden — ikke var oldtidens form.

Som den forelå i fuldt udarbejdet skikkelse som europæisk monopolreligion i højmiddelalderen, var den romerskkatolske kristendom afgørende bestemt af sin kirkeinstitution i dens egenskab af altomfattende frelsesanstalt, struktureret af et retligt defineret præsteligt embedshierarki, som havde eneret til tolkning og formidling af frelsesbudskabet, forvaltning af sakramenterne (undtagen ægteskabet, som forvaltedes af parterne, men på betingelser, som foreskreves af gejstligheden) og kontrol med kirkens materielle resurser, samtidig med at dette hierarki var centralt engageret i det verdslige samfunds anliggender.

At periodens folkereligion frembød adskillige træk, som ikke uden videre stemte med officiel kristendom, rokker ikke ved det hovedindtryk, at den vestlige kristenheds tanker om tilværelsens mening, frelsen og det gode liv i hovedsagen, om end med perspektivrige undtagelser, var formet og bestemt af den præstelige kirkeledelse, der bl.a. greb direkte ind i menigmands liv gennem det tvungne årlige skriftemål og de dermed forbundne straffeforanstaltninger.

Netop undtagelserne er imidlertid vigtige til forståelse af den middelalderlige kristendomsforms særpræg i forhold til den antikke. De religiøse protestbevægelser, som fra 1100-tallet gjorde sig gældende med stigende styrke, var nemlig i vidt omfang rettet mere mod hierarkiets måde at forvalte katolsk kristendom på end mod denne selv.

Disse bevægelsers appel til besindelse på det oprindelige budskab og deres kritiske stillingtagen til gejstlighedens verdsliggørelse førte rigtignok i flere tilfælde til, at de blev forfulgt og derigennem radikaliseredes, mens andre, især i senmiddelalderen, var antikatolske fra begyndelsen.

Dette fik historisk betydning på længere sigt. Men at kritikken oprindelig var solidarisk, mere end den var oprørsk, afslører noget vigtigt om denne gammeleuropæiske kristendomsforms spændvidde og nuancerigdom. Det er specielt oplysende, at behovet for realisering af det evangeliske budskab, efterfølgelse af Kristus i forsagelse og selvopofrelse, kunne imødekommes af kirkens egen "alternative gejstlighed", ordensvæsenet, således som det især fremgår af de strengt kirketro tiggerordeners fremkomst i 1200-tallet.

Den opløsning af den europæiske kirkeenhed, som fandt sted i løbet af 1500-tallet, blev sat i gang af de konklusioner, som én mand, Martin Luther, drog af sit bibelstudium og sine personlige erfaringer — frem for alt hævdelsen af det frelsende Gudsforhold som et nådesforhold, ubetinget af forudgående moralske præstationer og uafhængigt af præstelig formidling.

Men den ville næppe have fundet sted uden de sociale og politiske forudsætninger, som var tilvejebragt i løbet af 1300- og 1400-tallet. Inden for de stedse strammere organiserede statsmagter, den fremvoksende borgerstand og den humanistisk prægede intelligentsia havde vide kredse en interesse i at hjælpe den nye kristendomstolkning og kirkeforståelse til sejr.

Resultatet blev tre nye, hverandre forkætrende kirker: den lutherske, den reformerte (calvinske) og den anglikanske, hver med sit særpræg i forhold til den romerskkatolske, men fælles om forkastelsen af den romerske embedsforståelse, især pavedømmet, og dé katolske indretninger, som ikke havde hjemmel i Bibelen: alle syv sakramenter undtagen dåb og nadver, samt helgendyrkelse, skærsildslære, ordensvæsenet og det præstelige cølibat.

Over for forskelle som disse gælder imidlertid, at samtlige nye kirkedannelser hvilede på præmisser, som de havde fælles med den romerskkatolske kirke: hævdelsen af Bibelens ufejlbare autoritet, af treenigheds- og inkarnationsdogmerne samt af dommen til Himmel eller Helvede.

Dertil kommer, at deres kirkeorganisatoriske praksis gennemgående tenderede i retning af et autoritært gejstlighedsstyre, ikke uden lighed med det katolske, såvel som i retning af større eller mindre afhængighed af statsmagterne.

Ansatser til radikalt anderledesartede arrangementer skal søges andetsteds, nemlig dels i reformationstidens afvigerbevægelser (se døberbevægelser), dels i 1600- og 1700-tallets puritanske og pietistiske vækkelser inden for de etablerede kirker.

Her videreførtes tendenser, der allerede havde kunnet spores i senmiddelalderens århundreder; men især søgtes her Luthers og Calvins egen hævdelse af de kristnes almindelige præstedømme ført ud i en organisationsmæssig praksis af delvis demokratisk prægning.

Gennem sådanne eksperimenter skabtes en del af forudsætningerne for den nyeuropæiske og nordamerikanske kristendom, som tog form i 1800- og 1900-tallet og udbredtes til andre verdensdele. Demokratiserings-tendenserne og globaliseringen via verdensmission og fremvækst af nye kirkedannelser i Asien og Afrika har præget denne kristendomsform.

Dertil føjer sig den traditionskritik, som den under indtryk af politiske sekulariseringsbevægelser og natur- og historievidenskabens landvindinger har udfoldet, og som især i den gamle kristenheds protestantiske lande har fundet udtryk i en gennemgribende, videnskabeligt funderet opløsning af nedarvede forestillinger om Bibelens og den bibelfortolkende kirkeinstitutions autoritet som ufejlbar kilde til historisk og naturvidenskabelig erkendelse såvel som til religiøs og samfundspolitisk vejledning.

Resultatet af denne proces har, med større eller mindre klarhed og konsekvens, været en række indbyrdes forskellige forsøg på at skabe nye formuleringer af en gammel påstand: At mødet med Kristusbudskabet i dets egenskab af dom og befrielse i ét er en personlig afgørelses- og trossag uden af den grund at blive et fornuftsstridigt anliggende. Arbejdet på at klargøre og begrunde begge sider af denne erkendelse betragtes af seriøs kristen teologi som dens vigtigste og aldrig afsluttede opgave. Se også mission.

• religion
• islam